Der var konfetti i luften, badebolde på afveje og fødselsdagskage på scenen, da Imagine Dragons indtog Refshaleøen som en del af deres LOOM World Tour.
En koncertplads, der med sin industrielle råhed og udsigt over havnen mest af alt føltes som en mærkværdig mellemting mellem Copenhell og et firmaarrangement med alt for stort budget. Og så alligevel: Når Dan Reynolds, 38 år på koncertdagen, indtager scenen, bliver det hele på en eller anden måde løftet.
Bandets nyeste album LOOM, der ellers skulle danne grundlag for touren, fik en noget tilbageholdende behandling. Kun fire numre fra albummet fandt vej til setlisten, og ikke uden grund. Hvor sange som “Fire in These Hills” forsøger at sigte efter Coldplays kosmiske storhed, lander de i stedet som et forvirret konfettiskud uden retning.
At publikum begyndte at vifte med Dannebrogsflag under nummeret, føltes mere som en refleks end egentlig begejstring.
Et show i verdensklasse med hjerte og huller
Man kan ikke tage fra Imagine Dragons, at de kan sætte gang i en fest. Da “Thunder” brager gennem aftenluften ledsaget af både mindre fyrværkeri og et imponerende femskærms-visualsshow, er det, som om hele pladsen summer af kollektiv eufori.
Lige dér er bandet på sit stærkeste, hvor det handler om fællesskab og energi snarere end musikalsk finesse. “Bones” fremstår som et af koncertens højdepunkter, hvor Reynolds’ vokal skærer sig igennem lydmuren og rammer med både kraft og præcision.
Men ikke alt glitrer i laserlys. “Take Me to the Beach” bliver til et kaotisk mellemspil, hvor 12 badebolde, halvlitersøl og panik breder sig blandt publikum. Det er sjovt, men på bekostning af sangen, som drukner i spektaklet.
Og når man efterfølgende lytter til sange som “Shots” og “I’m So Sorry”, fornemmer man, at showet forsøger at kompensere for et sangkatalog, der, trods volumen, savner dybde.
Storslået, rørende og… fladt
Der var dog øjeblikke af ægte nærvær. Den akustiske version af “Next to Me” på B-scenen, hvor Reynolds og trommeslageren trådte ud af deres vante roller, var et kærkomment pusterum. Her skinnede stemmen og stemningen igennem, selvom mikrofonens ufrivillige vandring gjorde mere skade end gavn. “I Bet My Life” blev leveret direkte til publikum på forreste række og var et sjældent glimt af ægte sårbarhed.
Hits som “Demons”, “Natural” og “Walking the Wire” blev serveret med både patos og pyroteknik, men smeltede hurtigt sammen i én lang, pompøs klangflade, hvor konfettien faldt hyppigere end spændingskurven steg. Det var stadionrock i storslået, men ufarlig forstand. Sangene, der burde have ramt som følelsesmæssige klimakser, druknede i deres egen storladne formular.
Koncerten kulminerede med “Believer”, bandets måske mest eksplosive og ikoniske nummer. Her blev alt skruet op til 11: trommeslagene rungede som torden, skærmene glitrede, og publikum gik amok. Det var en afslutning, som kunne mærkes helt ned i asfaltens revner på Refshaleøen. Og alligevel sad man tilbage med en fornemmelse af déjà vu.
For det var en fødselsdagsfest med imponerende visuelle virkemidler, stærke hits og et medlevende publikum, men også en koncert, der på smukkeste vis demonstrerede, at Imagine Dragons i 2025 lyder bedst, når man ikke hører for meget efter.
Vil du se flere billeder af koncerten, kan du klikke lige HER!
