Når Within Temptation indtager scenen, gør de det som et band, der i 28 år har forfinet deres symfoniske metalunivers. Denne onsdag på Copenhell lod de deres mørke søjler rejse sig mod himlen, flankeret af hævede podier og flammer, mens Sharon den Adel — nu 50 år, men stadig strålende — indtog gulvet som frontfigur med en naturlig autoritet, der ikke kan læres.
Hendes tandlæge-smil var nok til at smelte selv de mest hærdede metalhjerter i publikum.
Sættet var dog en ujævn affære.
Uden en klar dramaturgi fremstod det som en musikalsk tombola, hvor terningerne blev kastet uden tanke på sekvens.
“We Go To War” satte tonen med en flad, næsten grotesk livløshed, mens “Bleed Out” fulgte trop i sin mekaniske tomhed.
Lige foran mig tog en mand sig endda en velfortjent lur i solen — et ufrivilligt billede på koncertens periodiske sløvhed. Selv de velkendte byggesten: guitarsoloerne, orgelfladerne og de højtravende vokaler, begyndte at smelte sammen i et monotont udtryk, der sjældent udfordrede bandets egen formel.
Glimt af lys
Men når Within Temptation rammer plet, er det svært ikke at lade sig rive med.
“Paradise (What About Us)” eksploderede i energi og præcision og “Lost” var tæt på perfektion med en velspillende band bag Sharons vokalpragt.
Ekstranumrene løftede niveauet yderligere, hvor både “Our Solemn Hour”, som åbnede som en filmisk fortælling, der endelig gav koncerten den dramaturgi, den savnede, men også finalen “Mother Earth”.
Den blev både storslået og trættende, og tillod man sig for et øjeblik forføre af det, Within Temptation altid har mestret bedst: det teatralske mørke med glimt af lys så blev alt godt.
