Velkommen til en tur i mørket. Her hvor det hele startede, blev et publikum præsenteret for noget af det bedste, dansk metal har at tilbyde.
Myrkur har skiftet en smule stil siden sit første album M. Det er blevet et langt mere poleret produkt, hvor man leder lidt længere efter den rå black metal, der gennemsyrede den skive. Nu er hendes andet album ude, og bandet har fået en betragtelig mængde erfaring. Sammenspillet er blevet glimrende og indtrykket er blevet finpudset. Der er ikke længere nogen undskyldning for ikke at levere varen.
Der blev da også lagt ud med “The Serpent”, som indkapsler den nuværende udgave af Myrkur. Det er inspireret af folkemusik i stor udstrækning, og vi fik da også to folkeviser med på vejen. “De Tre Piker” blev fremført med en tromme og Myrkurs sarte stemme. Og så kom “Villemann”. Den var afslutningen på et flot sæt, der godt kunne have trukket et ekstranummer.
Arven til Norge
“Villemann” lærte jeg at kende gennem Storm i midt halvfemserne, hvor norsk black metal regerede undergrunden. Satyr og Fenriz skabte et tilbageblik, mens de nyfortolkede gamle norske sange. Der var da også lidt had til kristne indblandet i kanterne, som ikke helt virker så essentielt i dag. Det var både en passende hyldest til foregangsmændene fra nord, og en måde at genfortælle en gammel smuk vise. Amalie Bruuns stemme står som en klar kontrast til det meget dunkle metal, som bandet frembringer.
Her er grænsefeltet, hvor jeg benoves. De enorme kontraster glider ind i hinanden uden besvær, og musikken flyder naturligt over scenen. Det er ikke gammeldags black, som Mayhem eller Satyricon. Det er ikke råstyrken fra Watain. Det er sin egen historie, der behandler arven fra Norge med respekt, og dog forsøger at gå sin egen vej.
Råt og delikat
Myrkur formåede at tage en flot revanche fra sin forfærdelige optræden på Roskilde i 2015, men det blev dog aldrig helt igennem fantastisk. Det blev en god koncert med højdepunkter og et flot helhedsindtryk, det efterlod bare blod på tanden til at det godt kunne være mørkere, tungere, mere dystert og først og fremmest farligere.
Helt svimlende højder nåede vi altså ikke til, men det er solidt håndværk, der ligger bag. Jeg ser frem til mere mørke i mit liv, og Myrkur må godt lægge stemningsmusik til.
