Der er noget charmerende over The Black Keys’ måde at spille rock på. Det er beskidt, det er enkelt, og det er båret af en midtvestlig kant, der smager af oliepletter og rustent jern. Men torsdag aften på Tinderbox viste duoen, at der også er en bagside af medaljen.
Det hele blev leveret med samme entusiasme som en bilinspektør på 10. time — som at køre i en Cadillac, der kun vil bakke ned ad en lang og lige landevej, mens man langsomt mister følelsen i både fødder og forventninger.
Det startede ellers hæderligt med blandt andet “Your Touch” og “Gold on the Ceiling”, hvor sidstnævnte formåede at sprøjte lidt benzin på bålet. Vokalen var både sårbar og rå, og guitaren havde en kant, der næsten kunne skære sig fri af det tunge udtryk. Men så begyndte trætheden at sætte ind – ikke bare hos publikum, men også hos Patrick Carney bag trommerne, der lignede en mand, der ville ønske, han sad i en sofa med fjernbetjeningen i hånden.
Pligtopgave?
Koncerten var en emotionel maraton – ikke fordi man blev rørt, men fordi det føltes som en uendelighed. Med en spilletid på omkring 90 minutter trak The Black Keys det hele lige 30 minutter for langt. Det er næsten komisk, hvor lidt kontakt de har med publikum. Et par “how y’all doing?” og et uinspireret “come on” hist og pist var det tætteste, vi kom på en samtale. Det hele fremstod som en pligtopgave. Det var det nok også.
Sange som “Fever” og “Wild Child” havde deres øjeblikke, hvor guitar og vokal gik op i en højere enhed. “I Got Mine” var aftenens højoktan-øjeblik – skåret i sten, svedig og skamløst lækker. Men for hvert lyspunkt var der tre slatne numre, hvor energien døde hen, og lyden druknede i sin egen træghed. “Weight of Love” lød som et ekko fra et tomt lokale, og “Lo/Hi” føltes som en pause, ingen havde bedt om.
Det bedste kom til sidst
Og dog. Der var momenter, hvor duoen ramte den nerve, der engang gjorde dem til noget særligt. “Little Black Submarines” startede som en stille hvisken og voksede sig stærk nok til at minde os om, hvorfor de stadig kan tiltrække tusinder. Det samme med “Lonely Boy”, der lukkede ballet med et glimt i øjet og lidt vuggende hofter fra både scene og plæne. Her kunne man mærke glæden, om end kortvarigt.
Men da de forlod scenen og regndråberne faldt, sad følelsen tilbage: Det her var en koncert, der burde have været skåret skarpere. For ja, “No Rain, No Flowers” – men nogle gange er regnen det mest spændende, der sker. The Black Keys har stadig et par stærke kort på hånden, men denne torsdag aften viste de mest af alt, at selv en rustik rockduo kan trænge til en tuning.
