Robbie Williams i Parken var cringe, meta og kaotisk charmerende

Det var en veloplagt Robbie Williams, som spillede op til fest i Parken torsdag aften, og festligt, dét blev det. Med en udstråling få kan matche havde Robbie Williams publikum i sin hule hånd igennem aftenens parade af hit sange, men flere lange indslag med snak og jokes blev frustrerende.  

Kan man andet end holde af Robbie Williams? Den kække ‘badboy’ med glimtet i øjet, der i begyndelsen af karrieren var kendt for et rockstjerne liv af en kaliber der førte til den ene forside efter den anden i de britiske tabloider, indtager scenen i Parken som en falden engel. Du tænker måske det lyder overdrevet billedligt, men det er netop sådan Williams afslutter aftenens første sang ‘Rocket’, hovedet nedad, faldende mod scenen, hvor den varme modtagelse af over halvtreds tusinde jublende fans venter ham.  

Lyden i Parken er høj, og rigtig god allerede fra første sang, og det er dejligt for vi har et stort anlagt show i vente. På scenen er Williams’ 9 personer store backing band, og i mange sange bliver Williams yderligere akkompagneret af dansere, så dårlig lyd havde været en katastrofe for et show der lægger så hårdt ud. Så stramt koreograferet er hele koncerten dog ikke, for mens ‘Rocket’ var en meget koreograferet optræden, så er anden sang ‘Let Me Entertain You’ en mere løssluppen affære.  

Og hvor kan Robbie Williams altså optræde når han bliver sluppet løs! Han er god i en stærk koreografi, klart klart, men det er når han får frie tøjler at han virkelig vækkes til live – og det smitter af på publikum. Men desværre var de to åbningsnumre ikke er en indikation for resten. 

Robbie Williams, Parken
Foto Camilla Lundbye

Kongen af underholdning…

For efter en hæsblæsende start tager Robbie Williams tempoet helt ned igen, han vil gerne snakke lidt med os om hvad “underholdning” egentlig er for en størrelse, og den drøm han har. “What is entertainment? Is it this? I say words, and you cheer?” spørger Williams, hvorefter han, med nærmest reel nysgerrighed, gentager ordet; “Words”, og tusindvis af fans jubler i respons.

Williams’ drøm er at blive den bedste underholder i verden, og inspireret af Michael Jackson, som erklærede sig “The King of Pop”, erklærer Williams’ sig selv her “The King of Entertainment”. Han lover at sammenligningen så også slutter der. Den slags “kække” jokes kommer Williams med flere af, men, og jeg forundres oprigtigt over at det lykkes ham, men det er altid på en sådan måde, at man blot tænker “ej ej ej, ROBBIE, det sagde du bare IKKE hihi”.

Men nu skal vi videre med koncerten, ik? Nej. Vi skal da varme stemmer op. 

Det foregik sådan, at bandet spillede små bider af andre bands hits, bl.a. var vi forbi Blurs ‘Song 2’ og The White Stripes’ ‘Seven Nation Army’, hvor sidstnævnte resulterede i en forventeligt bøvet “LÅÅÅ LÅ LÅ LÅ LÅ LÅÅÅÅ LÅÅÅÅ…” fra de værst fadølsramte på stadion, mens Williams selv talte publikum igennem hvordan de skulle ooh og aah. Det var som sådan ganske underholdende, men pusten er efterhånden gået godt af ballonen, så når Williams endelig starter på aftenens tredje sang, ‘Monsoon’, føles det som at koncerten nu starter på ny.  

Robbie Williams, Parken
Foto Camilla Lundbye

… på hans måde!

Der er nemt 30-40 minutter af aftenen, som består af snak, jokes, historier, eller samtale på tværs af tid med en AI-lignende udgave af unge Robbie Williams. Det er alt sammen underholdende, for Robbie Williams ER underholdende, men i aften grænser det til “an evening with…” istedet for en koncert.

Et segment af koncerten foregår på en lille scene midt ude i publikum, og det KAN virke rigtig godt, men flere af sangene her, bl.a. ‘Supreme’ og ‘Sexed Up’, spilles der kun brudstykker af. Så når publikum forlader Parken, efter en godt 2,5 time lang koncert, er det kun med sytten hele sange i ørerne, og med det katalog af sange manden har at trække på, er det nærmest skandaløst. 

De akavede brudstyksudgaver, og de mange og lange historier, bliver især gjort til skamme når Robbie “Swing When You’re Winning” Williams kommer på banen, og det gjorde han mange gange her. Hans band bestod af de sædvanlige rock instrumenter, men han havde også en horntrio og en kortrio med, som gav alle numrene et præg af swing og jazz, og intet sted ramte det mere plet end på ‘Rock DJ’, som han fremførte i den udgave han har lavet den biografiske film “Better Man”. Andre sange fik også en mere swing-klingende karakter, bl.a. ‘Kids’, som oprindeligt er en duet med Kylie Minogue, hvor de tre korpiger skiftedes til at synge Minogues dele, så det blev en slags tredobbel duet, var fremragende.

Robbie Williams, Parken
Foto Camilla Lundbye

Viva Las Williams

Men det vi fik, manglende sange til trods, var stadig et show af en højere kaliber end de fleste jeg har set komme til Danmark. Bandet spillede fænomenalt, dansere, kostumerne, hele scenedesignet var fantastisk, og ledte mest af alt tankerne hen på Las Vegas – et sted hvor Robbie Williams i virkeligheden hører til. Det er det sted, hvor alle hans idiosynkrasier, hans historier, hans jokes, hans selviscenesættelse og hans fantastiske crooner stemme, for alvor går op i en højere enhed.

Men André, du giver koncerten 5 ud af 6 stjerner? Hvad har du gang i?

Det skal jeg sige dig! Selvom jeg gerne havde hørt flere af Williams’ egne sange, og personligt godt kunne have været foruden den akavede gæsteoptræden fra Aqua, Lene Nystrøm og René Diff, som dukkede op og sang ‘Barbie Girl’ til alles samtidig glæde og forvirring, så kan jeg ikke benægte at jeg i dén grad var underholdt.

Kongen af underholdning sagde ordet, og han må have haft fat i noget, der først på aftenen, for om ik jeg jublede.

Se alle Camillas flotte billeder HER

Se også

Olivia Rodrigo leverede en god koncert, som ingen gad høre

Olivia Rodrigo har det hele på papiret: et bagkatalog...

Artigeardit tog æren for givet

Kære Artigeardit, Jeg havde egentligt glædeligt undet dig seks stjerner,...

Doechii demonstrerede dominerende dødssensfarlig dominans

“Class dismissed” Sådan lød det afskedskoldt og triumferende, da Doechii...

Onsdag lynede det – torsdag tordnede D1MA

D1MA starter koncerten med hvad jeg bedst kan beskrive...

Stormzy var paradoksal på Roskilde Festival

Det kunne have været langt værre. Det kunne også...
spot_img
André Sønderbæk
André Sønderbæk
Betaget af alt mellem kaos og kosmos, fra mathcore og scream, til intimkoncerter med popdivaer, og alt derimellem.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her