Rick Astley, Vega, 230918
Manden har uendelig energiGod sætlisteFede covers
100%Fantatisk som altid
Læser Bedømmelse 11 Stemmer
62%

Den 52-årige engelske sanger Rick Astley udgav tidligere i år sit syvende studiealbum, Beautiful Life. Nu er han taget på tourné, og det bragte søndag aften ham til Danmark, hvor han spillede en udsolgt koncert i Store Vega i København.

I 1986 udkom Rick Astleys første single, ”Never Gonna Give You Up”, og siden da er der sket meget. Astley er gået fra at være et internetfænomen med ’Rickrolling’ til at være en fremragende musiker, der skaber aftener udover det sædvanlige. Med fortrinlige koncerter, et stærkt bagkatalog og en stilsikker vokal er Astley en af de få, der formår at skabe en aften, man sent vil glemme.

Og Rick Astley koncerten søndag aften – den glemmer man ikke.

Selvom gennemsnitsalderen nok var over de 50. år, så ændrede det ikke på, at publikum i Vega havde en fest i den halvanden time, briten var på scenen. På setlisten var der at finde sange fra hans nyeste album, Beautiful Life, men også albummene 50 (2016), Hold Me In Your Arms (1988) og debutpladen Whenever You Need Somebody (1987). Med andre ord, var det en aften fyldt med alle de gode gamle sange.

Rick Astley, Vega

Foto: Bo Källberg

En dygtig vokal

Da klokken blev 21:00 og de gamle lysekroner i Vega blev slukket, sad alle på nåle. Der gik omend heller ikke mange sekunder, før stemningen i Store Vega blev fuldstændig måbende. “Beautiful Life” var aftenens første sang, og allerede fra første tone var man ikke i tvivl om, at Astleys vokal stadig er vanvittig stærk. Og at den nok altid har været det.

For at bakke sig selv op havde Astley et band med sig. Der var en trommeslager, en keyboardspiller, to guitarister og to korsangerinder. Ved sange som “Together Forever”, “Keep Singing” og “She Wants to Dance with Me” var bandets professionalisme ikke til at misse. Det var en sand fornøjelse at opleve et band spille så godt, men også at se Astley træde tilbage for at give rampelyset til de dedikerede musikere. Det var også tydeligt at se, at Astley og bandet havde overskud til at drille hinanden på scenen. Astley gik blandt andet om bag ved korsangerinderne for at synge med dem. Det gav koncerten en afslappethed, som var yderst nydelig.

Der var altså ingen usikkerheder om, at Rick Astley har stil. Iført et sort jakkesæt  gik den 52-årige sanger elegant frem og tilbage på scenen, mens nostalgien strømmede ud af højtalerne. Særligt ved “Hold Me In Your Arms” var det nemt at bemærke, at mange af de mænd der er vokset op samtidig med Astley tog armen rundt om deres kone, kæreste eller ledsager, mens de rokkede til side til side for et lille romantisk øjeblik.

Rick Astley, Vega

Foto: Bo Källberg

AC/DC, Rihanna og Rickrolling

Romantikken blev hurtigt sat til side, da “Pray With Me”, “Angels On My Side” og et cover af AC/DCs “Highway to Hell” blev spillet. Sidstnævnte kom som en kæmpe overraskelse, men han var ikke færdig endnu. Kort efter spillede han “We Found Love”, som originalt er lavet af Rihanna og Calvin Harris. Det var fantastisk, at en sanger som Rick Astley også tør synge andet end sine egne sange. Det understreger også bare, at han er yderst professionel og en dygtig musiker. Selvom man ikke normalt forbinder AC/DC og Rihanna med Rick Astley, så var de til aftens koncert et rigtig godt match.

Afslutningsvis blev sangen, som de fleste  kender melodien og omkvædet på, men de færreste måske ved, hvem artisten bag er. Der var selvfølgelig tale om “Never Gonna Give You Up”. Det var Rick Astleys debutsingle, og samtidig også den single som satte ham på verdenskortet indenfor musik. Sangen blev i 2007 nemlig brugt som hovedelementet i en spøg på internettet, hvoraf  internetfænomenet ’RickRolling’ blev født.

Rick Astley gav igen en bemærkelsesværdig god koncert. Poplish så ham i DRs Koncerthus da han spillede sidste år, og selvom sætlisterne var tæt på identisk, så var der alligevel nok variation til at det gav mening. De gode klassikere udgår jo aldrig helt. Højdepunkterne var uden tvivl ”Together Forever”, ”She Wants to Dance with Me”, “Highway to Hell”, “We Found Love” og ”Never Gonna Give You Up”. Selvom Rick Astley brugte billige trick som at snakke lidt dansk med blandt andet sætningen “Hvor er din tørretumbler” og “Mange tak”, så er hans charme og dygtighed ikke noget, man kan tage fra ham.

Rick Astley, Vega

Foto: Bo Källberg

Har du lyst til at se flere af Bos billeder, så kan du klikke lige HER