Det kunne have været langt værre. Det kunne også have været meget bedre. Stormzy på Orange Scene torsdag aften var som en lækkert produceret grime-plade spillet for et publikum, der havde glemt, hvorfor de satte pladen på.
Britens udmelding om, at vi skulle skabe “the greatest show”, rungede hult, da han efter 75 minutters kamp mod kolde publikumsblikke måtte forlade scenen med fyrværkeri som eneste reelle allierede. Han kom som et kraftværk med sin sorte tank top og sit store smil, men måtte gå som en mand, der kæmpede mod vinden – og den kom ikke fra vest, men fra publikum selv.
Stormzy er dygtig, lad os få det på det rene. Hans flow i “Audacity” var så præcist, at det næsten blev klinisk, og åbningssalverne med “Know Me From” og “Return of the Rucksack” viste, at han stadig har formatet til de helt store scener.
Men netop fordi han er så velfungerende, opstår paradokset: det hele bliver for nemt. Forudsigeligt. Sikkert. Når man har åbnet med kanonslag, er det svært at holde gnisten tændt, og det blev hurtigt klart, at Stormzy ikke selv helt vidste, om vi skulle feste, danse, tænke eller græde. Publikum valgte i stedet at stå stille og se på. Som var vi i et akvarium, bare uden fisk.
Gabende kedeligt
Midt i det hele forsøgte han at redde sig selv med sjæl og sang. Numre som “That’s What I Mean”, “Hide & Seek” og “Cigarettes & Cush” trak tempoet i knæ. Det var pænt, det var velspillet, men det var på samme tid gabende kedeligt.
Publikum var så stille, at man næsten kunne høre eftertanken. Selv ikke “Crown” eller den mere smukke “Blinded By Your Grace, Pt. 2” formåede for alvor at rokke andet end foden. Modsat dukkede energien frem i sporadiske øjeblikke med “Big For Your Boots”, “Wiley Flow” og den fællesskrålende “Shut Up”. Her var det som en påmindelse om, hvor fedt det kunne have været hele vejen igennem.
Velfungerende klimaks
Afslutningen kom med “Vossi Bop” og sangen der i teorien burde lukke koncerten med et brag, endte med en fesen finale, hvor energien aldrig rigtig fik fat i publikum. Der var fyrværkeri, ja, og et teknisk velfungerende klimaks, men det føltes mere som et punktum sat med automatpilot end et triumferende farvel.
Stormzy er stadig en kraft at regne med, men på Roskilde blev det tydeligt, at han ikke nødvendigvis får folk med sig, bare fordi han står der. De tekniske kvaliteter og den muskuløse produktion er intakte, men koncertens sjæl forsvandt i en vaklen mellem klubfest og kirkegang.
Amen og hallelujah.
Vil du se flere billeder fra koncerten, kan du klikke her!
