Som var det stempler på Paradis stjal Apacha pusten fra samtlige af de fremmødte under teltdugen på Arena.
Eller, pusten har vel egentligt været ganske fornuftig, for publikum skrålede med fra første ord af første sang, og ophørte kun sjældent, når – må man gå ud fra – publikum ikke lige kendte hvert eneste ord på den pågældende sang. “Fællessang” er vel også meget passende, hvis man skulle beskrive koncerten med ét ord – for samhørigheden under teltdugen på Arena var ikke til at tage fejl af.
Faktisk var Apacha end ikke trådt på scenen førend publikum havde stimlet sig sammen om at lålle – hvad man vel roligt kan kalde for en slidt tradition, men det må vi snakke om en anden gang.
Én efter én kom drengene dog på scenen, og fik sig en mindre solo, inden de slog sig sammen om at gå “rigtigt” i gang. Sindssygt stilet start.
Faktisk var koncerten i sin helhed ganske stilet – det var tydeligt, at Apacha nød at være på scenen, og at publikum nød det samme.
Hvornår kommer du hjem?
Man fristes til at sige, at der findes få ting så smukt i denne verden, som et velfungerende samarbejde – og det fik man. Både fra makkerne på scenen, der gennem sine interaktioner kunne sættes op som billedet på godt fællesskab – og fra publikum der bidrog og passede perfekt til selvsamme fællesskab.
Undervejs gæstede den danske sangerinde ‘Bette’ også på nummeret “Hvornår kommer du hjem” – endnu en stilet tilføjelse til fællesskabet, som vi dog vender tilbage til lidt senere.
Under hele settet manifestetede det hersens “fællesskab” sig som en synergi mellem scene og publikum, gennem utallige acapella sing alongs, klapsalve-hyldester til bandet og en euforiserende stemning før, under og efter hvert nummer.
Jeg skal ikke kunne sige, om det har hold i virkeligheden, eller om jeg er farvet efter at have læst Paradis-historien, men jeg havde egentligt en klar forventning om at Apacha var ganske arrogante – og så glædede jeg mig til at finde ud af om det var på en charmerende eller irriterende måde.
Første skoledag
Dagens største overraskelse for mig er derfor også, at jeg ikke fik svar på dét spørgsmål. For Apacha på Arena var egentligt et ydmygt og taknemmeligt foretagende, hvor drengene på scenen lignede nogen der havde glædet sig til første skoledag i flere år – og nu var dagen her endelig. Eller måske vokalisten, Rumle Hueg Kærså, bedst selv kan sætte ord på det;
“Vi har drømt om det her i syv år!”
Nå, men Nicolai, hvorfor er der så ikke flere stjerner?
Jo, nu skal du høre – fordi der stadig er masser af steder, hvor Acapha kan og bør forbedre sig. Det er der sådan set ikke noget mærkeligt i, for en gruppe der er relativ ny på de store danske scener.
Jeg tror ikke jeg kan klandre artisterne for den her, men undervejs måtte man alligevel lægge øre til flere (meget) små tekniske fodfejl – blandt andet vil jeg gerne sende en lille røvfuld til hvem end der indstillede Bette’s mikrofon, for ad flere omgange, særligt når tonelejet blev dybt for hende, stak bassen så dybt, at man faktisk ikke kunne høre, hvad hun sang.
En smule kikset
Hvad jeg til gengæld kun kan kaste efter artisterne er koncertens opbygning som til tider var både monoton og forvirrende.
Hurtig sang, kendt sang, langsom sang – repeat.
Den oplevelse blev ikke hjulpet på vej af bandets trang til at klemme historier, anekdoter og filosofiske talestykker ind mellem numrene.
Som for eksempel da publikum bliver bedt lukke øjnene, for at deltage i hvad bedst kan beskrives som guidet mindfullness, og desværre ikke på det halve niveau af, hvad jeg får ved min terapeut. Faktisk blev det til tider en smule kikset.
Og så gav de ting kombineret altså alt for mange tempo- og stemningsskifte.
Ultimativt blev resultatet, at koncerten kom til at føles *for* lang. Det blev særligt tydeligt, da Apacha også havde svært ved at forlade scenen, og vi måtte gennem versene fra den sidste sang ad flere omgange.
Med alt det sagt – fire stjerner er med pil op, og jeg fristes til at nævne The Minds of 99 – ikke fordi de skal sammenlignes med Apacha, som er helt sin egen oplevelse.
Men fordi jeg har svært ved at forestille mig andet, end at Apacha kommer til at lukke så afsindigt mange festivalscener i de kommende år, at det godt kunne gå hen og blive svært at tælle til. Måske Arena allerede i år var for lille.
