Britiske Jacob Collier holdt stor fællessangsøvelse med publikum under sin koncert på årets Tinderbox. En koncert også præget af at omfavne alle tænkelige populærgenrer under solen.
Den 30-årige, Grammy Award-vindende Jacob Collier gæstede årets Tinderbox tidligt fredag aften, hvor solen endelig strålede efter gårsdagens regnvejr. T-shirts og korte rør var fundet frem, og mellem danske Christopher og Lukas Graham lå dette multi-talent hengemt i programmet, selvom hans katalog for mange måske var relativt ukendt. Det var også beskedent med fremmødte, da Collier kom springende ind på scenen iført croptop og Crocs, men det stoppede ikke briten fra at lokke flere og flere til undervejs.
Med en blanding af eget, originalt materiale og covers af kendte klassikere såsom Elvis Presleys “Can’t Help Falling In Love With You” og Queens “Somebody To Love” og et hav af forskellige instrumenter sprang Collier rundt på scenen og interagerede meget med publikum, der sammen med sine to korsangerinder blev baggrundsvokal på hans fortolkninger af alle værkerne.
Især versionen af “Somebody To Love” var magisk, da Collier først og fremmest fik publikum til at synge flerstemmigt med på Freddie Mercurys kendte ord – men midt inde i valgte han på klaver at rykke fra dén melodi hen i den danske nationalmelodi, hvorefter publikum ivrigt sang med, som var det en pokalfinale i Parken.
Undervejs rykkede vi fra pop, rock, jazz og RnB over i elektronisk, soul, funk og musical-lignende lyde. En bred palette af genreskift både mellem sange og inden i dem. Samtidig fremviste det unge talent både sine skills på keyboard, klaver, guitar, bas og trommer foruden sin forrygende stemmestyring og kraft.
Et fabelagtigt warm up til en aften, hvor publikum helt sikkert får brug for deres nylærte skills i sing-along til kunstnere såsom Lukas Graham, Scissor Sisters og Kylie Minogue.