Finaledagen på Heartland triller lige så stille afsted. Solen bager, og stemningen er lidt mat, som den ofte er på den sidste dag på en festival. På campingpladsen pakkes teltet ned, og de lange køer til badet trækker tænder ud.
Dagens intellektuelle indslag er Salman Rusdie i talkteltet. Det er propfyldt, og varmen er langt over middel. Alle bliver visiteret med scanner på vejen ind til manden bag “De sataniske vers”. Heartland er som i et jerngreb for en stund. Med PET agenter og masser af folk i uniformer.
Vinden er kommet tilbage og det føles som en hellig brise i ventetiden mellem de mange events. Vand og atter vand hældes indenbords. På Greenfield spiller et stykke med dansk rockhistorie. The Savage Rose og det passer publikummet på Heartland glimrende. Annisette kalder på gåsehuden i varmen, og fotografen mærker kuldegysninger med ordene… “vi spiller helst på festivaler, hvor hjertet er med” Og hjertet er bestemt med Annisette og hendes særlige samling af geniale musikere. Spændende var det, hvad nye mand på keys, Nikolaj Hess, kom med. Det er en tung plads at fylde ud. Først fra den store Thomas Koppel og siden ekvilibristen Palle Hjort.
Cory Henry & the funk apostles fra Guds eget land bringer beats til Heartland og spreder funky happiness lørdag eftermiddag. Der danses i takt med at sprinklere bliver sat op på pladsen til glæde for både børn og voksne i heden. Hvis du vil køles kan du bare smide etiketten væk og smække stængerne ned i voldgravens lille udløb, imens du sidder i skyggen med din vin, øl eller måske en italiensk is. Det er tiltrængt.
Det ærlige, det eftertænksomme og det smukke danske sprog foldede Søren Huss ud sidst på eftermiddagen, og der måtte fotografen igen inkassere lidt kuldegysninger. Mest fordi stemmen rammer lige i hjertet eller blot et vemodigt strejf af mol. Men det virker. Jeg tog en sjælden pause, og satte mig ned med noget sen frokost og bare lyttede. Gjorde, hvad folket havde gjort de sidste dage og fik pulsen helt ned. På en smal bænk backstage kom lykkerusen også til mig.
Russiske kvinders politiske freakshow fik os alle til at måbe. Hvad var det her for noget? Pussy Riot forstod vi ikke meget af, og deres cd er nok billig til salg, men historien bag deres tur i fængsel kan vi ikke tage fra dem, og deres kamp for frihed til at mene og udfolde sig i Putins land er vigtig. Men mærkeligt show – det var det.
Efter lidt tekniske udfordringer med varmen kom endnu en kæmpe stemme til Heartland. Soul i den rene form er som fløde for sjælen, og hvis folket ikke havde fået tanket næring til det indre, så var muligheden der bestemt nu i form af Rag´n Bone Man.
I Future Talkteltet blev der vist dokumentar om at komme fra Thy, være barnebarn af en ombrust smed og i den grad et musisk ophav. Jonah Blacksmith stod for en humoristisk og gennemarbejdet oplevelse. Man kan sagtens lave en filmkoncert, der taler lige til hjertet og som i den grad spiller sammen med et helstøbt konceptet for bandet. Der var kamp om pladserne i det lune mørke, og man gik derfra med masser af kærlighed til det store orkester og især smeden fra Thy.
Nu kan Heartland ikke trække den længere. Nu kom det vi alle havde ventet på. Fotografen især. Nogen, der kunne vælte os, få os til at danse i ekstase over hvad musik egentlig er. Den gode lyd og en forsanger, der selv om han var meget privat på scenen, fik fat i sit publikum og hvis bagkatalog kun bidragede til henrykkelse. Finalen med LCD Soundsystem var mere end helstøbt rock og smukt lys. Der var sgu det hele. Endelig.
Heartland er slut. Alt det pæne tager vi med os hjem og gemmer til de grå dage. Og så kommer vi igen næste år til flere talks, stor kunst, mad og god musik. Konceptet i grevens have er for feinschmeckerne. Og det er der ikke noget galt i. Man skal ville denne form for festival og lade sig inspirerer til at koble af. Det er sundt. Og jeg er glad på gæsternes vegne. Fotografen takker af og glæder sig allerede til næste weekend, hvor en ny festival skal lægges ned.
