Kære Artigeardit,
Jeg havde egentligt glædeligt undet dig seks stjerner, for jeg synes, du er fed. I stedet må jeg gå slukøret retur til presseområdet og lege sur musikanmelder. I virkeligheden er jeg bare bedrøvet og skuffet – ikke mindst på dine vejne.
Det startede ellers fint, omend det ikke holdt ret længe. Der var masser af energi, da Artigeardit lagde sine første vokalstykker, og jeg har faktisk svært ved at sætte en finger på, hvad fanden der så skete.
For energien den forsvandt. Og det gik stærkt. Artigeardit lignede gennem det meste af koncerten én, der ikke helt orkede det der Orange noget. Ad flere omgange forsøgte han ellers at forsikre os om, at det altså var stort for ham.
“Det er en kæmpe ære at være her”, “Jeg elsker at være her, det er sten-fucking-sikkert” lød det fra den dansk-albanske hiphop-stjerne. Det virkede dog mere utroværdigt end da en brugtvognhandler i Kolding fik mig overbevist om, at min nu afdøde Kia Picanto var en fin bil.
Inden for særligt film og TV hedder den gyldne regel “show it, don’t tell it” – en disciplin som Artigeardit fejlede spektakulært.
Stor gæsteliste
Da Noah Carter trådte op på scenen, vendte håbet dog tilbage i mig. Kortvarigt, desværre. Noah Carter lignede heller ikke der gad være der. Han gemmer det forhåbentligt til Arena.
Josva, Tobias Rahim, Lamin, Kesi, Barselona og MØ kom og gik, og lige akavet og energiforladt var det.
Jeg stod og tænkte for mig selv, at stemningen mellem Artigeardit og gæstekunstnere mest mindede om den der akavede stemning der er mellem mig og min kæreste, når vi er blevet uvenner få minutter før en fællesspisning med svigerfamilien.
Én time og to minutter inde i koncerten starter den første halvhjertede fest til “Hvor fuck er min drink henne”, men den dør lige så hurtigt som min efterhånden tyndslidte tålmodighed.
Fem minutter senere skal Artigeardit alligevel have den – “Det kom af sig selv” havde schwung. Første og anden gang. Men klassisk Artigeardit skulle outroen gentages et par gange, og det var der altså ikke behov for på Orange fredag formiddag.
Sit livs største koncert
“Jeg kunne blive ved hele dagen”, lød det fra Artigeardit. Rart han ikke fulgte op på det.
Ægte pinligt bliver det dog til sidst, da Artigeardit forsøger at stable fællessang på benene til “Voicemail”. Første gang går den ikke helt ind. Anden gang heller ikke, omend lidt bedre. Tredje gang skriger Artigeardit frustreret teksten, vi skal synge med på, i et desperat forsøg på at nogle til at synge med. Hvor jeg stod, blev det mødt af akavede grin. Artigeardit er åbenbart ikke slået ud, han skriger frustreret i mikrofonen igen og igen. Lige pinligt var det.
På det her tidspunkt var folk også på vej videre. Der var ikke tale om decideret masseudvandring til sidste nummer, men det var satme tæt på. Og så var jeg i øvrigt ikke den eneste der forlod Orange Scene med slukkede øjne og nedadvendt mundvige.
Artigeardit slutter af med, at sige tak for “sit livs største koncert”. Nogle gange siger man fjollede ting – jeg håber det var tilfældet i dag. Ellers er selvindsigten på niveau med koncerten
Vil du se flere billeder af koncerten, kan du klikke her!
