Tessa indtog Bøgescenen med både ild og inderlighed, og gav et show der balancerede mellem benhård selvsikkerhed, rørende ærlighed og rendyrket girlpower. Med pyro, konfetti og et stærkt budskab i bagagen beviste hun, at hun hører til blandt de helt store navne på Smukfest.

Solen tittede frem, mens det virkede som om at størstedelen fra KærligHeden, var til stede ved Bøgescenen i skoven, og den store klump foran scenen var de såkaldte Sjakalinas – Tessas største fans. Kiggede man længere bagud i publikum, steg aldersgennemsnittet, og der var mennesker så langt øjet rakte. Et flot fremmøde og nok også store forventninger til den unge dame med den ærlige og stærke attitude.
Nogle var måske bare nysgerrige på den 25-årige rapper og sangerinde, som siden sit gennembrudshit ”Ben” i 2019, på bare seks år er stormet frem i musikbranchen. Fra at være kendt på de sociale medier for sin kompromisløse stil og eksplicitte tekster, til nu – med sin tredje optræden på Bøgescenen – at have cementeret sin plads.

Hun virkede tilpas og glad, da hun gik på scenen i sit brune velouroutfit, som hun senere pralede med, var det eneste unikke sæt lavet særligt til hende – og Kim Kardashian. Ikke fordi hun ville sætte nogen på en piedestal, sagde hun til publikum. En ydmyghed og taknemmelighed hun udviste hele det lange show igennem.
Tessa havde nemlig travlt med at brænde så mange sange af som muligt – og med 28 singler, to albums og adskillige samarbejder i bagkataloget, var der nok at tage af. Hendes Sjakalinas kunne teksterne på dem alle sammen, virkede det til, så hun kom let afsted med det.
Der er smæk på fra start til slut i Tessas musik. Hun åbner selvfølgelig med sangen ”Sjakalina”, og med rød baggrund, ordet Queen i kæmpe skrift og en stor lampe formet som et T, er rammerne sat for vaskeægte girlpower. Den røde farve matcher perfekt de feministiske budskaber, Tessa bærer med i sine sange. Hun kæler for scenen og publikum med en sensuel kvindelist, der samtidig oser af selvtillid – nok til at få de fleste til at rødme.

Efter hittet ”Okay” får vi sangen ”Så’n der”, hvor hun meget passende tager både pyrokanoner og rød konfetti i brug – som hun i øvrigt bruger strategisk hele koncerten igennem.
Med sig har hun sit band og fire energiske dansere – et større setup end sidste år, fortæller hun os. Og i samme sætning deler hun, at hun selv har det meget bedre end sidste år.
Det var da også en yderst oplagt Tessa, som formåede at vise sit – for nogen måske overraskende – talent for rap, hvor de fleste af os længe ville have tabt pusten.
Hun er ærlig og fortæller, at hun har været “fucking nervøs”, men det mærkes ikke. Selv da hun uheldigvis flere gange må bøvle med mikrofonens lyd, løses det hurtigt – og hun holder en professionel mine uden at blive hylet ud af det.

Syv sange inde får vi et stort jubelbrøl, da storhittet ”Til banken” (bl.a. i samarbejde med afdøde rapper Natasja) bliver sat i gang – en sang de fleste i publikum kender, uanset alder.
Derefter fortsætter hitkavalkaden – bl.a. ”Lågsus for evigt” og sangene med Suspekt, som hun også deler en lille anekdote om.
Generelt får vi et fint indblik i Tessas tanker, følelser og ikke mindst mission med musikken. Hun taler ind i emner som selvværd, female empowerment, grænsesætning og drømme. Tessa er tydeligvis bevidst om sin indflydelse på sit unge publikum, og samlet set giver hun et virkelig godt indtryk med en god forbindelse til sit publikum.

Som hun nævnte under ”Hvad glor du på?”: Man må gerne glo, bare det er med kærlighed. Og kærlighed – det fik hun. Det må uden tvivl have givet hende energien til at blive på scenen i ca. 30 minutter ekstra.
Heldigvis slipper hun afsted med det. Sangplaceringen holder publikum fast hele vejen – især fordi guleroden gemmer sig i den sidste sang: Gennembrudshittet ”Ben”. Publikum rapper og synger med a cappella hvor Tessa knap behøver hjælpe til, og først efter et vers og omkvæd sætter bandet i gang med musikken.
Afslutningsvis viser Tessa, hvor hun står i Palæstina-situationen, og sender de palæstinensiske farver af sted med konfettikanoner og “Fri Palæstina!”-råb til publikum.
Tessa siger, hvad hun mener – og det er både beundringsværdigt og inspirerende.

At se og høre Tessa live var for mig personligt første gang – og jeg må bare sige, at hun overraskede positivt. Som man siger: Don’t judge a book by its cover.
Tessa har enormt meget at byde på, og med sit nærvær, charme og rå autenticitet er hun en sand fornøjelse at lære at kende live. Hun er ret nem at holde af – uanset hvad man måtte mene om hendes unikke fremtoning, attitude eller musik.
Se flere fede billeder fra koncerten med Tessa HER




