Sleep, Den Grå Hal, 230518
En dejlig sommeraften i selskab med et godt bandEt medlevende publikum, der var gladeEt utroligt velspillende band
De startede 30 minutter for sentDe gik kun et kvarter over tiden
70%Tungt, men overraskende rart
Læser Bedømmelse 0 Stemmer
0%

I de sidste øjeblikke af foråret, blev det tid til at lægge søvnen på hylden. Sleep var kommet til byen, og det skulle ikke blive en stille forestilling. Christiania lagde hus til de meget særlige doommetallere, der formåede at levere et ordentligt skralderbang i den Grå Hal.

Sleep er et af de der spøjse bekendtskaber, som man engang imellem støder ind i. Ham den lidt fulde, skæve, lettere uforskammede type, der ikke helt forstår, at man altså ikke bør rende nøgen ned ad Strøget, mens man råber i vildens sky. Men når man rammer den der magiske dag, så er det helt og aldeles forrygende, at være i selskab med ham.

Sleep har noget særligt at byde på. Ikke bare fordi, at de har været medvirkende til at skabe sludge/doom-scenen, men fordi det føles ægte. Jeg kan ikke rigtig skille beatsne ad, for det går så langsomt, at man snildt når det hele. Derfor er Sleep’s indvirkning en helt anden. Musikken runger stadig i mit hoved, de usandsynligt tunge bass-riffs kører rundt, og mine tanker har svært ved at samle sig om et enkeltstående udtryk, der kan gøre denne oplevelse til en sammenhængende tanke. Det fungerer bare ikke sådan!

Forklar det simple, nemmest muligt.

Normalt når jeg skriver om musik, så kan jeg forklare det med temposkift, soli, trommerytmer, riffs eller et eller andet gøgl, som jeg engang har lært om musik, men Sleep formår at gå uden om alle de begreber. Musikken er strippet ned til det reneste udtryk det har, og så kører det ellers bare derudaf. Under koncerten nåede jeg at sige, at det her var som en klassisk koncert. Temaerne bliver ved med at dukke op. Både i samme sang, men også på tværs af dem. Jeg ville have svoret, at de spillede brudstykker af ‘Marijuanaut’s Theme’ mere end en gang under koncerten på trods af, at den blev liret af som noget af det første i et rødt tæppe af lys.

På andre tidspunkter føltes det som en jamsession, hvor tempoet var sat ned, så hele trioen kunne nå at se hinanden i øjnene, inden de skiftede tempo. Bevares, det var indstuderet, men der var samtidig også en frihed i udtrykket på denne dag. Som et legende bluesband, der bare hygger sig, mens der kommer tonsertung metal ud af højtalerne.

Den frihed, legen, overskuddet, og det totale fravær af kontakt med publikum skaber en lidt tosidet oplevelse. På den ene side, så er det lige efter bogen, men jeg kunne godt savne en lille bitte smule interaktion med publikum. Bare for at høre, om det virkelig var så sjovt at stå på scenen, som det så ud som.

Sleep, Den Grå Hal

Foto: Stefan Frank thor Straten

Hvad spillede de?

Jeg må være dig svar skyldig. De spillede bare, og det var fedt. Jeg troede, at jeg genkendte et stykke fra Jerusalem, men deres seneste mange sætlister siger noget andet, så jeg vurderer at mit kendskab til Sleep ikke var der, hvor jeg kunne skelne mellem det ene og det andet, med enkelte undtagelser. Jeg har aldrig rigtigt dyrket Sleep, men nærmere bare snublet over dem på forskellige tidspunkter. Aldrig sat mig ind i hvordan ‘Dragonaut adskilte sig grundlæggende fra ‘Aquarian’, og jeg er egentlig ligeglad, efter at have set dem live.

Det har altid virket lidt fjollet for mig, at fremhæve det ene nummer over det andet, i en genre hvor hits ikke eksisterer, og selvom jeg elsker ‘Holy Mountain’, så er den bare et nummer i rækken til denne type koncert. Den oplevelse man i stedet bør tage med sig fra sådan en aften, er den ufatteligt beskidte lyd af guitarer, trommer og bas. Selv hvis den Grå Hal ikke havde været ca. 800 grader varm, så havde jeg stadig mistet utrolige mængder væske, for det er jo umuligt ikke at rocke hovedet med i takt til de tunge taktslag, der bliver understreget af alle instrumenter. Konstant og hele tiden.

Tid til eftertanke

Sleep formåede at gøre det de gør bedst. De spillede langsom, beskidt, modbydelig musik, og de gjorde det i et sejt træk på halvanden time. Kun afbrudt af den lille dans, som hedder ekstranummer, hvor de spillede en små ti minutter fra Dopesmoker. Deres musik føles som et overfald på ens sanser. Samtidig er det en meditativ tilstand, man bliver henført til. Disse to modstridende faktorer har overbevist mig om, at Sleep bare er et sejt band.

Man kan stille sig op foran, og kaste djævlehorn efter scenen, stå og sludre med ens venner, eller fordybe sig i musikken, når man er der, og det er normalt noget, der er forbeholdt festivaler, hvor man ikke behøver at være lige begejstret for hvert et minut af en koncert.

Derfor passede de amerikanske gutter også fremragende til en tidlig sommerdag på Staden.

Man bliver mindet om, at snart er det tid til de store festivaler, og masser af musik 🙂

Sleep, Den Grå Hal

Foto: Stefan Frank thor Straten

Stefan sørgede for at slæbe mig med, og han tager altid fede billeder. Hvis du ikke er skræmt væk endnu, så tag lige og kig på dem HER.