Nephew, Royal Arena, 061018
85%Royal aften i arenaen
Læser Bedømmelse 4 Stemmer
93%

14 års bagkatalog blev i højt tempo gennemgået på 120 minutter, da Nephew lørdag aften spillede i et udsolgt Royal Arena. 

Danmarks Nevøer solgte ud på ingen tid for et år siden, da de annoncerede to arena-koncerter, én i Jylland og én på Amager. I weekenden afholdte de så de to familiefester, der skulle manifestere Nephew 2.0 med nyt bandmedlem og ny stil. Med Søren Huss som pianomand og Svend Brinkmann som toastmaster blev “Nephunited” – som nevøerne kalder deres fans – lukket tilbage ind i universet fyldt med elektronisk rocklyd og de dansk/engelske rimlege, som undertegnede forelskede sig i, da USA/DSB udkom tilbage i 2004.

Det nye album “Ring-i-Ring” samler fire EP’er, som bandet har udgivet over det seneste år. Én EP for hver årstid. Marie Højlunds vokal og bandets fokus på den danske sangskat stiller sig i skarp kontrast til udgivelserne før, der havde en anden kant over sig.

Men fusionen af disse to slags Nephew-musik lykkedes fint. De fine viser så som “Den Blå Anemone” side om side med “New Year’s Morning” og “Hjertestarter” beviser en slagkraft hos rockbandet. Det samme med sceneshowet. På de hårdtslående numre mindede lyset om et Skrillex-show med lyskegler, der kastede sig rundt i arenaen i blå, røde og hvide farver. Omvendt var bagskærmen eneste fokus under de stille numre som “DMII”, hvor Simon Kvamm og Marie Højlund stod og sang nummeret med et diadem på skærmen som eneste visual.

Flere gange undervejs rejste alle de siddende sig for at danse, sange og svinge armene i takt til musikken. Men samtidig var der plads til fordybelse, da bandet stillede sig rundt om Kvamms piano på et podie midt på gulvet og lavede et medley over hits, der ikke kunne blive plads til på sætlisten.

Og sådan er det desværre. Numre som “En Wannabe Darth Vader” og “Klokken 25” – okay store hits fra bandets fortid – blev skrottet for at give plads til “Byens Hotel”, bandets fortolkning af Kim Larsens klassiker, og “Rejsekammerater”, hvor Nik & Jay var på besøg på scenen.

Diversiteten fra Kvamm og co. overraskede mig, selvom jeg har været til mange Nephew-koncerter i forskellige størrelsesordener i årenes løb. At de kan spille et sted op, som Metallica og U2 har spillet i, og gjorde det lige så godt. At de kunne være både det bløde og det hårde og have så fabelagtigt sceneshow. Det imponerede mig.

Nephew, Royal Arena

Foto: Bo Källberg

Se resten af Bos imponerende galleri HER.