Der var ingen hastværk over koncerten med 10cc lørdag eftermiddag. De trådte ind på scenen, spillede og forlod den igen. Undervejs satte det gamle band to tykke streger under facit, at de stadig hører til i den absolutte musikalske top.
De åbnede ballet med “The Wall Street Shuffle”, “Art for Art’s Sake” og “Life Is a Minestrone”, hvor de var yderst velspillende fra start til slut. Særligt Rick Fenn kælede for guitaren, og det resulterede i et fortryllende lydbillede, som svævede under teltdugen på Studio-scenen.
Under teltdugen stod også en tætpakket fanskare, som tydeligvis havde set frem til netop den koncert — og med god grund. Det var en tidsrejse tilbage i tiden. “Good Morning Judge” og “The Dean and I” ramte hårdere, og hvor de især tiltalte de mere inkarnerede fans, inviterede “Things We Do For Love” bredere og fik hele teltet til at tage armene om festival-naboen og svaje frem og tilbage.
10cc er kendt og elsket for deres fusionerende take på pop- og rockgenren, hvor guitarriffs møder symfoniske kompositioner i skøn forening — og dét fik Viborg med både “Silly Love”, “From Rochdale to Ocho Rios” og “I’m Mandy Fly Me”, hvor særligt de to sidstnævnte fik fødderne til at rokke og skuldrene til at svinge.
Tårnhøj kvalitet
Gruppen, som blev dannet i Stockport, England i 1972, har solgt mere end 30 millioner album på verdensplan, og man forstår godt hvorfor.
Deres musik er af tårnhøj kvalitet, og der er kredset om detaljerne. De indhyllede publikum med deres forførende 70’er-poprock. Optrædenen bød ikke på de store dansehits eller de fællessange, hvor publikum skråler med fra start til slut, men det gjorde ingenting — musikken talte for sig selv.
Da megahittet “I’m Not In Love” blev fremført, overlod publikum sig 100 procent til musikken. Hænderne kom i vejret, og musikken ramte præcis, hvor den skulle. Det var et særligt øjeblik, som kun blev bedre, da “Dreadlock Holiday” fortsatte de magiske toner, og publikum hengav sig endnu mere.
Det helligste musikalske univers
Det var tydeligt, at Keith Hayman, Iain Hornal, Rick Fenn, Paul Burgess og selvfølgelig Graham Gouldman besidder en særlig evne, og den tog de med til Viborg lørdag eftermiddag.
Bandet leverede også 1973-sangen “Donna” i en a cappella-udgave, og her var det første gang, vi hørte vokalerne skranter en smule. Stående i en halvcirkel fik deres stemmer lov til at overgå hinanden, men bedst blev det, da koncerten nåede sin afslutning med den hurtige og legende “Rubber Bullets”. Sikke en prik over i’et.
Koncerten med 10cc var måske en smule småkedelig i længden, men det var præcis dét, Viborg trængte til. Der var hits, der var et yderst velspillende band, der fra start til slut tog Forever med ind i det helligste musikalske univers, der er 10cc, og jeg tror ikke, det er muligt at levere sådan en eftermiddagskoncert bedre end 10cc gjorde det.
Vil du se flere billeder af koncerten, kan du klikke lige her!
