Copenhell, 190618, Pandæmonium
Copenhell er startet.Katatonia er et forbandet godt band.
Det virker ikke helt gennemtænkt, hvilke bands, der bliver booket til onsdagen.
70%En solid opvarmer
Eagles of Death Metal55%
Katatonia80%
Læser Bedømmelse 0 Stemmer
0%

Copenhell har åbnet til deres tiårsjubilæum, og det kommer til at blive stort. Man har fået booket en masse gode navne fra alle steder på kloden. Den store Maynard James Keenan kommer til byen med sit lillebitte band. Der er vist også noget med en Corey Taylor, som dukker op. Alt tyder faktisk på, at det her bliver en af de fedeste omgange med festival på Refshaleøen.

Derfor har vi valgt at understrege de to største navne på denne dag på Copenhell ’19. Meget godt kan siges om dagens program, og det virker også som en solid dag med masser af god musik. Like A Storm spillede en fin koncert og dagens positive overraskelse kom med 1000MODS, der leverede en god, gedigen omgang punket bluesrock. Men det er vist tid til at tale om Jesse Hughes’ band.

Foto: Robert Hendel

Eagles of Death Metal

Der er ikke meget dødsmetal over den herlige hard rock, der kommer ud af disse ørne. Det gør dog ikke musikken dårligere. Efter en solid opvarmning fra 1000MODS blev det tid til en af aftenens hovednavne, og det skuffede ikke. Jesse Hughes, vokal og guitar, var mødt op og var klar til kamp. Det er bare et lidt spøjst band at have booket til Copenhell i første omgang. Ikke fordi de er dårlige, men der er noget af et genrespring fra de funkede, bluegrass-inspirerede, støjrockende melodier fra EoDM og så den dystre, introspektive lyd som aftenens næste band skulle præstere. Det havde hørt hjemme på en Roskilde eller en af de mange andre festivaler rundt om i landet, hvor der ikke lægges tyngde i rocken.

Med et nydeligt introstykke fra Credence Clearwater Revival og deres ‘Born on the Bayou’ blev der lagt fra land med en solid ‘Only Want You’. Guitarerne vrælede derudaf i bedste stil, omend der var nogle udfald og mærkelige justeringer i lydbilledet.

Den holdt ikke hele vejen

Der var ikke meget at udsætte på aftenens koncert, og jeg er overbevist om at her er tale om et band, der har styr på deres lyd og udtryk. Men… jeg er ikke overbevist, om at de hører hjemme på Copenhell, hvor jeg gerne ville have et enkelt band eller to til at blæse min hjerne ud. Derfor fremstår deres Bowie-cover af Moonage Daydream ikke synderligt stærkt heller. Der blev generelt kæmpet en del med lyden på denne første dag i helvede, og det kom i hvert fald til udtryk under netop denne sang. Man kunne ønske sig at vokalen stod knivskarpt, men i stedet blev den blæst væk af en let brise.

Eagles of Death Metals sidste nummer var da også en ‘Speaking in Tongues’, hvor publikum fik besøg af Hughes og en lille salut til Mötörhead med en basudgave af ‘Ace of Spades’ hvor Jennie Vee formentlig skulle have sunget væsentlig mere end det blev tilfældet.

Derfor står koncerten som en smule uforløst og det blev aldrig en rendyrket fornøjelse, hvor man kunne fordybe sig i guitarrockens mange herligheder.

Foto: Robert Hendel

Katatonia

Svenske Katatonia er et af den slags bands, hvor jeg har været bevidst om deres eksistens i meget længere tid end jeg har kendt deres musik. Det skulle ændre sig på en mørk oktoberaften i 2016, hvor jeg fik set dem første gang live. Her blev jeg overbevist om den enorme kvalitet som disse gutter lægger for dagen. Nu var de på Copenhell og var mit ubestridte yndlingsband på denne opvarmningsdag.

Derfor må og kan de vel kun skuffe, ik’?

Niks! Dygtige musikere med solide kompositioner i bagagen skuffer ikke. Det unikke udtryk, der gemmes i Katatonias musik er svær at komme uden om. Det lyder som en led omgang doom metal, hvor man altid skal forvente den overraskende drejning. Jonas Renke leverer et fænomenalt stykke arbejde, der både mindede mig om og overgik niveauet på Neurosis‘ fremragende koncert sidste år på samme scene.

Foto: Robert Hendel

Regnen faldt i spandevis

Skyerne trak sig sammen over København, netop som Katatonia skulle på scenen, og det tog ikke lang tid inden himlen åbnede sig, og lyn og styrtregn stod ned over festivalgængere i rigeligt mål. De havde da også taget noget god, gammel musik med sig.  På denne aften blev vi nemlig begunstiget med hele Night Is the New Day, der ikke lige er mit yndlingsalbum med svenskerne, men det er stadig et fremragende album, og så har det 10-års jubilæum i år. Der er fremragende numre på det, og på denne aften var ‘Nephilim’ i sin helt egen klasse.

Katatonia har den rette lyd til at være et stort navn på Copenhell. Man kunne samtidig også se forskellen på netop Eagles of Death Metal og dem, ved deres udgaver af andre menneskers musik. Katatonia spillede en version af Judas Priest’s ‘Night Comes Down’, der ikke mindede mig det fjerneste om originalen. Bevares, det var da samme akkorder og melodien var også identisk med originalen, men det samlede udtryk adskilte sig ganske væsentligt fra Judas Priest. Renkes nærmest messende stemme fik lov til at fylde alt hvad den skulle, og så kom der ellers luft under nummeret.

Foto: Helle Arensbak

Tordenstorme kan ikke stoppe et godt metalband, og den silende regn var med til at understrege Katatonias introspektive musik, hvor der er plads til både eksperimenter og referencer, uden at det løber ud af en tangent og bliver uinteressant.

Derfor må denne opvarmningsdag være at betragte som en succes. Gode bands, skrigende guitarer og et kanongodt band, der minder en om de mange glæder ved metalmusik.

Foto: Robert Hendel

Se vores kæmpestore galleri fra opvarmningsonsdagen HER.