Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvor popmusikkens fremtid peger hen, leverede Chappell Roan et ganske klart svar torsdag aften i Valbyparken. På Over Havet-scenen til Syd for Solen marcherede hun ind som en queer popprinsesse, pakket ind i neonfarver, fjer, platformstøvler og powerballader. Det var den festivalbooking, alle andre drømte om at få fingrene i, og man forstår godt hvorfor.
Allerede fra den horrorfilm-/Phantom of the Opera-agtige intro med uhyggelige øjne på skærmen, dramatisk lys og tordnende lyd stod det klart, at vi var vidne til noget særligt. Jeg tror aldrig, der har stået så mange mennesker til en koncert på festivalen før.
Hun åbnede med “Super Graphic Ultra Modern Girl”, som musikalsk visitkort, der er lige dele legesyge, farveorgie og selvironisk kitsch på den helt perfekte måde. Det er pop, der ikke undskylder noget. Roan har forstået, at det i dag handler mindre om perfektion og mere om at være alt for meget. Glitter og overdreven makeup var ikke blot pynt, men en xaktiv del af hele hendes fortælling.
Flammer, fællessang og flamboyance
Chappell Roans koncert var ikke bare et show, men nærmere et fællesskabsritual. “The Subway”, hendes nye sang, blev taget imod med åbne arme, mens “HOT TO GO!” var et orgie af flammer, fællessang og flamboyance. “Barracuda” var pivfræk, med Roan slyngende sig hen over scenen og hår, der svingede frem og tilbage i takt til musikken.
Det var dog ikke alt, der var perfekt. En gang imellem faldt vokalen lidt ud, og under “After Midnight” lød den en smule træt i starten. Men når man synger, danser og performer med så meget energi, er det svært at holde alt knivskarpt hele tiden. Roan ejede stadig rummet.
Hun kan også skrue ned for tempoet. “Picture You” var smuk og følsom, men under balladen “Coffee” fnisede hun midt i det hele. Et øjeblik, der egentlig kun gjorde hende mere menneskelig. Man kunne dog godt have ønsket sig en ballade i stil med “School Nights” for at få et endnu stærkere kontrapunkt til de store popmomenter.
Ejer hele galaksen
Som afslutning satte “Good Luck, Babe!” og “Pink Pony Club” gang i et finalebrag af fællessang, tårer og triumf. Hele Valbyparken var forvandlet til en glitrende, dansende klub af kærlighed og accept. Det er sjældent, man ser en kunstner balancere teatralsk flamboyance og autentisk nærvær så ubesværet.
Det er også derfor, netop bookingen af Chappell Roan er en af de bedste, danske festivaler har gjort sig i år. Hun er på vej opad, og hvis denne koncert er et pejlemærke, flyver hun ikke bare mod stjernerne, men hun ejer hele galaksen.
Chappell Roan leverede popmusik, der tør være både sårbar og storslået, fjollet og frygtløs. Hun taler især til dem, der har følt sig for meget, for skæve eller for forkerte, og hun gør det med en fanfare af glitter og elektropop.
På Syd for Solen fik vi ikke bare en koncert, vi fik et løfte om, at pop stadig kan være et fristed.
Og denne torsdag aften var det Chappell Roan, der stod med nøglen og holdt døren åben.
Vil du se flere, gode billeder fra koncerten, kan du klikke her!
