D1MA starter koncerten med hvad jeg bedst kan beskrive som et langt, dystopisk horror-build-up fra en Orange scene der ser nærmest ond ud.
Selve vokalen serveres som en koldstart et godt minut eller to inde i settet og første, anden, tredje, så er Orange ellers solgt til D1MA – ding! ding! ding!
Nu indrømmer jeg gerne, at jeg stod noget langt fra scenen, men længe ledte jeg *fysisk* efter D1MA på scenen, der i nogen tid heller ikke var at finde på storskærmen.
Sådan står jeg faktisk og kigger efter ham de første to numre – jo jo, han dukker op på skærmen, men jeg kan stadig ikke spotte ham under den orange teltdug.
Jeg når faktisk at blive bange for, om kunstneren er en smule nervøs, og det har sat sig – men jeg bliver altså hurtigt sat på plads, da D1MA sætter i gang fra hvad der skulle vise sig at være en container og vader lige ind på Orange i kæmpe stil og til jubelbrøl som vel har vækket hele Roskilde By.
Og så bryder helvede løs – mere eller mindre bogstaveligt. På den helt nye udgivelse “Brænder” får D1MA hjælp fra SYL, som growler med i vaskeægte dødsmetals-stil, på et niveau så der djævlehorn fra Orange til Refshaleøen.
Gudesmuk korsang
Ganske uventet – ganske stilet. Faktisk var D1MA i det hele taget ikke bange for at træde lidt ud fra sine vante hiphop-rammer, da vi undervejs foruden dødsmetal også får gudesmuk korsang og flere ture på natklub til diverse beats fra EDM-genren. Igen – ganske stilet.
Det samme var det, da D1MA helt non-chalant præsenterer “en ven”, som skulle vise sig at være ingen ringere end Tobias Rahim.
Der har altså været nok at se til, da nat-showet skulle eksekveres foran et hav af mennesker på Dyrskuepladsen, og det vilde må jo så være, at det hele gik som smurt i olie.
Darling i maskinen
Selvfølgelig hjalp det, at D1MA nærmest ikke tog sig én pause til at sænke tempoet, og den ene sang fik lov at flyde glidende og langsomt over i den anden, den tredje og så videre. Hele settet, sceneshowet og musikken blev eksekveret til UG.
Konklusionen fra min side bliver, at hvis du kun måtte se én koncert torsdag på Roskilde, så skulle det være D1MA. Hver gang. Ja, også over Stormzy.
Det eneste jeg har at sætte på en ellers overdådig koncert er førnævnte start. De første to numre, cirka. Ikke fordi de eller D1MA som sådan var dårlige, men fordi starten slet ikke kunne følge med i det tårnhøje niveau, der var lagt for resten af koncerten.
Måske der var lidt nervøsitet, hvilket man ikke kan bebrejde, måske det var en darling som skulle have haft en tur mere i maskinen, eller måske jeg står alene med min holdning. Hvis sidstnævnte, modtager jeg ikke gerne klager.
Vil du se flere billeder fra koncerten, kan du klikke her!
