Fra reserveret til rørende: Svea S blomstrer på Smukfest

Svea S åbnede langsomt op under sin koncert på Hood-scenen på Smukfest. Først tilbageholden bag solbriller, men siden varm, nærværende og med stærke popnumre fra sit nye album, der fik publikum helt med.

Foto: Rolf Meldgaard

Solen var ved at gå ned over Bøgeskoven, da den danske, 23-årige sangerinde og sangskriver Svea S indtog Hood-scenen. Et par hundrede mennesker var samlet foran scenen for at blive inviteret ind i Svea S’ univers af poppede sange med relaterbare tekster, der emmer af sårbarhed og styrke på én gang.

Svea S har en moden og selvsikker fremtoning og en imponerende vokal med stor bredde. Med sig har hun sit band bestående af fire dygtige musikere, som understøtter Sveas musik og sangstemme helt perfekt. Det er en sand fornøjelse at lytte til.

Hendes sange er perfekt fremført uden det store slinger i valsen. Det er næsten for pænt – og at hun i de første fem sange har solbriller på, gør hele første halvdel af koncerten grænsende til kedelig. Det er vokalen og de fine sange, der holder fast i publikum.

Foto: Rolf Meldgaard

Vi får sangen Nøgen leveret som et uptempo-nummer med både elektroniske og rockede elementer. Derefter følger En som mig, om at være glad for en, der ikke helt giver sig hen i kærlighed. Men så sker der noget i Legepladsen, hvor hun (endelig) interagerer med publikum og smiler mere. Det er, som om hun lige skulle bløde op. Derefter får vi det mere uptempo nummer Tro mig jeg vil være der.

Alle numrene er fra hendes nyeste album For evigt i går, som blev udgivet i foråret. Svea er nu lidt mere i hopla, og som tidligere nævnt slipper hun endelig solbrillerne i hit-sangen med Malthe Ebert, Det der gør mindst ondt. Vi kan nu se hendes fulde udtryk, og selvom hun ikke har Malthe med på scenen, bærer hun sangen supergodt alene – og publikum er 100% med hende.

Foto: Rolf Meldgaard

At hun har nogle dygtige musikere med i sit band, bliver særligt tydeligt i nummeret Det ønsker jeg for dig, som hun har udgivet sammen med Burhan G. Trommeslageren Morten har en særlig god interaktion med publikum, og det er især hans fortjeneste, at folk klapper i takt eller svinger med armene. Generelt fornemmer jeg, at Svea har en god interaktion med sine bandmedlemmer, og at det bestemt ikke kun er hende som frontfigur, der bærer energien i numrene.

Hun trækker tempoet ned i den smukke og rørende ballade om utroskab, Kommer aldrig hjem, som leveres i en akustisk og meget intim version – helt oplagt for sådan et nummer. Jeg elsker, at ordet “idiot” lige bliver nævnt under fremførelsen, hvilket viser en lidt sarkastisk humor fra Svea.

Foto: Rolf Meldgaard

Svea introducerer os fint til sangen Svag, og det føles som om vi endelig for alvor bliver lukket ind i hendes sårbare og enormt relaterbare lyriske univers. Herfra synes jeg kun, det går opad for Svea – særligt da det gennemførte nummer fra det nye album Hvorfor bli’r vi ved? bliver leveret. På pladen er det en ballade, men her bygges den flot op og får storladne øjeblikke, der er en fornøjelse at lytte til. Det er en liveversion, man kan glæde sig til, hvis man endnu ikke har oplevet Svea S live.

Hun trækker sig dog lidt på et tidspunkt og lader den ene guitarist komme frem med en guitarsolo. Det kan der være mange grunde til, men for mig føles det lidt ærgerligt – vi har brug for dig på scenen, Svea, sammen med os.

Foto: Rolf Meldgaard

Lidt hjælp til den måske manglende energi får hun til gengæld fra den ligeså fremadstormende sangerinde Mumle, der sammen med Svea synger storhittet Der hvor solen ik’ skinner. Det eskalerer i fællessang og opløftet stemning blandt publikum. Det var et fedt øjeblik, og Mumle og Svea gør det godt – både sammen og med publikum.

Foto: Rolf Meldgaard

Efter sangen Silhuetter overrasker den ellers rolige Svea S os med seks trommeslagere i sort, der bliver kaldt ind til en voldsom elektronisk intro med de mange trommer. Et skønt og energisk indslag, der får folk til at danse vildt, og de jubler, da Svea ender med at stå imellem dem og også spille på trommer i takt med de Safri Duo-lignende rytmer.

Foto: Rolf Meldgaard

Det sidste nummer er naturligvis gennembrudshittet Hey far, som hun blev kendt for, efter det gik viralt på TikTok. Et nummer om at være misundelig på den lykkelige kernefamilie, når man selv er vokset op i en dysfunktionel familiekonstellation.

Svea S skulle lige bløde op og finde sig til rette på scenen, men da hun først gjorde det, åbnede hun sig også op og leverede en flot præstation. Jeg er glad for, at hun fik sat fut i koncerten efter første halvdel, for det var lige ved at føles som en koncert, der kunne blive lidt for lang og flad.

Foto: Rolf Meldgaard

Se flere flotte billeder fra koncerten HER

spot_imgspot_img

Se også

spot_img

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her