Dua Lipa, Roskilde Festival, 070718
HitparadeMegastjerne i svøbGod vokal
Ingen x-factorAnonyme passagerMangel på overraskelser
55%Det store popbrag udeblev
Læser Bedømmelse 1 Stemme
2%

Det er blot et år siden, albansk-engelske Dua Lipa brød igennem lydmuren med monsterhittet ”New Rules”. Siden har hun spyttet hits ud på samlebånd – senest med Calvin Harris-samarbejdet ”One Kiss”. Lørdag aften skulle hun forsøge af spille Roskilde-publikummet ud af tømmermændssumpen. 

At få taletid på en festivals sidste spilledag kan være en ret utaknemmelig opgave. Energien blandt publikum kan efterhånden ligge på et meget lille sted, og feststemningen blandt horderne af støvede festivalgængere, der endnu havde nægtet at trække stikket og tage hjem og gå i bad, var da også til at overse inden aftenens koncert.

Således kæmpede Dua Lipa en brav men lidt ujævn kamp for at få gang i et noget halvsløjt publikum. Det blev en kamp, der desværre kun lykkedes i glimt.

Helstøbt popstjerne – sådan da

Efter et par singler og features i 2015 og 2016, kom Duas gennembrud for alvor sidste år med break up-hymnen ”New Rules”. Nummeret startede en sand kometkarriere og placerede sangerinden i koret af power-kvinder, der ikke bare sådan lader sig koste rundt af imbecile (eks)kærester.

Der var da også en klar overvægt af kvindelige tilskuere – særligt i pitten – der havde medbragt deres bedste ”I don’t give a fuck”-attituder. Modsat syntes mændene at være troppet op af lidt andre årsager. Der udbrød i hvert fald en del anerkendende ”Ååååårh!!!”, da Dua Lipa og backupdanserne kastede sig ud i en ret lidenskabelig koreografi på Orange Scenes gulv.

Og fair nok, Dua ligner da også noget nær en græsk gudinde med kindben og kæbelinje, der kunne skære igennem glas. Faktisk var det en lille smule ærefrygtindgydende, når man selv har mere end svært ved at skjule det faktum, at et varmt telt har udgjort midlertidig bolig de seneste seks dage.

Læg dertil at Dua Lipa render rundt med en fænomenal vokal, og vi står med en mere eller mindre komplet popsangerinde. Men selvom briten på papiret har hele pakken, var det alligevel som om, der var noget, der manglede lørdag aften. At kalde hende for karismatisk ville være noget af en overdrivelse, og selvom hun gav det et rask forsøg, fik hun aldrig sat ægte ild under Orange Scene.

Dua Lipa, Roskilde Festival, RF18, Orange

Foto: Lasse Lagoni

Hitparaden tændte en gnist

Efter den lidt træge opstart og halv-anonyme passager, fik den lange liste af radiohits alligevel en smule gang i publikum.

”Be The One” var det første nummer, der for alvor satte gang i bentøjet. Sommerbaskeren ”One Kiss” udløste aftenens foreløbigt største bifald, inden ekstranumrene ”IDGAF” og ”New Rules” gav smagsprøver på det popbrag, mange havde håbet på.

Briten kæmpede så svedet sprang, men desværre ofte forgæves. Man sad lidt og manglede uventede elementer, der kunne have skabt mere liv til koncerten. I stedet blev det stort set en 1:1 fremstillingen af, hvordan numrene lyder på Spotify.

Forkert scene og kedelig udførelse

Dua Lipas karriere er kun et par år gammel, og selvom setlisten bugnede af kæmpe radiothits, virkede Orange Scene i store perioder som lidt for stor en mundfuld. Selvom publikum mødte talstærkt op, sad man lidt med fornemmelsen af, at resultatet var blevet meget bedre på Arena-scenen. Dog understregede ekstranumrene ”IDGAF” og ”New Rules”, at aftenens hovedperson absolut har potentialet til at levere et vaskeægte popbrag på Orange i fremtiden.

Dua er immervæk kun 22 år gammel, og hendes stjernestatus blot et år. Var der plads til forbedringer? Ja. Men aftenens koncert beviste, at hun absolut har potentialet til at blive klodens næste popdronning.

Dua Lipa, Roskilde Festival, RF18, Orange

Foto: Lasse Lagoni

Se Lasses flotte billeder fra koncerten HER.