The The på autopilot: Var det en koncert – eller en lydprøve?

The The indtog Heartland Festival med en setliste spækket med klassikere og kultfavoritter – men leverede de en koncert, der matchede deres status? For en anmelder, der først lige har opdaget bandet, var det desværre mere søvndyssende end ikonisk.

Jeg kendte ærligt talt ikke det Londonske band The The, før jeg så deres navn på programmet til årets Heartland Festival og fik deres musik anbefalet. For en som er født i 1983, er det måske ikke så mærkeligt – deres storhedstid ramte, mens jeg stadig legede med dukker.

The The, Heartland, Greenfield Stage — Camilla Lundbye

Men da jeg begyndte at læse op på dem, dukkede ord som “kultstatus”, “post-punk” og “ikonisk” hurtigt op, og jeg blev nysgerrig. Hvem var det her band, der havde været lydspor for en hel generations uro og længsel – og hvordan ville det lyde og føles at opleve dem live i 2025, på en festival der netop hylder både det klassiske og det nytænkende?

Det fik jeg lov til at opleve på den solrige sommeraften på Greenfield scenen lørdag kl.19.30.

Pladsen foran scenen er ikke helt fyldt op – mange sidder ude i siderne på græsset. Publikum er overvejende 45+, og stemningen virker mere forventningsfuld end decideret spændt. Bandet slentrer op på scenen klædt helt i sort, og der er lagt op til noget filmisk med en stor skærm bag dem. Den viser sig dog hurtigt at være tom for idéer – mørk det meste af tiden og ellers bare lidt ligegyldige farveskift. Ikke noget, man husker.

Musikken starter roligt med en god rytmisk tromme i bunden, og frontmand Matt Johnson synger i en specialbygget mikrofon med to gamle 50’er-mikrofoner monteret på. Det ser sejt ud og har sin egen lyd, og bandet – der tydeligt er 60+ – spiller dygtigt og professionelt.

Men selv om musikken faktisk er god, og der er øjeblikke med nerve og dybde, som i det melankolske nummer “Is This How the Empire Dies?”, så er det, som om energien aldrig helt rammer publikum. Guitarsoloerne prøver at trække længsel og drama frem – og gør det til dels – men det bliver også en tand teatralsk og lidt for meget i længden.

Der er numre med mere dansabelt udtryk, og lidt mere liv – for eksempel “Experience” med en fed opbygning midt i, og det velkendte “Slow Emotion Replay”.

Hittet “This Is the Day” introduceres med en lille historie om, hvordan Matt skrev det som ung. Det vækker jubel hos dem, der kender det, men det føles som kortvarige højdepunkter i en ellers lidt grå koncert.

Der er tekniske problemer undervejs – højtalerne går kort ud – og mundharmonikaen får lov at fylde lidt i nogle numre, uden at det løfter stemningen nævneværdigt.

Publikum går frem og tilbage, og selvom nogle får danset, føles det aldrig som en fælles oplevelse, der virkelig løfter sig.

De vintage mikrofoner vender tilbage, der er fine keyboards, fede trommer, og på papiret er det en god koncert.

Men liveoplevelsen er bare ikke særlig levende. Der er ikke meget kontakt, ikke meget gnist. Baggrundsfilmen forbliver intetsigende.

Energiniveauet er lavt, og det hele virker mest som om, bandet er på arbejde – og gerne vil hjem og sove bagefter. De kommer, de spiller, og de går af scenen igen uden noget ekstra. Det hele er meget… pænt. Og pænt er ikke nok.

Så ja, de spillede rigtig fint, og musikken er i sig selv solid. Men det her var ikke en koncert, jeg kommer til at huske for andet end, at den aldrig rigtig kom ud over scenekanten. Hvis det var mig der havde været kæmpe fan af The the, havde jeg været skuffet.

Det er i mine øjne ikke nok bare at kunne spille numrene perfekt, du har også en scene du skal udfylde og et publikum der kommer for at opleve noget udover det sædvanlige og ikke bare musikken, som du ligeså godt kunne have hørt på en pladespiller i din stue.

Til sidst. Hvorfor spillede de ikke sangen Heartland? Det havde da været så oplagt. Og så manglede der nok også sangene Lonely Planet og Love is stronger than death.

Se de flotte billeder fra koncerten i galleriet HER

Setliste