I audiens hos kong Nick Cave

Så var det tid til en af de helt store helte fra min barndom. Nick Cave har altid haft en helt særlig form for karisma, med hans dybe, sælsome stemme, der fremmaner magi med hver en tone.

Der er jo ingen chance for, at Nick Cave og band skulle kunne indfri mine forventninger. De har stået bag så mange triste teenagedrømme, at hvis blot man havde lidt hang til langt hår og mørk stemning, så var Nick Cave en helt af en helt særlig støbning.

Der er vist også andre, der har levet en lille smule i den sorte garderobe, for pladsen foran Orange Scene var fyldt til bristepunktet. Jeg ved ikke, om der var flere eller færre til Eminem, men mon ikke en små hundredetusinde Roskildegæster havde bevæget sig op, for at se et af de største navne i de seneste tre årtier.

Nick Cave & The Bad Seeds, Roskilde Festival, Nick Cave, RF18, Orange
Foto: Lasse Lagoni

Lyden af indestængt vrede

The Bad Seeds åbnede med de nye “Jesus Alone” og “Magneto” fra Skeleton Tree, og så var det tid til en rigtig klassiker i “Do You Love Me?”. Herefter fortsatte den “dårlige indflydelse” i strakt arm, og man kan kun have respekt for en mand som Nick Cave.

Hans udstråling er magnetisk, og jeg brugte ganske mange minutter på at sunde mig oven på den magtdemonstration, som The Bad Seeds leverede. Fra “Into My Arms”, hvor aftenens hovedperson satte sig ved klaveret og indbød til fællessang, til “Jubilee Street”, der gav tænderskærende kuldegysninger, var det bare imponerende.

Når halvdelen af numrene giver gåsehud, så ved man at man oplever et specielt øjeblik. Den anden halvdel fik en til at rocke med.

Helt fantastisk blev det, da “Stagger Lee” blev leveret i en så overlegen udgave, at mine ben stadig skælver ved tanken. Der er så mange gode ting, at sige om denne koncert, at jeg føler mig helt og aldeles mundlam, i mine forsøg på at beskrive det.

Også “Push the Sky Away” ramte en nerve. Omkvædets messende gentagelse forsikrer en om noget smukt. Det er nok den fornemmelse, som får folk til at gå til bønnemøder med tungetale. Dette er så tæt, jeg kommer på at blive religiøs.

Nick Caves optræden står som et skoleeksempel på, hvorfor man går til koncert. Manden i det sorte jakkesæt ejer sine omgivelser. Hans første indskydelse er at gå ned til publikum, og stille sig op på hegnet. Herfra blev næsten halvdelen af koncerten brugt. Hænder blev rørt i takt med vores sjæle, og det fortsatte fra tidlig aften til solen gik ned.

Nick Cave & The Bad Seeds, Roskilde Festival, Nick Cave, RF18, Orange
Foto: Lasse Lagoni

Se Lasses billeder af koncerten HER.

Se også

Culture Club lukkede FOREVER: Farverigt, festligt og fuldkommen forvirrende

Med sin ikoniske høje hat, sit regnbuefarvede ansigt og...

They got the look! Roxettes popmaskine kører stadig på højtryk

Klokken nærmede sig 20:15 lørdag aften på Forevers festivalplads,...

Funkmestrene Level 42 kæmpede med svingende energi på FOREVER

Som en musikalsk blæst indtog Level 42 FOREVER i...

Robbie Williams i Parken var cringe, meta og kaotisk charmerende

Det var en veloplagt Robbie Williams, som spillede op til fest i Parken torsdag aften, og festligt, dét blev det. Med en udstråling få kan matche havde Robbie Williams publikum i hans hule hånd igennem aftenens parade af hit sange, men flere lange indslag med snak og jokes blev frustrerende.  

10cc var i deres absolutte topform lørdag eftermiddag i Viborg

Der var ingen hastværk over koncerten med 10cc lørdag...
spot_img
Jonas Uri
Jonas Uri
Amatørmusiker og begejstret musiklytter gennem mere end 15 år. Hvis det har en rytme er jeg glad, hvis den er synkoperet, er jeg gladere. Spiller selv pop til rock. Hører rock til meget mørk metal. \m/

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her