Så var det tid til en af de helt store helte fra min barndom. Nick Cave har altid haft en helt særlig form for karisma, med hans dybe, sælsome stemme, der fremmaner magi med hver en tone.
Der er jo ingen chance for, at Nick Cave og band skulle kunne indfri mine forventninger. De har stået bag så mange triste teenagedrømme, at hvis blot man havde lidt hang til langt hår og mørk stemning, så var Nick Cave en helt af en helt særlig støbning.
Der er vist også andre, der har levet en lille smule i den sorte garderobe, for pladsen foran Orange Scene var fyldt til bristepunktet. Jeg ved ikke, om der var flere eller færre til Eminem, men mon ikke en små hundredetusinde Roskildegæster havde bevæget sig op, for at se et af de største navne i de seneste tre årtier.
Foto: Lasse Lagoni
Lyden af indestængt vrede
The Bad Seeds åbnede med de nye “Jesus Alone” og “Magneto” fra Skeleton Tree, og så var det tid til en rigtig klassiker i “Do You Love Me?”. Herefter fortsatte den “dårlige indflydelse” i strakt arm, og man kan kun have respekt for en mand som Nick Cave.
Hans udstråling er magnetisk, og jeg brugte ganske mange minutter på at sunde mig oven på den magtdemonstration, som The Bad Seeds leverede. Fra “Into My Arms”, hvor aftenens hovedperson satte sig ved klaveret og indbød til fællessang, til “Jubilee Street”, der gav tænderskærende kuldegysninger, var det bare imponerende.
Når halvdelen af numrene giver gåsehud, så ved man at man oplever et specielt øjeblik. Den anden halvdel fik en til at rocke med.
Helt fantastisk blev det, da “Stagger Lee” blev leveret i en så overlegen udgave, at mine ben stadig skælver ved tanken. Der er så mange gode ting, at sige om denne koncert, at jeg føler mig helt og aldeles mundlam, i mine forsøg på at beskrive det.
Også “Push the Sky Away” ramte en nerve. Omkvædets messende gentagelse forsikrer en om noget smukt. Det er nok den fornemmelse, som får folk til at gå til bønnemøder med tungetale. Dette er så tæt, jeg kommer på at blive religiøs.
Nick Caves optræden står som et skoleeksempel på, hvorfor man går til koncert. Manden i det sorte jakkesæt ejer sine omgivelser. Hans første indskydelse er at gå ned til publikum, og stille sig op på hegnet. Herfra blev næsten halvdelen af koncerten brugt. Hænder blev rørt i takt med vores sjæle, og det fortsatte fra tidlig aften til solen gik ned.
Foto: Lasse Lagoni
