Alle går vi rundt  – som i vores egen lille have – drømmer om guld og grønne skove og den store kærlighed. Heartland er nu begyndt og grevens have er nu åben for musik, mad, kunst og rosé i stride strømme de næste tre dage.

Musikken flyver med blæsten rundt i de forskellige kroge, og danner baggrundsstøj mellem folks oplevelser, higen efter varmen fra solen og de nære samtaler både på pladsen og i de store røde telte.

Heartland har rykket rundt og givet nye pladser liv, imens andre har tabt noget af magien i samme åndedrag. De næste dage må vise om det er lykkes. Fotografen skal lige finde sig til rette i blæsten og slow’e ned til fynsk tempo. Helt ned.

I dag er det kvindernes dag. Marie Key, Coco O, Lykke Li, og moderen til rock og kærlighed Patti Smith. Erfarne kvinder med udstråling og intellektuelle holdninger der hver især burde live godt op i festen. Men i denne smukke kulisse bliver de blot til baggrundsstemninger i det store billede. Der er også mænd på scenen – en eksklusiv herre er dukket op i rækken.  Med ord på “det danske” lægger han den halvfyldte sal ned med sine anekdoter, sin karakteristiske stemme og sit ombruste liv. Jørgen Leth er mit anker gennem Frankrig hver sommer, og herinde i mørket er man en smule starstruck, når han læser “I Danmark er jeg født”. Jeg blev helt rørt.

Ude på pladsen skal gæsterne lige i gear. De nyder solen og har deres egen fest i det fri. De er ikke så meget til koncert, som de er på tour med familien, venner og bekendte. Man kan tanke oplevelser med enhver smag og efter behov. På Heartland nyder man – gerne henslængt, liggende eller med cool positur-  alt der nydes kan.

Dagens overraskelse mødte jeg i en tilbagetrukket have omgivet af høje labyrinthække. I det lille indelukke stod Jada – stylet i sin regnfrakke og sang så selv den adelige påfugl må bøje sig i støvet. Folket pakkede sig i lag og ude på stien nød de hinandens nærhed under træerne. Heartland kan ikke blive mere smuk eller mere musikalsk end denne unge kvinde. Hun er allerede godt på vej. Tak for oplevelsen. Godt booket. Mørket falder på og fotografen glæder sig allerede til, hvad herrerne byder på i morgen.