Selvom vejret har været strålende dagen lang, så var der intet strålende over Shania Twain og hendes koncert søndag aften i Royal Arena.
Da klokken blev tyve minutter i ni, begyndte Royal Arena at rocke med på Queens ”We Will Rock You”, før et spotlys pludseligt slog ned i Royal Arena. Den 53-årige sangerinde stod blandt publikum, og til tonerne af ”Life’s About To Get Good” gik Shania Twain iført en tætsiddende glitrende grå kjole mod scenen for at færdiggøre sangen til stor publikumsbegejstring.
”Are you ready Copenhagen?” råbte hun skingert, før hun gik op på toppen af én af sine fem klodser og blev ført op i luften til sangen ”Up!”. Desværre var det eneste, der gik opad trangen til at komme hjem igen. Lyden var nemlig skrattende, og allerede her virkede Twain upersonlig. Det var som dårligt håndværk. Det er også første gang i over 15 år, at Shania Twain er draget ud på en verdensturné, så man skulle måske have øvet hjemmefra.
Det dårlige håndværk fortsatte såmænd også til ”Poor Me” og ”Don’t Be Stupid (You Know I Love You)”, hvor leopardfortæppet blev sænket, og Twain mindede om en der var rundtosset og ikke vidste hvor udgangen fra scenen befandt sig.
Gråt leopardprint og tomme pladser
Shania Twains sceneshow var bygget op af fem store kvadratiske klodser, som mest af alt mindede om legoklodser. Der var tilhørende skærme hele vejen rundt, så der var rig mulighed for at putte noget flot visuelt på dem, men den opgave kunne Twain ikke fuldføre. Under megahittet ”That Don’t Impress Me Much” var det eneste sangerinden viste frem gråt leopardprint. For synge kunne hun heller ikke.
Twain har solgt over 100 millioner albums i hendes lange karriere. Det gør hende til en af de bedst sælgende musikere i historien, og det har ovenikøbet givet hende en stjerne på Hollywood Walk of Fame. Populariteten burde derfor ikke være til at tage fejl af, men med et hurtig kig rundt i Royal Arena blev man i tvivl. En stor del af den øvre sektion var afdækket, og plamager af tomme pladser var at finde overalt i arenaen.
Med ”Any Man of Mine”, “Whose Bed Have Your Boots Been Under?” og “Honey, I’m Home” fik den glade kostumeskiftende sangerinde mulighed for at omdanne Royal Arena til en countryklub. Desværre blev klubben selvfed af højeste karakter, men den viste også sin fleksibilitet. De få bandmedlemmer der var, rendte rundt på scenen sammen med danserne og var en inkorporeret del af sceneshowet. Selv podiet hvor trommesættet stod, blev skubbet frem og tilbage og hejst op og ned flere gange under koncerten.
En diffus Shania Twain
I 1993 udkom hendes første soloalbum med titlen Shania Twain, men det var ved 1995 albummet The Woman in Me, at sangerinden slog igennem. Albummet indeholder nogle af mest ikoniske Shania Twain sange som ”Come On Over”, ”Man! I Feel Like A Woman!” og ”That Don’t Impress Me Much”
Men før man kom til aftenens finale, så skulle Twain “synge” akustisk og snakke lidt med publikum. Det endte ud i et kvarter langt segment, hvor personer fra henholdsvis Oslo og København skulle op på scenen og have et billede med stjernen. Et sødt, men unødvendigt segment. Desværre var der mod slutningen af koncerten flere af disse: På leopardtæppet blev der vist gamle musikvideoer og ved ”From This Moment On”, som var en af aftenens ballader, virkede Twain helt væk, mens hendes bandmedlemmer forsøgte at redde hende med deres energi.
Ved ”I’m Gonna Getcha Good!” var scenen blevet mørklagt med undtagelse af bandmedlemmernes oplyste dragter. Udover de veloplagte bandmedlemmer så var Bastian Baker på scenen igen. Han var opvarmningsartist for Twain, men til aftenens koncert var han også medsanger på ”Party for Two” og ”Swingin’ With My Eyes Closed”. Kemien mellem Twain og Baker virkede utrolig godt, og det var et dejligt afbræk fra Twains egen optræden. Der skulle heller ikke særlig meget til.
Selvfed diva
Sangen ”(If You’re Not in It for Love) I’m Outta Here!” var aftenens andensidste sang, og her viste Shania Twain både overskud og lysten til at være i Danmark. Med trommer og sparkebevægelser var det faktisk en fornøjelse at se en hende komme tilbage til scenen.
Udover at være sidste sang, så er ”Man! I Feel Like a Woman” også ét af Twains store hits. Desværre var det som om, at Twain ville hjem i seng. Sangen føltes upersonlig og som en slags hastværk. Det var en upersonlig afslutning og sendte salen hjem uforløst.
Mens Twain under koncerten kom op på ni kostumeskift og 18 sange, så svarer det til et kostumeskift efter hver anden sang. Koncerten var så upersonlig og selvfed, at publikum burde kræve deres penge tilbage. Når sangerinden laver et næsten to timers langt show, så forventes der et ordentligt stykke håndværk. Det fik man ikke. I stedet fik man en afdanket sangerinde, der stadig hunger efter berømmelse efter 15 års pause.
Det var som Las Vegas på en overdosis. En meget stor overdosis.
