Røgkanoner, kurdisk kædedans og pink undertøj – men det mest mindeværdige ved Tobias Rahims koncert var det ufiltrerede nærvær og hans kompromisløse ærlighed.
Den dansk-kurdiske popsanger Tobias Rahim brød for alvor igennem i 2021 med duetten ”Stor mand” sammen med Andreas Odbjerg. Siden har det gået stærkt for Rahim, måske lidt for stærkt. I medierne har han selv ærligt delt, hvordan succesen har påvirket hans sociale angst og behov for at tage det roligt for at passe på sig selv.
Koncerten på den største scene på Heartland, er da ifølge Tobias Rahim selv, “Det største show”.
Koncerten på Greenfield starter dog overraskende, men enormt effektivt. Tobias åbner med sangen ”Jylland” – ikke fra scenen, men fra midten af publikum. Han bevæger sig gennem menneskemængden og hen mod scenens midterste “Bellevue”. Et modigt træk og et tydeligt bevis på hans kendskab til og tillid til sit publikum, som han kort efter erklærer sin kærlighed til fra scenen. Og kærligheden – den får han igen. Publikum samler sig omkring ham med varme og hengivenhed, både fysisk og følelsesmæssigt. Hans imponerende statur – mere end to meter høj – gør ham endnu mere nærværende i mængden.
Ironisk nok synger han ”boller mig igennem Jylland”, mens han bogstaveligt talt gør netop det – bevæger sig igennem publikum. Måske er det tilfældigt, måske er det genialt koreograferet. Jeg elsker det i hvert fald.
Da han er tilbage på scenen, følger hittet ”Tæt på”, og herefter ”Mucki Bar”, hvor en inderlig intro på spansk sætter stemningen for resten af showet. Der er fællessang, stemningen er høj, og musikken varierer perfekt mellem det længselsfulde, det sårbare og det festlige. Han har fin kontakt til publikum, selvom han i starten virker lidt indesluttet. Men gradvist bryder smilet frem, og hans store karisma folder sig ud.
Røgkanoner og farver præger sceneshowet, og Rahim tager publikum med på en musikalsk rejse gennem hans kurdiske rødder, hans længsler og sårbarhed – og de samfundskritiske tekster, som rammer lige ned i tidsånden. Særligt ”Sang til Siri” står som et stærkt og modigt statement om den tid, vi lever i. Personligt mener jeg, man undervurderer, hvor vigtige hans tekster er for eftertiden. De bliver et vindue ind til den virkelighed, vi lever i lige nu.
Efter det tunge og refleksive, skifter han over i ”Regntid” – en lettelse i tempo og stemning, der får folk til at danse. Herefter inviterer han til fællessang med ”Flyv Faduma”, som publikum griber med åbne arme. Dog virker han træt og trækker sig i korte momenter, uden dog at forsvinde helt.
”Når mænd græder” fremføres smukt med et stærkt kor, der alene bærer dele af sangen og understreger budskabet om maskulinitet og sårbarhed.
Herefter bliver det endnu mere personligt. Tobias taler om at gå fra at være almindeligt menneske til at være et brand og at håndtere social angst. Han fortæller rørende om en pige, der sagde, hun var skuffet over, at han ikke levede op til hendes forestilling om ham. Publikum lytter – og man mærker, at det her er en kunstner, der ikke bare er en stjerne, men også et menneske, som alle kan spejle sig i.
Men han bliver aldrig selvmedlidende. I stedet vender han det til styrke med et kraftfuldt ”Ved du hvem fuck jeg er – det værste Gud har sendt?”, før han går direkte over i ”Det værste”, hans duet med Lamin. Sangen har fået et nyt liv med en samba-latino-inspireret lyd, og bandet leverer varen, mens Rahim igen tager sig en lille pause i baggrunden.
Setlisten fortsætter med ”Feberdrømme / xx Dubai”, hvor han danser rundt med et rødt nødlys, mens musikkens elektroniske elementer intensiveres. Genremæssigt spænder koncerten bredt, og energien holdes i live hele vejen igennem – også når Rahim selv forsvinder lidt.
Til ”Kurder i København” sætter han sig helt yderst på scenen med ryggen til publikum – nærmest liggende – for at give plads til korsangeren Luna. Hun træder frem og giver én af aftenens helt store gåsehudsfremkaldende vokale øjeblikke. I mellemtiden forsvinder Rahim atter – kun for at dukke op blandt publikum igen, denne gang fra den modsatte side af scenen, mens han introducerer en kurdisk kædedans med lillefingrene flettet sammen. Publikum følger hans instruktioner, og øjeblikket bliver både smukt og symbolsk.
Tilbage på scenen hylder han Luna som ”den mest musikalske kurder i Danmark” – Bestemt en anerkendelse, hun fortjener.
”Dark Room” sætter gang i festen igen. Der ryger pink undertøj op på scenen – måske kastet, måske medbragt – og Rahim slænger det uanfægtet over skulderen. Han har tydeligvis stor appeal, men han spiller ikke på det. Tværtimod. Han står i stedet som et forbillede for selvkærlighed, kulturel stolthed, sårbarhed og kritisk tænkning.
Til sidst kommer det store hit ”Stor mand”, og publikum er i ekstase. Alle hænder ryger i vejret, og fællessangen brager igennem. Koncerten rundes af med ”Bellevue”, hvor Luna igen rammer en vokal nerve, der giver gåsehud.
Tobias Rahim er ikke bare en stor mand. Han er en stor oplevelse. En kunstner, der tør være ærlig, kompleks og kompromisløs – og som inviterer os helt ind i hjertet af det menneske, han er.
