En nærmest filmisk koncertoplevelse med Alanis Morissette foldede sig ud fredag aften på Heartland. Med både nerve, nostalgi og vokal i topform tog hun publikum med på en stærk, personlig rejse – og kvitterede med taknemmelighed og tårer.
Det hele begyndte med en fem minutter lang intro-video fredag aften på pladsen til Greenfield scenen kl.22.15 – en rejse tilbage til 90’erne og Alanis’ historie. “Ananas i egen juice”, måske, men på en charmerende måde.
Det føltes lidt som starten på en filmkoncert og Alanis åbnede ballet med mundharmonikaen – Det her var råt, live og ægte.
Hun lagde ud med “Hand in My Pocket”, og publikum – især de 40+ som der var flest af – var straks med. Månen var næsten fuld, og det passede på en eller anden måde helt perfekt og månen kom da også belejligt på filmstykket, der var der hele vejen igennem til koncerten .
Der var smil, kæmpe opbakning og stærke forventninger fra publikum.
Med “You See Right Through Me” skiftede stemningen. Der blev skruet op for alvoren, og temaet om trafficking blev præsenteret med respekt og dybde. Alanis’ udtryk matchede stemningen – råt, intenst og præcist.
“Reasons I drink” var næste skud. Hun råbte “How are you doing?”, og publikum svarede ivrigt, men sangen blev lidt mumlet i versene. Dog stadig med det der særlige Alanis-touch.
Hun takkede og præsenterede sin guitarist, og vi røg direkte videre i “Hands clean” – og wow, den stemme! Hun stod med guldguitar og leverede så imponerende vokalt, som hun altid har gjort.
“Cant not” var tungere og mere afdæmpet. Der var masser af bund og en solid lyd. Generelt gjorde alle bandmedlemmer det de skulle. Top professionelle til fingerspidserne.
Og med “Sorry to Myself” tog hun os med ind i et stille, selvreflekterende univers – en sang om selvværd, der ramte rent ind.
Man sad dog og ventede lidt på et af de helt kendte numre for at holde fast i det mere kræsne publikum. Og så kom det, som om hun havde hørt publikums tanker. Den kærlighedsfyldte sang “Head Over Heels”!
Stemningen løftede sig med det samme – store smil både på scenen og foran den.
“You Learn” ramte publikum dybt. En gåsehudsintro og klimaks i omkvædet, hvor folk dansede overalt. Klassiker på klassiker. Hun flød næsten umærkeligt fra sang til sang. I “ Still” dansede hun rundt om sig selv, faldt til jorden i ét roligt øjeblik, og publikum jublede. Vokalen bar det hele – som altid.
“Rest kom som en stille, følelsesladet sang med keyboard – og ja, hun havde vist våde øjne?
Det var tydeligt at de havde sat et akustisk sæt op midt i koncerten.
Så fik vi “Mary Jane”, “Perfect”, og “Ironic” – vi fik hele pakken. Publikum sang med for fuld kraft. Alanis viste, at hun stadig har det hele – rå vokal, nerve og sceneenergi.
“Are You Still Mad” blev en kortere version mens vi fik fuld glæde af “All I Really Want” med signaturlyden fra hendes mundharmonika men det virkede aldrig forhastet – bare fokuseret. Der var jo meget vi skulle nå
“How Much Pain Do You Have?” røg også forbi i en forkortet version, før “You Oughta Know” bragede igennem.
Alt slukkede og Alanis og bandet løb ud fra scenen – men var os Alanis-kendere i tvivl? Nej, hun ville komme tilbage -( også selvom hun var gået langt over tid). Og det gjorde hun.
Med “Uninvited”, storladent og dramatisk, kom kuldegysningerne for alvor. Folk der troede showet vart slut vendte tilbage til pladsen, og det hele kulminerede i et rørende, næsten spirituelt øjeblik.
Hun sluttede med “Thank You”, og filmen på storskærmen viste udtalelser fra hele verden – inklusiv danskere. Taknemmelighed var temaet, og det mærkedes. Publikum – inklusive mig selv – svævede. Alanis gik over tid, men det var en kæmpe gave. Tak for det.
Se flere flotte billeder fra koncerten i galleriet HER
