Doechii demonstrerede dominerende dødssensfarlig dominans

“Class dismissed”

Sådan lød det afskedskoldt og triumferende, da Doechii forlod Orange Scene efter en koncert, der bedst kan beskrives som en masterclass i både rap, performance og personlighed.

Det var ikke bare en koncert, det var Doechii’s School of Hip Hop. Publikum var eleverne, som fik både lektier for, men også fik karakterbogen og lærerens røv smækket direkte i ansigtet med et grin.

Doechii, eller Jaylah Ji’mya Hickmon, beviste med sit show, hvorfor hun i en alder af blot 26 år allerede har modtaget én Grammy. Efter hendes koncert fredag aften er det næsten 100 procent sikkert, at der er flere på vej.

Kunstnerisk set var koncerten en genremæssig rutsjebanetur. Med både snerrende trap-beats, flirtende boom bap-elementer og pludselige pop-eksplosioner. I “Crazy” grinder hun op ad en skolebænk og stønner som en, der ved præcis, hvordan man styrer en scene, men så sandelig også sit publikum.

Doechii, Roskilde Festival 4. juli 2025
Foto: Rikke Søgaard

Kalkuleret kaos

Det er ikke larm for larmens skyld, men snarere et kalkuleret kaos, der balancerer mellem det teatralske og det dybt personlige. I “Anxiety” skrues der ned for beatet og op for intensiteten. Med et mere poppet og rockinspireret lydbillede blev det tydeligt, hvor alsidig og vokalt imponerende hun er. Det var rørende, råt og ren klasse.

Regnen silede ned, men ingen stak af – for hvor andre koncerter kan drukne i vejret, var Doechii uforgængelig. Hun dansede, rappede og skreg sig gennem “Catfish” og “GTFO”, som var hun lavet af både stål og silke.

Hver bevægelse var koreograferet til perfektion, men aldrig på en måde, der føltes mekanisk. Doechii bevægede sig med en selvsikkerhed, som kun kommer af at kende sit publikum og sit håndværk ind og ud.

Og selvom regnen styrtede ned i stride strømme, var hele produktionen så vandtæt, at ikke engang vejrguderne kunne trænge igennem. Storskærmen timede hvert visuelt element med millisekundpræcision som om den læste Doechiis tanker – eller i hvert fald hendes næste skridt.

Doechii, Roskilde Festival 4. juli 2025
Foto: Rikke Søgaard

Ren dominans

Det her var ikke bare en optræden. Det var en dominans. En demonstrativ, dødbringende, dødfantastisk dominans, hvor Doechii optrådte som både lærer og hovedperson i sit eget pensum. Flowet var så præcist og hurtigt, at man skulle tro, hun indåndede taktslag i stedet for ilt.

Det hele kulminerede i megahittet “Denial is a River”, hvor publikum var ligeglade med alt andet end lige præcis Doechii.

Orange Scene har huset mange stjerner gennem årene, men i aften var det Doechii, der styrede timen. Publikum fik ikke blot et show, de fik en eksamen i, hvad det vil sige at være kunstner i 2025.

En eksamen, kun én kunne bestå. Og Doechii? Hun smed mikrofonen som kridt i katederet og sagde lige præcis dét, vi alle følte: Class dismissed.

Vil du se flere billeder fra koncerten, kan du klikke lige her! 

Doechii, Roskilde Festival 4. juli 2025
Foto: Rikke Søgaard

Se også

Olivia Rodrigo leverede en god koncert, som ingen gad høre

Olivia Rodrigo har det hele på papiret: et bagkatalog...

Artigeardit tog æren for givet

Kære Artigeardit, Jeg havde egentligt glædeligt undet dig seks stjerner,...

Onsdag lynede det – torsdag tordnede D1MA

D1MA starter koncerten med hvad jeg bedst kan beskrive...

Stormzy var paradoksal på Roskilde Festival

Det kunne have været langt værre. Det kunne også...

Beabadoobee kiksede totalt på Roskilde Festival

Der er koncerter, hvor alt går op i en...
spot_img
Nicolaj Sveiger
Nicolaj Sveiger
En mand som er opvokset i det vestjyske, men nu bosat i København. Har en forkærlighed for pop, en guilty pleasure i rock og en generel og evig voksende interesse i alt med en rytme.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her