Det lød så smukt og godt, indtil deres allerstørste hit skulle synges med publikum i Royal Arena som kor. Eagles spillede en maratonkoncert mandag aften.
Hvis du ikke kunne finde din far i går, og du havde ledt til Royal Run, så var han med garanti sammen med resten af 70’er-generationen inde og se Eagles mandag aften i Royal Arena. Og hvor der kun blev løbet enten fem eller ti kilometer ude på vejene landet over, var der dømt maratonkoncert med en to en halv times sæt fra det californiske rockband.
Efter dødsfaldet af bagmand og frontfigur Glenn Frey i 2016 har hans 26-årige søn Deacon overtaget guitaren og vokalen i bandet, ligesom countrylegenden Vince Gill har joinet gruppen. Det virkede til at være en god investering for Don Henley og resten af de gamle drenge fra den originale konstellation, for de nye medlemmers tilstedeværelse brød med følelsen af at være gået forkert og have ramt det lokale plejehjems jam-aften.
Det startede smukt med en acapella-version af “Seven Bridges Road”, hvor vokale harmonier fik englene til at synge, mens den dæmpede lyssætning var med til at skabe en intim stemning, der også blev intensiveret af, at publikum denne aften var siddende. Men så prøvede guitarist Joe Walsh at sige goddag og godaften til publikum. Den 71-årige sangskriver var umulig at forstå. Heldigvis kunne hans fingre tale for ham, og når han foldede sig ud i soloer, var sprogbarrieren glemt.
Don Henley skiftedes til at spille trommer og/eller synge eller spille guitar og/eller synge, hvilket betød mange lange skift mellem numrene, hvor alle de andre medlemmer i bandet også skulle have skiftet instrumenter. De lange pauser var intenst stille i salen, og den tid kunne gå på at kigge på uret og konstatere, at der stadig var laaaaang vej endnu, inden salen skulle bryde ud i jubelbrøl til lyden af “Hotel California”.
Den interimistiske setting var god til et siddende publikum, og lyden af de mange vokaler og et velspillende band fik alt løftet op til en højere enhed, men sættet var ganske enkelt alt, alt for langt. Bevares, folk får noget for pengene, og det har sikkert været en fabelagtig aften for de store fans, men for os andre, der skulle op tirsdag morgen, blev det noget langtrukket.
Højdepunkt var klart “Funk #49”, hvor alle musikere fik lov til at folde sig ud og bevise, at alderen var underordnet, men vejen dertil var alt for lang og fyldt med smuk omend kedeligt fyld.
Da en trompetist endelig gav en kort solo og lagde an til “Hotel California”, gik luften af ballonen. Bogstavelig talt mistede han pusten og kunne ikke trutte igennem. Don Henley skulle synge de berømte ord til det uddødelige hit fra 1976, men her var lyden helt til hundene. Enhver liveversion på internettet gør nummeret mere ære end bandets skuffende forsøg mandag aften. Ærgerligt.
Herefter kom videre yderligere ekstranumre i form af “Rocky Mountain Highway”, “Desperado” og “Best of My Love”, men gassen var gået af ballonen i hvert fald for undertegnedes vedkommende. Publikum virkede dog glade og hujede, klappede og trampede i gulvet.
Deacon Frey gør klart sin far ære ved at bære arven videre, men bandet kunne godt bruge tiden frem til deres 50-års jubilæum i 2021 på at lære lidt om begrænsningens glæder.
