N.E.R.D, NorthSide, 080618
Syg energiDejlige danserePharrell i topformCrowded gik amok
100%Vanvidsvandalisme
Læser Bedømmelse 1 Stemme
100%

Pharrell sked på alle regler og opfordrede til både crowdsurfing og moshpits i en vanvidskoncert fredag tidlig aften på Northside, hvor han gæstede med sit band N.E.R.D.

“No-one Ever Really Dies” har statementet været siden 1999, hvor Pharell Williams, Shay Haley og Chad Hugo startede en hiphopgruppe som et sideprojekt til deres producer-ensemble Neptunes.

I december vækkede drengene projektet til live igen og udsendte et studiealbum efter syv års stilhed. Med kæmpehittet “Lemon”, hvor Rihanna er med som featuring, skabte de tre Virginia-boys endnu engang en banger plade.

Flere af numrene fra albummet, der hedder “No-one Ever Really Dies”, var med på sætlisten, da gutterne VÆLTEDE Northside fredag aften på Green Stage. Der var latterlig syg energi fra Pharell og Shay, mens Chad stod omme ved pulten og sørgede for, at alt gik smooth.

Pladsen foran scenen var ekstremt fyldt, men energien var god, og med tunge, stramme hip hop-beats fyrede gutterne den af fra start til slut i et tight sæt på en time. Hitsene blev strøet fint ud over den time, og det startede med “By The Way”, løb over et fint Neptunes-medley, som toppede på Snoop Doggs “Drop It Like It’s Hot” og sluttede med “She Wants To Move”, “Rockstar”, “Lapdance” og – selvfølgelig – “Lemon”, som bandet faktisk spillede to gange som afslutter. Ikke siden Suspekt på Roskilde har det fungeret så godt at spille samme nummer to gange i træk.

Alt imens vanviddet på scenen stod på med dansere – og to søde publikummer, der fik lov til at danse på scenen til halvdelen af koncerten – opfordrede Pharell til en masse ulovligheder i form af crowdsurfs og moshpits. Faktisk sagde han, han ville slå rekorder i det. Lidt komisk, når der netop før koncerten havde stået på storskærmene, at begge dele var strengt forbudt.

Heldigvis foregik det hele roligt og uden problemer (sådan så det i hvert fald ud udefra), og N.E.R.D fik startet den fest, Northside indtil videre ikke har fået.

N.E.R.D., NorthSide, Pharrell Williams, NS18, Green Stage

Foto: Lasse Lagoni

Se resten af de sprøde billeder fra koncerten HER.