På hjemmebane foran et solvarmt Heartland-publikum leverede MØ en koncert, der både bød på elektronisk slagkraft og fine følelser – men også efterlod én med fornemmelsen af, at hun måske først rigtig vågner, når mørket falder på.
Den danske sangerinde MØ, med det mere borgerlige navn Karen Marie Aagaard Ørsted Andersen, er født og opvokset i Odense, og derfor var hun på Heartland Festivalen nærmest på hjemmebane. Hun havde fået den store Greenfield-scene kl. 16.45 på en dag, hvor festivalsolen bagte heftigt på den store åbne plads. Måske var det derfor, at pladsen bestemt ikke var helt fyldt, da den nok mest streamede danske artist på verdensplan skulle spille – ikke bare sine kæmpehits, men også nye numre. Heldigvis kom der flere til da koncerten kom igang.
MØ er nemlig pladeaktuel med sit fjerde studiealbum Plæygirl, som udkom 16. maj i år. Det var derfor spændende at se, om det publikum, der var troppet op, tog godt imod det nye materiale.
Det var et simpelt setup på den store scene, og da bandmedlemmerne trådte frem, var de klædt i mørkt tøj. MØ selv, med sit sorte hår, havde et Billie Eilish-look – sort T-shirt med Disney-motiv i rød og hvid, mørkegrøn og sort flosset nederdel og sorte strømpebukser. Et outfit, der måske ikke matchede det solklare publikum, men i dén grad hendes musik: mørk, sårbar og rå.
Det, vi fik leveret, var nemlig langt mere punk end pop. Hendes karakteristiske elektroniske lydunivers var stadig til stede, men koncerten havde en kant og en tyngde, der trak mere i retning af alternativ attitude end radiovenlig smoothness.
Som intro fik vi et lækkert cover af den danske sang Joanna, der gled direkte over i et tungere elektronisk udtryk. I mellemtiden gemte MØ sig på et podie bag musikerne, og der gik lidt tid, før hun for alvor trådte frem. Det var som at se en genert pige, der langsomt foldede sig ud i takt med sangene.
Hun har en unik måde at formidle sine sange på – med gestik og teatralske bevægelser, der føles ægte snarere end opstyltede. Det er tydeligt, at hun mener det. Og publikum tog pænt imod de nye sange, som fyldte det meste af første halvdel.
Lige inden hun præsenterede en smuk ballade, fortalte hun, at det var 12 år siden, hun skrev den næste sang – en sang om at slå op med sin kæreste og den bittersøde følelse, det efterlader. Never Wanna Know blev leveret ærligt og skrøbeligt – et af sættets højdepunkter.
Efterfølgende skiftede stemningen til mere elektroniske numre med masser af female power. Hun begyndte for alvor at træde frem, og det var tiltrængt. For publikum havde det varmt og ventede tydeligvis på noget genkendeligt.
”Kender I det, at man hellere vil vågne op til en svær sandhed end en løgn?” spurgte hun, og med dén replik åbnede hun ballet med sin coverversion af Aviciis Wake Me Up. Publikum kvitterede med dans og jubel. Det swingede sgu. Alligevel sad jeg med følelsen af, at energien fra hendes side ikke helt matchede musikkens power – og tanken strejfede mig: måske burde MØ spille om aftenen, hvor lys og stemning matcher hendes mørkere udtryk bedre.
Herefter kom flere af de kendte numre, og hendes indadvendte udtryk forsvandt. Hun fik kontakt. Hun iførte sig lange, sorte handsker – hvilket virkede småabsurd i varmen – men måske var der et budskab der, jeg ikke fangede.
Under Wasteland stillede hun sig op på et roterende podie som en mannequin: “Se mig, men du kender mig ikke. Jeg er her, men føler intet.” En stærk visuel pointe, der viste, hvordan hun bruger performance til at forstærke følelsen i sangene. Her forstod man også pludselig handskerne. Symbolik over showmanship.
Senere kom Oh LaLa, et fedt live-nummer, der endnu ikke er udgivet. Publikum var med.
Under det kendte nummer Live to survive viste hun, at hun også spiller keyboard – men det var først, da hun trådte væk fra det og forsøgte at engagere publikum i fællessang, at koncerten for alvor skiftede gear. Det fungerede dog ikke helt… før hun pludselig løb ned fra scenen og crowdsurfede. Nu var hun dér. I kontakt. Nærværende.
Og hun var ikke færdig.
Da hun var tilbage bag hegnet, satte hun sig op og fik os til at synge med på kæmpehittet Lean On. Publikum satte sig på jorden – og sprang op, da hun bad os om det. Et klassisk koncert-trick, men udført med charme.
Hvorfor gik der 45 minutter, før hun forbandt sig med sit publikum?
På det tidspunkt opstod der tumult oppe foran, da en ældre herre fik et ildebefindende, men security greb ind hurtigt og effektivt. Koncerten fortsatte ufortrødent.
De sidste numre bestod af Heartbreak og Final Song – hvor publikum endelig blev korsangere i omkvædet. Det løftede stemningen på falderebet.
Alt i alt: Musikken var stærk, lydbilledet sprødt – men kontakten kom for sent. Jeg køber dog gerne billet til en MØ-koncert en aften, hvor solen er gået ned.
Se endnu flere flotte billeder fra koncerten i galleriet eller HER
