Det er næsten umuligt at nævne britiske The Cult uden samtidig at tale om rockens mytologi. Med rødder tilbage til 1983 og en karriere, der har vekslet mellem goth, post-punk og stadionrock, er bandet en institution.
Frontmand Ian Astbury (63) og guitarist Billy Duffy (64) udgør fortsat kernen i projektet, og med mere end fire årtiers erfaring burde man forvente en vis tyngde, når de indtager Copenhells Helviti-scene denne lune juniaften. Og tyngden er der — men desværre også af en anden karakter end den forventede.
Det starter vaklende. Første toner af Rise bliver næsten kvalt af teknikens brutale vilkårlighed, og i ti lange sekunder er mikrofonen død. Da lyden endelig trænger igennem, er den grynet og utydelig. Astbury virker irriteret; han smadrer næsten sin tamburin, og gennem sætlistens første del danser han som en ninja i dagslys — usikker og desorienteret.
Vokalen vakler, linjer bliver sprunget over, og akavede pauser trækker opmærksomheden væk fra det ellers solide håndværk fra resten af bandet. Wild Flower forsøger at rette op: den er liderlig, funky og til tider decideret forførende, men stadig pakket ind i et lydtæppe af grums.
Euforisk cirkelløb
Midtvejs sker der dog noget. War (The Process) løfter intensiteten, og især C.O.T.O. overrasker med smukke, afdæmpede passager, hvor Astburys vokal pludselig får plads til at ånde. Hollow Man rammer ligefrem kroppen fysisk med sin insisterende rytme, og selv om lydbilledet stadig er ujævnt, er det her, bandet kortvarigt minder os om deres storhed.
Publikum kvitterer især under Resurrection Joe og megahittet She Sells Sanctuary, hvor selv den 57-årige Henrik fra Haderslev, , som jeg havde til min højre, måtte overgive sig i euforiske cirkelløb, skvulpende med sin fadøl i takt til Duffys ikoniske riff.
Men selv ikke nostalgiens stærke kløer kan maskere, at koncerten er en slingrende oplevelse. Love Removal Machinelukker det hele af med en vis værdighed, men det efterlader stadig en følelse af, at The Cult anno 2025 kæmper mere mod deres egen fortid end med den. Når det svingede, var det forførende. Når det ikke gjorde, blev det en akavet påmindelse om tidens ubarmhjertige væsen.
