Green Day skulle spille på Northside i 2020, men fik endelig hævn for deres COVID-aflysning lørdag aften på Tinderbox. Til trods for at gøre alting rigtigt, manglede der noget sjæl.
Det føltes som om, at alle på pladsen til årets Tinderbox havde besluttet sig for at se årets hovednavn, Green Day, da de skulle spille på den største scene lørdag aften. Foran scenen var der proppet med folk, mere end det indtil nu har været set til nogle koncerter i år, før de gik på.
Sætlisten mindede meget om deres koncert i Forum for et par år tilbage, hvor en del af hitsene blev smidt afsted tidligt i sætlisten. Til trods for den farlige leg med momentum, så formåede bandet at holde fast i publikums opmærksomhed gennem hele den halvanden time, de spillede op til dans.
Alligevel manglede der et eller andet. Et band med så stort publikumstække, og med en frontmand så karismatisk som Billy Joel Armstrong, kunne have skabt noget magisk, men desværre røg de små øjeblikke, der gjorde aftenen særlig, inden for de første tre sange.
Med en oppustelig hånd, der knugede det ikoniske røde granathjerte kendt fra “American Idiot”-albummet, pyro og fyrværkeri, der sagde skraldebang, så alle fik et chok hver gang, var introen så stærk! Under tredje sang, “Know Your Enemy”, hiver Armstrong en fan op på scenen for at synge sammen med ham, hvilket gør, at publikum går helt amok, især fordi den søde fan er så overvældet og alligevel klarer sin opgave til UG.
Men resten af koncerten var de fremmødte overraskende stille. De kastede med armene som påvist fra scenen, men alle råb forsvandt ud i vinden, og det kan godt være vindens skyld, men det gjorde, at resten af koncerten føltes underligt flad.
Personligt ville jeg mene, at “Wake Me Up When September Ends” er en bummer af et nummer, men klart den bedste lukker frem for “Jesus Of Suburbia” og “Bobby Sox”, hvis ikke man ville lukke af med “Basket Case”. “Time Of My Life” blev leveret akustisk som den sidste prik over i’et, inden de mange tusinde mennesker gik hvert til sit, enten på vej hjem eller for at få aftenens sidste koncert med. Og desværre føltes det bare lidt som at stikke tungen ud af vinduet.
En ærgerlig afslutning, når nu Green Day faktisk gjorde alting efter bogen.
