Der er noget næsten komisk ved kontrasten denne onsdag aften på Copenhell. Dizzy Mizz Lizzy indtager scenen, men solen hænger stædigt på himlen og nægter at give slip. Netop mørket klæder ellers trioens tunge, melodiske rock bedst, men det skal ikke stå i vejen for en koncert, der i høj grad handler om velkendte rammer, solide leverancer og et publikum, der er kommet for at høre det, de kender.
For det hele mindede lidt om en jysk bodegafest, hvor den fulde onkel bliver ved med at pille ved jukeboxen. Det er ret irriterende, men det er ok — for det er jo god nok musik. Sådan har det altid været med Dizzy Mizz Lizzy. De spiller, hvad folk vil høre, og det fungerer, fordi kataloget er så stærkt, at gentagelsen næsten bliver en kvalitet i sig selv. Åbningsnummeret In The Blood slog tonen an med tyngde og energi, og allerede mellem første og andet nummer eksploderede himlen i fyrværkeri.
Men da Tim Christensen forsøgte sig med det klassiske “Copenhell”-brøl, knækkede stemmen let — et lille menneskeligt øjeblik, der satte scenen for resten af koncerten: professionelt og leveringssikkert, men også ujævnt.
Det er tydeligt, at trioen — der efterhånden har rundet de 50 — stadig elsker at stå der. Især under Glory og Barbedwired Baby’s Dream bredte smilene sig både på scenen og blandt publikum, mens flammerne skød op og fingrene dansede hurtigt over strengene. Men som enhver bodegafest har også denne sine træge øjeblikke. For God’s Sake føltes som et lidt overflødigt deep cut, mens Mother Nature’s Recipe allerede efter 30 minutter trak energien en smule ud af scenen.
Blotter sig for Copenhell
Men det er, når Dizzy tør blotte sig, at de virkelig skiller sig ud. The Middle blev aftenens smukkeste moment, hvor det skrøbelige guitarspil, de tunge trommer og den gradvise opbygning skabte den særlige stemning, som har holdt bandet relevante i snart tre årtier. Her mærkede man dybden bag de ellers så velkendte riffs.
Da mørket endelig sænkede sig, foldede lysshowet sig ud og løftede den sidste del af koncerten under 67 Seas In Your Eyes og Waterline til et langt mere levende udtryk. Publikum gik amok, og selv det noget langtrukne fællessang-forsøg under Silverflame kunne ikke skygge for, hvad aftenen egentlig var: endnu en bekræftelse på, at Dizzy Mizz Lizzy er et band, der måske ikke overrasker længere, men som stadig kan samle tusinder om deres tidløse rockunivers.
En aften, hvor den fulde onkel pillede lidt for meget ved jukeboxen — men hvor vi alligevel blev hængende, fordi melodierne stadig rammer et eller andet sted, hvor det er svært ikke at synge lidt med.
