Klokken var 20:37, da lyset i Royal Arena blev slukket og en rejse begyndte. En dramatisk intro førte os ud i galaksen med ”Velvet Newton” som soundtrack. Et bevidst valg – og et vink om, at aftenen med Duran Duran ikke blot ville være en hitparade, men en samlet oplevelse, hvor alt kunne ske.
Duran Duran indtog scenen uden storskærm og uden de visuelle virkemidler, mange arena-koncerter i dag nærmest tager for givet. Det gav bandet noget råt og ærligt, men også en følelse af distance. Alligevel stod det hurtigt klart, at de fire originale medlemmer stadig besidder noget nær overmenneskelig statur. De lignede nærmest hellige skikkelser i det blændende lys, og publikum var klar.
Koncerten åbnede med ”Night Boat”. Stille, forførende og underspillet. Simon Le Bons vokal kæmpede lidt, men balancerede mellem det sårbare og det stabile. Da ”The Wild Boys” blev sat i gang, løftede energien sig markant. Der blev svinget med håret, jakken røg af, og mændene i salen hengav sig tøvende – før de (selvfølgelig) hurtigt satte sig igen. ”Hungry Like the Wolf” kom allerede som tredje nummer, leveret uden omsvøb eller opbygning. Et megahit, der føltes overraskende forhastet.
Funky fornøjelse
”View to a Kill” var mere flamboyant. Le Bon i hvidt jakkesæt og lyssætning som taget ud af en Bond-film. Stemningen ville gerne stige, men noget i musikken holdt den nede – næsten som om bandet ikke tillod publikum helt at hengive sig.
Det blev endnu tydeligere med ”INVISIBLE”, der – som titlen antyder – nærmest forsvandt ud i luften uden rigtig at sætte aftryk.
Tungere numre som ”Nite-Runner” og ”Lonely in Your Nightmare”-medleyet manglede gennemslagskraft og gled forbi uden at sætte aftryk. Heldigvis vendte ”Notorious” stemningen, og her kom festen for alvor – en energifyldt, funky fornøjelse, som løftede niveauet betragteligt.
”Friends of Mine”, Le Bons lyserøde blazer og sangens skarpe produktion trak publikum tilbage i zonen. Lyset spillede flot, og vokalerne sad for en gangs skyld i skabet.
”Careless Memories” var skarp og lidt kantet – og netop det klædte bandet. Det var råt og lidt upoleret, hvilket fungerede som en tiltrængt kontrast.
Kitsch, catchy, det er Duran Duran
”Ordinary World” var dedikeret til alle de pårørende i verdens konflikter, herunder Ukraine og Gaza – blev aftenens stille klimaks. Le Bons stemme svævede ind over publikum, og guitarens rene, næsten sorgfulde toner skar igennem mørket som en tråd af håb.
Publikum svarede igen i fælles kor, og et øjeblik virkede det, som om hele salen holdt vejret. Her var balance – og en sjælden følelse af eftertænksom samhørighed.
Da ”Planet Earth” satte i gang, mærkede man en ægte stemningsstigning i Royal Arena. Endelig blev det tydeligt, hvor meget overskud og musikalitet bandet stadig besidder. Og så nærmede finalen sig: ”Girls on Film” blev pakket ind i Talking Heads’ ”Psycho Killer” – som et småskørt og velfungerende miks. Det var kitsch, catchy – og ren Duran Duran.
Stil og tyngde
Efter en kort pause kom bandet tilbage for at give publikum det, de for alvor havde ventet på. ”Save A Prayer” var smuk og dragende, men Le Bon kom aldrig helt over scenekanten. Det blev aldrig helt godt.
Så kom ”Rio”. Publikum sitrede allerede, før de første toner ramte. Nummeret begyndte afdæmpet – næsten som et ekko fra fortiden. Det byggede sig op til et festfyrværkeri af farver, rytmer og nostalgi. Mod slutningen eksploderede det i et elektrisk klimaks, hvor Royal Arena blev forvandlet til én stor popfest.
Her lød Duran Duran præcis som det farverige, flamboyante fænomen, der engang indtog MTV og teenageværelser verden over.
Duran Duran kombinerede kunst, teknologi, stil og musik på en måde, der ikke bare definerede 80’erne – men også viste, hvordan popmusik kunne være både seriøs og sjov.
De lyder måske ikke som fremtiden i dag, men leverer stadig shows med glimt af storhed. Når de rammer plet, gør de det med stil og tyngde.
