Der var glæde og skuffelser under Arenas teltdug lørdag eftermiddag, da legenden C.V. Jørgensen spillede en af sine største koncerter til dato.
I læ for solen og i ly for verden fandt Roskilde et lille stykke fred, da den 68-årige lyngbygenser C.V. Jørgensen spillede på Arena tidligt lørdag aften.
Interessen var stor og også for stor, hvorfor alle veje langs Arena-teltet var proppet med mennesker, og det ikke var til at komme frem og tilbage. Det til trods for, der var okay med plads til at bevæge sig indenunder teltdugen. Et tegn på, at det var en helt anden generation af festivalgæster, der var til koncert.
For en mand med så lang en diskografi er en times koncert og to ekstranumre ikke meget, men sætlisten passede perfekt til denne smukke søndagslørdag, hvor det hele gik sløvt og langsomt. Kaskader af campingstole, sovende i solen og vuggende elskede bevidnede om en anden mentalitet, der går perfekt hånd i hånd med “Ude Af Sync”, “Babylon” og “Skygger af Skønhed”.
Desværre blev koncerten alt for påvirket af, at Arena og området omkring var så proppet med mennesker. At Roskilde ikke vælger at sætte manden på Orange Scene i samme tidsrum, som da Savage Rose spillede sidste år. Det forstår jeg ikke. Men det virker til at være tematikken for mange af koncerterne på årets Roskilde Festival. At det kunne have været en fabelagtig fornøjelse, hvis bookingen var lavet rigtigt.
Det gode ved festivalkoncerter er til gengæld de mange, mange mennesker, der kender C.V. af navn, men måske aldrig ville gå til koncert med ham, som gennem 75 minutter stod helt harmdirrende spændte og ventede på at høre “Costa Del Sol”.
De gik desværre hjem skuffede, men den 80-årige Anna, jeg mødte på vej ud af teltet efter koncerten, hun var så lykkelig. Med glædestårer i øjnene så jeg hende danse længselsfuldt til “Sæsonen er forbi”, udgivet i 1980. Hun fortalte, at hun og hendes mand havde hørt C.V. i årevis, men han ville altså ikke med på Roskilde. Det var alligevel noget pjat. Så hun købte en lørdagsbillet og tog afsted.
Anna var meget, meget glad, og jeg ligeså over, hvad Carsten Valentin og band lavede af magi på scenen. Fra Roskildes side? Not so much.
