Will Smith på Smukfest: Akavet men også forbandet underholdende

Will Smith indtog Bøgescenen med et show, der balancerede mellem storslået hitparade og amerikansk følelsesporno. Der var både filmnostalgi, danseshow og konfettiregn – men også akavede indslag, tolke-øjeblikke og en terapeutisk tur ned ad memory lane.

Will Smith, Smukfest
Foto: Lasse Lagoni

Smukfest havde satset stort på verdensstjernen Will Smith, der optrådte torsdag aften på Bøgescenen kl. 23.15.
Ingen vidste helt, hvad de kunne forvente af den 56-årige filmskuespiller og musiker – og heller ikke jeg. Hvad var det nu for noget musik, han havde lavet de sidste årtier? Er han ikke primært en skuespiller, der har vundet én Oscar? Og så var det jo ham, der så sin karriere forsvinde ud i rendestenen efter et dramatisk optrin ved en af de årlige Academy Awards (Oscar) for et par år tilbage. Den scene husker de fleste af os nok!

Men setlisten var spækket med det ene hit efter det andet, og han fik hurtigt publikum med ved at interagere og aktivere os med korsang og diverse indslag. Jeg blev sendt retur til min barndom, hvor Fresh Prince of Bel-Air – på dansk Rap fyr i L.A. – var en must see-komedieserie, sammen med diverse film gennem årene, jeg har set med Will Smith i hovedrollen, og den fantastiske filmmusik, han lavede til dem.

Will Smith, Smukfest
Foto: Lasse Lagoni

Det hele var egentlig ret storladent, som man kunne forvente af en typisk amerikansk superstjerne. Der var ikke sparet på noget i forhold til underholdning på scenen og finurlige gimmicks. Jeg var faktisk ret træt, da Will Smith gik på, og gad ikke rigtig – men må indrømme, at jeg blev vækket, fordi der skete mange ting på scenen i den times tid, han performede.

Will Smith, Smukfest
Foto: Lasse Lagoni

Will Smith havde helt styr på, hvad publikum ville høre, og serverede det hele på et sølvfad. Der var ikke mange numre, jeg ikke kunne synge med på – og det var fedt. Sikke en fest han skabte! Det var et show, man gerne ville blive til slutningen af. Fordi det var ret sjovt, når det altså ikke lige var akavet, tåkrummende og en smule for højtideligt og egocentreret. Manden havde tydeligvis brug for at krænge sit hjerte ud til os… det kommer jeg tilbage til.

Lige pludselig stod der nemlig en ung kvinde på scenen, som umiddelbart virkede til tilfældigt at være kommet derop for at agere tolk for ham, da han skulle introducere sig selv og sit band efter en udmærket performance af sangen Miami. Det virkede umiddelbart lidt som en joke. Jamen haha, okay, videre. Men gud hjælpe mig, om han ikke blev ved med at hive hende ind, når han havde nogle følelsesladede ord, han ville dele med os.

Will Smith, Smukfest
Foto: Lasse Lagoni

Det blev faktisk lidt synd at se stakkels Anna, som hun vist hed, nervøst oversætte det, han sagde – og hun formåede heller ikke at fange det til fulde. Publikum forstod da heller ikke helt, om han var seriøs? For vi danskere kan altså sagtens forstå engelsk… Derudover var det bare mærkeligt at gøre det til en tilbagevendende ting. Jeg tør næsten ikke skrive det her, men hvis der er nogle danskere, der følte, det var nærmest nedladende, at han mente, vi skulle have hans små taler oversat, så forstår jeg dem godt.
Hvad havde han egentlig tænkt her? Det har nok ikke været bevidst, men jeg håber nogen lige nævner for ham at det altså ikke er nødvendigt for det danske publikum der primært kan engelsk flydende. Underligt og unødvendigt var det i hvert fald.

Will Smith, Smukfest
Foto: Lasse Lagoni

Der var også en længere mindesekvens til James Avery – “Onkel Phil” fra Rap fyr i L.A. – med en dygtig violinist, med snak om at have det svært, kram og kærlighed, og opfordringer til at kramme dem, man stod ved siden af.

Der skete så også det utrolig sårbare og vilde, at Will Smith fortalte om sin skam over hændelsen med den famøse lussing i 2022, takkede os for at stå ved hans side, og derefter hev sin Oscar-statuette frem til stor jubel hos publikum. Respekt for at han åbner op om noget så svært. Men jeg stod også lidt med en følelse af, at koncerten var en terapisession for Will Smith efter nogle traumatiske og tumultagtige år for hans karriere.

Will Smith, Smukfest
Foto: Lasse Lagoni

Midt i koncerten fik vi den helt store kavalkade af filmmusik – alt fra filmiske sekvenser, der fangede og underholdt, til fuld gang i scenen med de fedeste udklædninger, danse og indslag med en masse mennesker på scenen, som var statister i noget, der mindede om en fabelagtig teaterforestilling med musikken som formidler. Jeg elskede det!

Will Smith, Smukfest
Foto: Lasse Lagoni

Der var også nogle helt særlige sekvenser i hans optræden, som var intense og med en utrolig nærværende Will Smith, der gav ALT af sig selv. Egotrippet og selvmedlidenheden kunne han måske godt have skruet lidt ned for, droppet tolken, forkortet mindesektionen og bare givet den maks gas med et ellers udmærket show og en setliste med smæk på af hits gennem tiden.

The legend, Will Smith, kan godt lægge fortiden bag sig og have det bare lidt mere sjovt, når han er ude at optræde med sin musik – for det er han enormt god til. Men som det ofte sker, når amerikanske stjerner besøger dansk jord, ved de ikke helt, hvor de er… Han nævnte Smukfest og udtalte det smukt. Men hvor godt kender han egentlig danskerne og Danmark? Det kom jeg faktisk lidt i tvivl om.

Will Smith, Smukfest
Foto: Lasse Lagoni

Han sluttede festen af med storhittet Summertime, en ordentlig omgang konfetti, badebolde der blev skudt af sted mod publikum, et eminent danseshow, dygtige dansere der blev fremhævet, trommeslageren fik sin solo – og ja, det hele var en smuk grande finale for Will Smith, hans band og dansere.

Jeg gik glad derfra, trods de udviklingspunkter, der helt klart er for Will Smiths show.

Se flere fede billeder fra koncerten HER

spot_imgspot_img

Se også

spot_img

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her