John Legend lokkede med kendte toner og fløjlsblød vokal på Heartland, men koncerten blev aldrig den intime oplevelse, man havde håbet på
Solen er næsten gået ned, og sommertøjet, som de fleste på denne torsdag har gået i, er skiftet ud med tykkere trøjer og til de lidt mere kuldeskære, en varm jakke.
En del havde samlet sig foran den store scene, Greenfield, på Heartlands første dag af festivalen kl.22.15 torsdag aften. Størstedelen var nok par i alderen 30+, som bedst kan huske ham fra 00érne, hvor han slog igennem med sit Grammy-vindende debutalbum ”Get Lifted” fra 2004, hvor hitsene ”All of Me”, ”Ordinary People” og ”Glory” var baggrundsmusik i mange soveværelser verden over.
Det ville blive spændende, om han med sine soul-, R&B- og popinspirerede sange kunne holde publikum varme den næste halvanden time, med relativt få, om end store, hits til sit liveshow på dansk jord.
Der er ikke gjort meget ud af scenen, og ind kommer bandet med den klassiske opsætning af medlemmer, hvor alle er mere eller mindre klædt i sort. Jeg får nærmest lyst til at sige, at jeg blev faktisk lidt usikker på, om det var en begravelse, vi var kommet til?
Ingen tvivl om, at han har taget et dygtigt arsenal af musikere med på scenen, men den store jubel kommer, da den charmerende John Legend afslappet kommer ind på scenen i sorte jeans, hvid bluse og en sort-hvid baseballjakke og sætter sig ved klaveret. Lidt rart med tøj, som signalerer lidt mindre begravelse.
Han starter ud med titelnummeret fra sit debutalbum ”Get Lifted”, hvor vi ret hurtigt bliver klar over, at manden bestemt kan synge. Derefter introducerer han os for sin debutsingle, som ikke er så kendt igen, med ”Used to Love U”.
Trods et væld af ukendte numre prøver han virkelig at få publikum med med sin charme og engagement på scenen og kontakten til publikum. Men det er en svær opgave for ham, og da han når til det lidt mere kendte nummer ”Tonight (Best You Ever Had)”, får jeg forestillingen om, at jeg er inviteret på ”date” med John Legend, og det her er nok det længste forspil ever. Og ER han virkelig ”the best I ever had”?
Det må tiden vise, men jeg kan allerede sige nu, at manden i hvert fald ikke gjorde sig nok umage med sit sceneshow eller påklædning. Imponerende vokal og kompetent fremførelse af numrene, ja, men er det nok?
Svaret kom i nummeret ”She Don’t Have to Know”, hvor det røde lys kommer på scenen, og John Legend synger om en affære. Det var modigt. Jeg tror, hvis min date fortalte mig om tidligere utroskab, ville jeg nok rynke lidt på næsen.
Men okay, måske han kan redde den senere hen. Det ene par, der står ved siden af mig, kigger kort på hinanden, og manden spørger sin kvinde: ”Skal vi gå?” Kvinden nikker, og de forlader koncerten. Og sådan bliver der mere og mere plads omkring mig, som tiden skrider frem.
Det bemærkelsesværdige er faktisk, hvordan John Legend flere gange åbenbart har brug for pauser. Ikke på scenen og heller ikke for at skifte tøj. Jeg fornemmer endnu et par røde flag på den her ”date”, hvor fysisk og emotionel utilgængelighed viser sig på ærgerlig vis.
Det er heller ikke rigtig gode tegn, at jeg bliver distraheret af en boble, der flyver over mig, i stedet for at have fokus på scenen og artisten.
”Are you feeling alright over there?” spørger han publikum. Det er rart, at han trods alt tuner lidt ind på, hvordan publikum har det, og folk svarer da fint tilbage med et ”Yeah”.
Til næste sang, ”I Can Change”, fortæller han om tilblivelsen af sangen, som han har lavet sammen med Snoop Dogg. Jeg fornemmer i hvert fald en del name-dropping koncerten igennem, som tyder på en lidt usikker mand, der ikke helt hviler i sig selv, men har brug for andre til at hive sig selv op.
Han prøver at få folk til at klappe og synge med, men det falder hurtigt hen og bliver ikke til det store.
Vi er nu en halv time inde i koncerten, og han er virkelig ved at miste grebet om sit publikum.
Der er dog sange, som får folk til at live lidt mere op med en mere dramatisk lyd, hvor bandet imponerer med sit kunnen. Gentagende gange forsvinder han dog lidt igen fra scenen og efterlader sit band til at holde energien oppe.
Jeg begynder at konkludere, at den her ”date” er sgu lidt for langsommelig, og måske hans musik bare egner sig til soveværelset og ikke live på en scene på Fyn.
Derefter får vi endnu flere stille sange, hvor folk går lidt uroligt frem og tilbage, og pladsen omkring mig bliver mere og mere tom.
Efter endnu en omgang name-dropping af de mange samarbejder, han har lavet, får vi ENDELIG et nummer, de fleste kender. Nemlig ”Ordinary People”.
Det er rart at komme tæt på en slags forløsning nu, hvor det er helt mørkt og semi-koldt.
Derefter får vi den skønne sang ”Love Me Now”, som får parrene til at rykke tættere sammen. Ja, faktisk er jeg en blandt få, der står der alene.
Han overrasker dog med ”Slow Dance”. Ikke med sangen i sig selv, men ved at invitere en frisk og modig kvinde op til dans med ham på scenen. Et dejligt indslag, der giver smil på læberne.
Derefter får vi et langt og langsommeligt nummer, som igen er med til, at energien falder blandt publikum, for så at gå over i et mere uptempo nummer med ”Green Light”, hvor han synger om at være ”ready to go”. Og DET tænker jeg, de fleste er, inklusive mig selv.
Men ENDELIG kommer klimakset, vi har ventet på. ”All of Me” bliver fremført, og det resterende publikum, der holdt ud, synger med i fællesskrål og vuggen frem og tilbage.
Men det slutter ikke der, fordi han synger lige en sang mere, som de fleste ikke kender, og jeg sværger, halvdelen af publikum er færdige efter storhittet ”All of Me” og udvandrer fra pladsen.
Hvorfor skulle han egentlig lire det sidste nummer af? Jeg vil bare gerne sove nu, og det er jeg åbenbart ikke den eneste om.
Hvis han inviterer på en 2. date, tror jeg, at jeg takker nej. Det blev for kedeligt og intetsigende.
Se flere af de flotte billeder i vores galleri serie HER
