Skullclub - Smækhugger
Piratrock
Piratrock
65%Yaaargh
Læser Bedømmelse 1 Stemme
99%

Skullclub har formået at lave et fint indspark på den danske musikscene, hvor der ikke er mange parallelle oplevelser. Smækhugger er et godt album med en solid produktion, og selvom man skal tage det med et gran salt, er der elementer, hvor man bliver overrasket over hvor let og velklingende det hele er.

Jeg var lidt skeptisk, da jeg sagde ja til at anmelde Skullclub. Jeg havde aldrig hørt om dem før, og jeg tvivlede kraftigt på, at deres blanding af irsk punk og sømandsmusik ville være noget, jeg holdt synderligt af. Men et eller andet sted, så er det ikke så stereotypt, som jeg havde forventet.

Første skæring hedder “Knæk Nak Skipper” og starter med et lille melodistykke på blokfløjte, der bliver fulgt op af et uhyggeligt børnekor, der kører igen gennem nummeret. Der er fuld smæk på. På den måde som kun punk, er i stand til at true med tæv og samtidig give dig et kærtegn på.

Det er skarpt. Det er nærværende og det er energisk. Jeg er ikke sikker på, at jeg er overbevist om at det er godt, men det er over stepperne fra første sang.

En bastard med klar undergrundslyd

Helt så stærk, står “United Fake America” ikke, der er anden skæring, men vi bevæger os i en grænseflade mellem ondt, revsende og omfavnende i én og samme ombæring. Der er masser af godt at tage fat i med guitarer, der blæser afsted, trommer som understreger kernen og fine melodier, der binder det hele sammen.

Det føles som en bastard mellem Alestorm og Dropkick Murphys, hvor der samtidig er en meget klarere undergrundslyd. Der er smæk på lyden, og når man hører “En Knækket Gren” er det svært ikke at forestille sig, hvor fedt det ville være live. Den fornemmelse forplanter sig dog ikke helt til en indspilning, hvor råbene, der ansporer til fællessang, ikke når helt ud til lytteren.

Jeg tvivler ikke på, at Skullclub er et brandgodt bekendtskab til en koncert, men det bliver ikke helt så helstøbt, når man kun har pladen mellem hænderne. “Thailand Takeaway” er et godt eksempel på netop dette, med sin insisterende gentagelse af “Jeg vil så gerne være en ladyboy”, hvor man ikke kan fornemme den samme begejstring derhjemme.

Alt i alt så er Skullclub et af de bands, hvor jeg ville ønske mig til en tilrøget beværtning med tvivlsom belysning og høflig, men bestemt betjening.

Skullclub, Jelling Musikfestival, Ny Scene, Jelling17

Foto: Lasse Lagoni

Too weird too live, too rare too die

Det kommer aldrig helt op at flyve, men det er solidt håndværk. Farligt og beskidt musik. Præcis som man kunne håbe på. Hvis det havde været bedre, så havde det manglet nerve. Hvis det havde dårligere, så havde det været umuligt at høre på. I virkeligheden så minder det mig om et citat fra ‘Fear and Loathing in Las Vegas’: “There goes one of God’s own prototypes. Too weird too live, too rare too die”.

Jeg tror ikke på, at “Smækhugger” giver bandet et globalt gennembrud. Jeg er faktisk ikke sikker på, at det bliver synderligt godt modtaget, men det er solidt håndværk og det er pissesjovt.

Hvis man tager Skullclub, for hvad det er, så kan man ikke gå galt i byen. Det er et band, jeg skal have set live snarest muligt, men “Smækhugger” kommer ikke til at gå over i historien, som et gennembrudsalbum.

“Smækhugger” udkommer d. 22. februar 2019.

Hør mere til Skullclub her:

Skullclub