Der er noget dragende ved The Cardigans’ evne til at svæve elegant mellem indiepop, melankoli og skandinavisk coolness.
Fredag aften på FOREVER blev det svenske kultband endnu engang et levende bevis på, hvordan musikalsk arv kan og skal bære sig selv videre med værdighed. Det var på én gang en tilbagevenden og en videreudvikling, hvor især forsanger Nina Persson stod som det naturlige centrum med sin karakteristiske, og i dag i grønt outnit, med sin nu lettere rustne vokal. En patina, der klæder hende. Hun er 50 år nu, men bærer scenen med en ro og autoritet, der ikke kan indstuderes.
Publikum blev nærmest paralyzed allerede fra begyndelsen. Ikke blot af forventning, men af bandets næsten teatralske måde at folde deres sange ud på. “Paralyzed” lagde en filmisk stemning ned over pladsen, mens Perssons vokal lagde sig præcist i det mørke soniske landskab, som ingen havde forventet.. Det blev tydeligt, at bandet – der i årtier har balanceret mellem mainstream-hits og mere komplekse kompositioner – stadig forstår kunsten at spænde feltet ud mellem det lettilgængelige og det insisterende.
Intenst nærværende, men også let på tå.
Da Erase/Rewind fyldte højtalerne og festivalpladsen som koncertens anden sang, kunne man høre kollektiv glæde brede sig blandt festivalgæsterne — dog desværre til tider dæmpet af et noget mudret lydbillede, der slog små sprækker i koncerten. Lyden var desværre heller ikke skarp nok under den ellers kraftfulde Carnival, der buldrede afsted uden helt at folde sig ud.
Men da bandet ramte Holy Love, var der ingen tvivl: her sad det lige i skabet. Et lækkert øjeblik, hvor stemningen var præcis, som den skulle være — intenst nærværende, men også let på tå.
Det er svært at tale om The Cardigans uden at nævne deres evne til kontraster. Under You’re The Storm og And Then You Kissed Me blev det næsten for pænt og monotont; festivalvenligt, ja, men uden det sug i maven. Omvendt viste For What It’s Worth sig som et emotionelt højdepunkt med en mundharmonika og en nerve i Perssons vokal, der sendte små stød ud i aftensolen. Publikum mærkede smerten bag ordene. Der var noget sårbart, noget levet.
Skamløst poppede
Men The Cardigans er stadig bedst, når de giver sig selv lov til at være skamløst poppede. Lovefool vaklede lidt i starten, men fandt hurtigt sin form og blev et festligt højdepunkt, ligesom den afsluttende My Favourite Game var en påmindelse om, hvorfor de stadig har så meget at byde på. Med I Need Some Fine Wine and You, You Need to Be Nicer havde de tidligere løftet energiniveauet med koklokker og en fandenivoldskhed, der fik det hele til at dirre.
The Cardigans viste på FOREVER, at selv efter tre årtier i branchen er de stadig relevante. Ikke fordi de jagter ungdommen, men fordi de omfavner den aldring, som musikken selv har gennemgået. Det er netop i det rum, hvor nostalgi, erfaring og musikalsk håndværk mødes, at deres styrke ligger.
Vil du se flere billeder af koncerten, kan du klikke lige HER!
