Fredag aften på Syd For Solen var sat i blåt. Ikke kun fordi Natasha Bedingfield havde valgt et outfit, der skinnede fra top til tå i havnuancer, men også fordi hendes koncert på Over Havet-scenen mest af alt føltes som en blanding af høj energi og halvhjertet engagement.
“The left is still unwritten,” synger hun i sit største hit, men efter lidt over en times ujævn optræden var det svært ikke at tænke, at der heller ikke var meget at skrive hjem om.
Bedingfield er 43 år, men føles som én, der har været her hele livet. Ikke nødvendigvis på grund af uforglemmelige musikalske aftryk, men snarere fordi hendes navn altid har ligget et sted i popkulturens periferi.
Når hun leverer “Pocketful of Sunshine” med et hæs skrig frem for et lysende overskud, eller når “Roller Skate” spilles i et tempo, der minder om en sprint mod slutningen, bliver kontrasten til hendes publikum tydelig. Foran scenen står fans, der hungrer efter de store øjeblikke, men som oftest får momenter, der hurtigt glider væk.
Storslået performer
Dog skal det siges: Når hun kaster sig ud i andres materiale, tændes et andet lys. Portisheads “Glory Box” var en vokal tour de force, og hendes korte, eksplosive version af Eminems “Lose Yourself” fik hele pladsen til at glemme tid og sted.
Det samme gjaldt, da hun greb et par omkvæd af Coldplays “Politik” og The Cranberries’ “Zombie”, der beviste, at hun mestrer det rockede. En skam, at disse højdepunkter ikke varede længere, for her blev hun den storslåede performer, publikum havde håbet på.
Under “Soulmate” bevægede hun sig ned blandt publikum, uddelte high fives og krammere og modtog endda en øl fra en fan, hun straks udråbte til sin soulmate. Den menneskelige varme, hun udstråler, er svær ikke at holde af – også selv når sangene bag den er lettere uinspirerede.
Kollektiv ekstase
Men setlisten afslørede også et problem: Bedingfield har ikke et bagkatalog, der kan bære en hel festivaloptræden uden hjælp. Med mashups af alt fra Chaka Khan til Chappell Roan blev aftenen mere et musikalsk patchwork end et stærkt narrativ.
Og selvom “These Words” skabte euforisk fællessang, var det tydeligt, at man ventede på ét bestemt nummer hele aftenen.
Afslutningen med megahittet “Unwritten” var alt, man kunne håbe på: lys, dans, eufori og et publikum i kollektiv ekstase. I den normale længde varer sangen 4 minutter og 19 sekunder, men på Syd For Solen trak den sig ud, skiftede tempo og voksede til et klimaks, der føltes som en lille fest i sig selv.
Bedingfield stod dér som en sejrskvinde, men også som en påmindelse om, at et eller to uforglemmelige øjeblikke ikke altid kan redde en hel koncert.
På Syd For Solen fik vi et glimt af solen, men det meste af tiden føltes det som at vente på, at skyerne trak sig tilbage.
Vil du se flere billeder fra koncerten, kan du klikke lige HER!
