Når man booker Chaka Khan som hovednavn på Forever Festival, forventer man sig lidt af et brag. Det brag kom aldrig fredag aften i Viborg.
Kvinden bag “I’m Every Woman” og “Ain’t Nobody” har trods alt båret soul- og funkfanen højt siden 1970’erne. Men det er også 50 år siden hun debuterede, og det mærker man desværre.
Inden hun overhovedet satte foden på scenen, blev vi budt velkommen af en selvforherligende videopakke med stjerner som Whitney Houston, Stevie Wonder og Michelle Obama, der lovpriste Khans storhed. Det var pompøst, det var bredformat (helt bogstaveligt – skærmen var forkert tilpasset), og det lugtede af et desperat forsøg på at minde os om, hvorfor vi engang elskede hende.
Men da hun kom ind på scenen til tonerne af “This Is My Night”, var der da også noget ikonisk over hende. Smilet var stort, håret stort og perfekt, og bandet — som i øvrigt var tight, velspillende og næsten lidt for energisk — satte straks tempoet. Men så snart Chaka åbnede munden, faldt facaden. Hendes vokal druknede i tekniske problemer og utydelige toner.
Tilfældige skrig
Flere gange var det decideret pinligt, som under “Do You Love What You Feel”, hvor hun mest af alt lød som en ballon, der mistede luft tilfældigt. Bevares, energien var der. Hun dansede og grinede — men stemmen virkede som et ustyrligt dyr, hun ikke længere havde snor i.
Dog var der momenter, hvor glansen brød igennem. “Tell Me Something Good” var aftenens første rigtige øjeblik, hvor vokalen sad nogenlunde, hvor den skulle, og den lidt for hyperaktive bassist (måske en nevø?) fik lov at dominere storskærmen med tvivlsom charme. “I Feel for You” leverede uptempo energi, og “Through the Fire” viste, at stemmen stadig kan, når alt spiller — men det skete desværre kun glimtvis. Alt for ofte blev det til tilfældige skrig og luftudslip, der føltes mere ufrivilligt end kunstnerisk.
Midt i det hele tog hun en længere pause, mens bandet fik lov at “shine” i, hvad der føltes som en evighed. Det var fem minutter for meget, og den gode energi blev trukket som sirup ud af publikums tålmodighed.
Lounge på Oslo-færgen
Da hun endelig vendte tilbage med “My Funny Valentine”, faldt tempoet helt sammen. En sær hyldest, der nærmest fik hele koncerten til at føles som en halvkikset lounge-aften på Oslo-færgen, som man fortrød, at man havde billet til.
Men som altid: “I’m Every Woman” blev redningskransen. Klokken nærmede sig 00:40, og her løftede publikum hende mere end omvendt. Hun sang store dele selv, og stemmen var – med alderen og tidspunktet taget i betragtning – faktisk hæderlig. “Ain’t Nobody” rundede det hele af, og publikum fik endelig det fællesskrig, de var kommet for.
Og når jeg skriver publikum, så mener jeg selvfølgelig de omkring 1.000 mennesker der var tilbage på festivalpladsen.
Konklusionen? Ja, tak fordi du spørger. Chaka Khan ER en legende. Hun VAR en stjerne, men den stjerne er ved at dø ud. Det var hvertfald tydeligt fredag aften i Viborg.
Vil du se flere billeder af koncerten, kan du klikke her!
