På trods af et lidt rutinepræget show og stumme pauser mellem numrene fik Royal Blood absolut gang i publikums nakkemuskler og gav dem varmen på Northside torsdag eftermiddag.
Regnjakker og striktrøjer blev erstattet med head banging og bare arme i det ellers generte solskin, da Royal Blood indtog Northside torsdag eftermiddag. Foran det enorme scenetæppe med tigeransigtet stod forsanger og bassist/guitarist Michael Kerr og Ben Thatcher som normalt er de eneste to på scenen. Men i dag havde de fået fint besøg af en tredjemand i form af en pianist.
Startnummeret var en lidt for lang omgang, der druknede i al for høj lyd, som der trods alt blev kontrolleret og afbalanceret efter efter tredje nummer med “Boilermaker”. Ligeså langsomt steg publikums energi, og da vi nåede til bangeren “Lights Out” stjal de forreste rækker showet.
Med fuld knald på head banging og luft trommer smækkede publikum den energi og det nærvær lige i hovedet på mig, som jeg ellers savnede fra Kerr. Og ærligt, så smittede deres energi også af på flere dele af publikum. Og bandet.
Med Ozzy Osbourne’s “all aboaaaard” fra Crazytrain satte Thatcher ild til sit trommesæt (ikke bogstavligt, naturligvis) og leverede en solid, stram trommesolo, som ledte op til slutningen på koncerten. Selvfølgelig var det hittet “Figured it Out”, der fik æren af at afslutte. Og selv Kerr livede lidt mere op – og jeg er 100 % sikker på det var front row’s smittende humør, der forårsagede dét syn.
Når rutinen tager over
Det var dejligt at se koncerten udvikle sig – og mængden af publikum blev da også større i løbet af koncerten. Især ved “Trouble’s coming” begyndte der også at live lidt mere op i de bagerste rækker foran Echo scenen.
Jeg må dog indrømme, at det hele føltes lidt for rutinepræget. Og det undrer mig, at hverken Kerr eller Thatcher udnyttede de liiiidt for lange pauser mellem numrene til at få gang i folket. Det lå ellers lige til højrebenet.
Når man kun er to (i dag, tre) på scenen, stiller det måske også lidt højere krav til at være mere nærværende og opsøgende – samtidig med at det er en tidlig koncert. Og her må det konkluderes, at det altså ikke er helt nok med et “Northside! What’s going on!” eller et “Put your hands in the air!”, som dør lynhurtigt ud.
Dog er det altid en kæmpe fornøjelse at opleve Royal Blood’s talent til lydmæssigt at fylde! Heldigvis! Og Kerr’s vokal er seriøst så lækker som den blødeste smørcreme. Selvom vokalen i begyndelsen druknede i lyd var det en suveræn fornøjelse så snart Kerr fik lov at vise, hvad han kunne rent stemme-teknisk. Det var dét værd. Og det mindede mig om, hvorfor jeg faldt for Royal Blood i første omgang, da jeg så dem på Orange scene i 2017.
