Lad mig starte med at være ærlig: Jeg ved ikke en skid om Charli XCX. Jeg har selvfølgelig hørt om Brat Summer, og jeg har set flere – både mere og mindre flatterende – klip fra Boiler Room.
Her er mine tanker alligevel, og vi starter med eventuelle forbedringer;
Det kunne have været sygt stilet med et band – men jeg er ikke sikker på, at det var nødvendigt.
Og så kan vi hoppe direkte videre til det der fungerede, som kort sagt var ALT.
Fra første taktslag overtog Charli XCX hele Roskilde, og publikum var tryllebundet fra start til slut – det er altså på trods af at den første cirka halve time var med lårtykke dråber fra oven.
Jeg kan se jeg har kolleger, som fik en helt anden oplevelse, men jeg tænker de har stået i pressezonen under hele koncerten. De har i hvert fald ikke stået, hvor jeg stod. Jeg kan knap forestille mig, de har stået i nærheden.
365 girls er overalt
Lad mig da trække på et eksempel – Charlie XCX spørger på et tidspunkt noget ala “Where my 365 girls?”, hvorefter publikum forvandles til det stik modsatte af en pibekoncert. Svaret må nødvendigvis være, at hendes “365 girls” er overalt. Det var de i hvert fald på Orange.
For de som var der, behøver jeg også bare sige “Guess”. For de som ikke var – forestil jer fællessang med Philip Faber, men for nogle-og-50-tusinde-mennesker – og så med en afart af elektropop med et snert af Daft-Punksks French House frem for højskoleklassikere.
En ting man kan snakke om er selvfølgelig, at Charlie XCX ikke synger sindssygt meget. Koncerten var i langt højere grad egentligt et show end det var en koncert. Det synes jeg personligt er fedt til nogen, og hvis det er veludført. Så det synes jeg var fedt til Charlie på Orange.
Jeg gider til gengæld ikke snakke om overforbrug af auto-tune, hvad jeg kan forstå nogen åbenbart slår sig på. Auto-tune er et værktøj man frit kan benytte inden for musik, lige så vel som at det ikke er upassende at bruge en lineal, hvis man skal måle hvor mange meter der er mellem virkeligheden og en meget forældet holdning.
Aldrig en af vor tids største vokalister, men
Det skal selvfølgelig handle om Charli XCX, og det er nul procent for at sammenligne de to, men for at understrege dén pointé vil jeg anbefale at give T-Pains akustiske numre en gang på pladespilleren. Man kan sagtens være sindssygt dygtig, og så stadig bruge auto-tune, punktum.
Charli selv var overskudsagtig, bundrutineret og lad mig lidt kontroversielt som hvid cishet mand også konstatere, at hun var sygt sexet. Der stod så mange singlefyre (og helt sikkert også kvinder og non-binære) med flagstangen helt oppe at hilse – og så vil jeg så heller ikke sige mere om dét.
Alt i alt giver Charli XCX en koncert i verdensklasse, og jeg har svært ved at finde ting jeg er utilfreds med.
Jo jo, Charli bliver aldrig en af vor tids største vokalister, men hun er nemt en af vor tids største artister.
Brat Sommer is over?
Man behøvede ellers bare åbne øjnene, og kigge mod storskærmen, hvis man ellers havde svært ved at finde mesterværkerne.
Jeg kan simpelthen ikke lade være med at pointere, at produktionsholdet, hvad jeg er næsten helt sikker på er Charli’s eget, var i sin helt egen liga. Jeg er selv uddannet videojournalist og under armen havde jeg en erfaren fotograf og producer – til sammen har vi mange hundrede timers erfaring med (live-)TV, og vi var begge helt på røven over det niveau der kontinuerligt blev udvist fra netop produktionsholdet.
Hvert klip, hver bevægelse, hvert eneste sekund stod knivskarpt – det er selvfølgelig øvet, prøvet og udført masser af gange – ikke desto mindre var det et visuelt vidunder at være vidne til. Det føltes nærmest som en velproduceret musikvideo på 1 time og 5 minutter.
Charli XCX – for nu at komme tilbage til hende – sluttede koncerten ved at proklamere, at mens brat summer officielt løb af stablen sidste år, så er hun ikke sikker på, at hun er klar til at give slip.
Det er jeg heller ikke.
Og nu ved jeg så også lidt mere om Charli XCX. Faktisk forstår jeg nu.
