En uforglemmelig aften med Shawn Mendes på Smukfest 2025

Lørdag aften gik canadiske superstjerne Shawn Mendes på Bøgescenen foran et tæt pakket og entusiastisk festivalpublikum. Med stor energi og nærvær leverede han både kæmpe hits og intime, akustiske øjeblikke, som ramte lige i hjertet på Smukfest 2025.

Foto: Rolf Meldgaard

Det var med personligt meget store forventninger til den canadiske verdensstjerne Shawn Mendes, at jeg stod i en utrolig tætpakket bøgeskov, trods at jeg ankom en halv time før koncertstart. Jeg havde nemlig oplevet Shawn Mendes én gang før – samme festival og samme scene i 2018. Trods dengang silende regn, var det en magisk oplevelse med Shawn Mendes, samtidig med at jeg stod næsten ved forreste række og rent faktisk kunne trække vejret og danse i folkemængden. Dengang var der en ret stor publikumsskare, men slet, slet ikke i den størrelsesorden, som vi så lørdag aften kl. 21.30 til Smukfest 2025. Så min placering var mere ude i siden, og selvom det var okay presset, fik jeg heldigvis et indtryk af koncertens helhed.

Foto: Rolf Meldgaard

Shawn Mendes brød i 2015 igennem med monsterhittet Stitches, som var en del af debutalbummet Handwritten, og derefter tog det ellers fart for den unge stjerne, som få dage forinden 2025-koncerten på Smukfest fyldte 27 år.

I 2022 tog han en pause fra jobbet som superstjerne for at varetage sin mentale sundhed og genopbygge sin karriere på ny.

Det var da også en mere veloplagt Shawn Mendes, vi fik på scenen, efter en dramatisk omgang fyrværkeri, som blev brugt strategisk for at fremhæve de mere storladne øjeblikke af hans sange. Han kommer stærkt fra start med storhittet There’s Nothing Holding Me Back. Så er vi ligesom i gang.

Foto: Rolf Meldgaard

Derefter får vi endnu en banger i den intense og storladne Wonder.
Da vi derefter får hittet Treat You Better, siger han “There you are” til det forventningsfulde øjne blandt publikum der kan hvert et ord af sangen.

Du er heller ikke i tvivl om, at de yngste mennesker i hans publikum kan hans sange til hudløshed, og glæden over at se Shawn Mendes så tæt på kan mærkes i publikummet omkring mig. Det her er tydeligvis stort for langt de fleste, der kender Shawn Mendes og hans musik.

Og ja, manden er jo billedskøn (selv det må det mandlige publikum også anerkende), men han kan også synge, så man glemmer alt andet, og han har en ydmyghed, som Will Smith kunne lære af.

Foto: Rolf Meldgaard

Selv med den store produktion, fyrværkeri, filmiske sekvenser og utallige sceneskift viser han, at han ikke har glemt, hvem der har givet ham sin karriere.

Shawn Mendes spiller dog også på sin charme og skamroser festivalen: “You got this figured out,” siger han, hvilket sætter gang i et stort jubelskrig igennem publikum.

Vi får sangen Monster, som han har udgivet sammen med Justin Bieber, der taler ind i forventningspresset ved at være berømt i musikbranchen og den overvældende interesse, der ville overrumple de fleste mennesker. Outroen til sangen har en lækker rocket lyd, og på fineste vis får han transformeret det hele over i en mere elektronisk intro til uptempo-hittet Lost in Japan.

Foto: Rolf Meldgaard

Derefter er der et større sceneskift, hvor lyset på scenen slukkes for en stund, og en filmisk sekvens vises på storskærmen. Det fungerer ganske fint, da det er nogle personlige klip fra hans liv.

Jeg bemærker, at tiden flyver, og jeg har for en stund glemt, at ham den tand for fulde mand lidt højere for mig forinden, blev ved med at spørge, hvad sangene hedder, hvilket jeg selvfølgelig smiler og griner lidt af, trods let irritation! Det hører til på de her festivaler, og Shawn Mendes har trods alt stadig min fulde opmærksomhed.

Foto: Rolf Meldgaard

Ind kommer Shawn retur og tjekker ind med os. Der er pres på, særligt i publikums mængden, og det sætter samaritterne på arbejde. En del var muligvis kommet for at få en plads til Nik & Jay, der skulle på lige efter, men det gjorde altså, at kapaciteten i Bøgeskoven var maks presset.

Denne gang er der sat en mere akustisk opstilling på scenen, og som en halvmåne står Shawn med flere af sine bandmedlemmer med hver deres instrument. De starter med at spille sangen Seize the Day, som har en lidt country-vibe over sig. Det lyder supergodt.

Den midtempo pop-country-R&B crossover-sang Heart of Gold bliver også spillet i denne akustiske version, og her får han publikum til at klappe med, og det hele bygger op til klimaks med vilde vokalpræstationer fra Shawn og strygere, der skaber en powerfuld liveversion af sangen.

Foto: Rolf Meldgaard

Så er der sceneskift igen, og en rød baggrund og røde lys er sat op. Under sceneskiftet får vi liveoptagelser bag hans hoved, hvor vi hører, at han varmer op på guitaren, inden han endelig indtager scenen og spiller kæmpehittet Señorita, som desværre er blevet spillet så voldsomt meget i medierne, at jeg helst ville have været den sang foruden.

Igen tjekker han ind med publikum – særligt de bagerste, der knap kan se scenen og storskærmene. Så mange er der.

Derefter får vi endnu en ballade, som nok vil kede det publikum, der ikke kender så mange af hans sange, men der hvor jeg stod, sang og vuggede vi fint med på Ruin, som handler om svære følelser i et parforhold, og hvor man samtidig ikke vil såre den anden.

Foto: Rolf Meldgaard

De fleste pigehjerter (inklusive de lidt ældre kvindehjerter) smeltede, da han får hele Bøgeskoven til at synge a cappella-kor på omkvædet “Do I ever cross your mind?”, imens lysene fra folks mobiler blev tændt. Derefter hopper han ned i graven foran publikum i de første rækker og krammer flere af de grædefærdige piger, som sikkert har drømt om dette øjeblik op til koncerten.

Jeg kigger på pigerne ved siden af mig, der har taget hænderne op for munden og har vilde øjne, og den ene vender sig om og  kigger på mig og siger så: “Vi står det helt forkerte sted” – og enig!

Mit pigehjerte i denne modne kvindekrop, fik selv en trang til at flyve over publikum og tage imod al den kærlighed, Shawn Mendes havde at give af. På det her tidspunkt har han taget en cowboyhat fra publikum, og resten af sangen står han og synger på scenen med cowboyhatten på, og jeg tror ikke, at vedkommende, han tog den fra, har noget imod det.

Foto: Rolf Meldgaard

Vi er nået lidt over halvvejs i sættet, og vi får Shawn både alene med sin akustiske guitar og Shawn med sit band, hvilket giver variation i musikkens flow og dynamik.
Vi får nu sangene Never Be Alone, der bliver sunget og fløjtet med på, og endelig en af de mere kendte numre, nemlig Mercy.

Derefter tager han sig tid til at tale til den nye generation, hvor han har lagt mærke til, at der er langt mere rummelighed og kærlighed blandt den nye generation, og han er super tryg ved det. Alt imens jeg efterfølgende har hørt om mindre flatterende tumultagtige episoder blandt de unge nede på forreste række, står det desværre i kontrast til hans ord.
Men det er i hvert fald en måde at introducere os for nummeret Youth på.

Vi er stadig i akustiske versioner af hans sange. Bl.a. Stitches får vi bare med ham og hans guitar.
Derefter har vi den vanvittigt smukke sang It’ll Be Okay, som handler om breakups, og som omkvædet lægger op til med opløftende ord. En sang, der betyder en del for fansene – inklusive mig selv – som har hørt den på repeat midt i mit eget personlige breakup for få år tilbage. Med Bøgeskovens rammer føltes det ligeså magisk, som det gjorde tilbage i 2018. Bare uden regnen.

Vi er ved at nå til vejs ende i koncerten. Og med fare for at gentage mig selv, så var tiden bare fløjet afsted. I balladen Song About You synger han “sorry my time is up”, og det er vi faktisk også lidt kede af.

Foto: Rolf Meldgaard

De sidste to får vi hitsangene Why Why Why og endelig den sårbare og stærke ballade In My Blood, som handler om noget så relaterbart for mange – særligt unge mennesker – nemlig angst og psykiske udfordringer. Den nye generation har brug for Shawn Mendes, og vi har brug for, at han viser de unge vejen til at passe bedre på sig selv.

Jeg nejer og bukker for den talentfulde sanger med det vildeste x-factor og giver ham fuld plade for hans performance.

Som en lille sidenote håber jeg, at Will Smith tager noter fra Shawn Mendes. Den unge generation kan sagtens lære den ældre generation en ting eller to.

Foto: Rolf Meldgaard

Se flere smukke billeder fra koncerten HER.

spot_imgspot_img

Se også

spot_img

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her