Med sin ikoniske høje hat, sit regnbuefarvede ansigt og et smil, der kunne smitte selv den mest regnvåde festivalgænger, indtog Boy George lørdag aften Forever Festivals hovedscene som aftenens store afslutning.
64 år gammel, men stadig med en glimtende energi, kastede han sig ud i rollen som frontfigur for sit legendariske band Culture Club. Og lad os være ærlige: At være hovednavn på en splinterny festival kræver selvtillid – og farverige hatte.
Siden begyndelsen af 1980’erne har Culture Club stået som et ikonisk pejlemærke i pophistorien. De har givet os udødelige hits, solgt millioner af plader og været et symbol på alt det, der er skævt, kækt og kærligt ved popmusikkens mere kulørte side. Denne aften blev det hele foldet ud foran et feststemt publikum, som trofast sang med på “Do You Really Want To Hurt Me” og svajede til balladen “Victims”, der endelig fik Boy Georges vokal til at stå skarpt uden at drukne i bandets ellers massive lydtæppe.
Act on the mood
Men selv ikoner kan slingre. Allerede som andet nummer valgte de at spille Bowies “Let’s Dance” – et cover så velspillet, at man næsten glemte, at det var en mærkelig prioritering så tidligt i sættet. ”Mærkeligt valg.” som en tilskuer tørt konstaterede ved siden af mig. Og der var flere af den slags små skæve beslutninger i løbet af aftenen. Når Boy George slynger stikpiller mod JK Rowling og filosoferer over kønsidentiteter og verdens uroligheder, bliver koncerten både politisk, men også til tider desorienteret. Vi er trods alt i Viborg.
Bandet selv leverede til gengæld varen med en funky nerve, især på numre som “Mister Man” og den stærkt fremførte “Stormkeeper”, hvor energien næsten overgik forsangerens lidt flakkende blik. “Sometimes you just have to act on the mood” sagde George – og det gjorde han så. Det virkede bare ikke altid, som om humøret vidste, hvilken retning det ville.
Forvirrende, men festlig
Aftenens afslutning blev på sin vis et billede på hele koncerten: forvirrende, men festlig. Efter et lettere fladt “Karma Chameleon”, hvor stemmen knap kunne bære omkvædet, forlod bandet scenen. Publikum begyndte at drysse mod udgangen, men så – med ny lyserød hat og ny jakke – kom ekstranumrene. The Rolling Stones’ “Sympathy For The Devil” og T. Rex’ “Get It On” fik sat gang i benene igen, men virkede mest af alt som et lidt aparte karaoke-sæt: “Som et hovednavn der laver karaoke”, som jeg noterede mig.
“Nothing makes sense,” sagde Boy George på et tidspunkt. Den sætning blev på forunderlig vis koncertens mest præcise opsummering. For selv når det hele sejler lidt, har Culture Club stadig evnen til at levere en vis magi. Men sprækkerne i lakken var ikke til at overse. En festlig afslutning? Absolut. En helstøbt oplevelse? Ikke helt. Men hvem sagde også, at alt skal give mening?
