Efter en temmelig våd morgen på Roskilde Festival, var Dizzy Mizz Lizzy først på aftenen tilbage på Orange Scene. Danmarks største rockband åbnede sidstedagen på festivalens ikoniske scene og spillede solen frem, mens Tim Christensen fejrede sin 42-års fødselsdag.

Indrømmet. Yours Truly er kæmpe fan af Dizzy Mizz Lizzy. I mine øjne kan de nærmest ikke gøre noget forkert. Jeg er tosset med alle tre albums, hvor især ‘Forward In Reverse’ har fået en ganske særlig plads i mit musikhjerte. Endda på meget kort tid. Det er modigt at komme tilbage med nyt materiale efter 20 år, men det er enestående, at den nye musik bliver modtaget så godt, af både fans fra “dengang”, og så det nye kuld, der opstod i forbindelse med reunion-touren i 2010.

For første gang siden 2010, stod de der så igen. På den mest ikoniske scene i Kongeriget Danmark. Et sted hvor Dizzy Mizz Lizzy i høj grad hører hjemme. Det var sjette gang Tim, Martin og Søren gav en koncert på Roskilde Festival. I de hæderkronede 90’ere var de en fast del af programmet fra ’93 til ’96, og så igen i 2010.

Med nyt materiale i bagagen, kunne de tilføje 2016-koncerten til listen, da klokken slog 17. I mine øjne er det et alt for tidligt tidspunkt, at placere Dizzy Mizz Lizzy på den største scene. De er alt andet lige bedst, når mørket er brudt frem, og festen er godt i gang, men denne gang var de altså partystartere.

Vovet start med nye sange

Til tonerne af det instrumentale nummer ‘Frey’ dukkede de op, med fødselsdagsbarnet i spidsen, hvorefter de åbnede med tre af de nye numre fra ‘Forward In Reverse’, nemlig titelsangen, ‘Terrified In Paradise’ og ‘Brainless’. Det er et modigt træk, men de mange mennesker foran Orange Scene, var komplet ligeglade med om teksten sad lige i skabet. De var på fra start. Især dem i pitten. Dem vender jeg tilbage til.

Tim Christensen tog turen ud til scenekanten, hvor han anerkendende sendte et nik og et smil i retning af de unge mennesker på forreste række, der havde skrevet en fødselsdagshilsen til ham.

Dizzy Mizz Lizzy, Roskilde Festival, Orange, RF16

Foto: Lasse Lagoni

I min, i dagens anledning, meget sjældne funktion som både fotograf OG skribent, var der et øjeblik, hvor øjnene ikke var rettet mod scenen, da vi fotografer typisk kun fotograferer de første tre sange af en koncert, så skulle jeg lige finde ud på pladsen, mens Dizzy Mizz Lizzy i fjerde nummer, spillede ‘Barbedwired Baby’s Dream’ fra debutpladen.

Endnu en Dizzy-klassiker, ‘Glory’ gav plads til lidt solo-lir fra Tim Christensen, alt imens jeg begav mig længere ned på pladsen, så jeg kunne tage temperaturen på stemningen omkring Grandstand, hvor jeg stødte på et kærestepar, der holdt kærligt om hinanden, mens tonerne af ‘Love Is A Loser’s Game’ tonede ud af højttalerne, der, på den del af pladsen, var præget af lige lovligt meget diskant, der dog ikke gjorde hverken instrumenter eller vokal udviskede.

“Det skal de lade være med”

‘Love At Second Sight’ brød klassikerne, og da Tim C. præsenterede det nye nummer, konstaterede to gutter i slutningen af 30’erne, at “det skal de lade være med”. Efter lidt observation kunne jeg dog konstatere, at de rockede med på nummeret alligevel, alt imens de sugede i hver sin Gin&Tonic. Med agurk. I bar overkrop. Drik nu bare fadøl, drenge.

Efter ‘Made To Believe’, konstaterede Tim Christensen tørt, at solen var dukket op, mens han også fik konstateret, at han har fødselsdag, og, at “det er dejligt at blive 31 år.” Vi takker for det gode vejr, Tim, og griner lidt i skægget over aldersjoken, alt imens pitten skrålede fødselsdagssang op mod frontmanden. Stemningen var rigtig god over hele pladsen; folk rockede med, sang med, skrålede med og fik startet festen behørigt på festivalens sidste dag.

Indøvet leg

Som sædvanligt, fristes man næsten til at sige, bød ’67 Seas In Your Eyes’ på instrumental “fri leg”, der dog med garanti er indøvet. Hvis jeg nogensinde skal sætte en finger på Dizzy Mizz Lizzy, så skal det være, at selvom de spiller tight som ingen andre i dette land, så bliver det næsten for tight. Mine tanker afbrydes dog kortvarigt af en fyr bag mig, der råbte den klassiske “SPIL NOGET MED SLAYER!”-replik, og man fristes til at tænke, at han må have misset selvsamme Slayers koncert i onsdags.

Næsten som havde Tim Christensen, Martin Nielsen og Søren Friis hørt hans råb, blev ‘Waterline’ indledt på en lidt hårdere måde end på originalen fra 1994. Jeg konstaterede at pladsen foran Orange Scene nu var helt og aldeles vågnet, og alle rockede med. Storskærmen afslørede at især i pitten var festen konstant og armene på de mange mennesker på de forreste rækker, nåede højder man ikke troede var muligt.

Foto: Lasse Lagoni

Foto: Lasse Lagoni

Alle skulle høre Silverflame

Efter at have modtaget hyldesten fra publikum, gået af scenen og kommet ud igen, startede Dizzy Mizz Lizzy ekstranumrene med først det fantastiske instrumentale nummer ‘Mindgasm’, efterfulgt af gruppens største hit, ‘Silverflame’. Fra de omkringliggende områder valgfartede folk mod Orange, for at skråle “Say my naaaaaaame Silverflaaaaame” sammen med alle de andre.

Det hele blev sluttet af med ‘I Would If I Could But I Can’t’ og 1 time og 17 minutter efter de var gået på scenen, var comebacket på Orange Scene overstået. Pladsen var vågnet og hvis ikke folk allerede var rustne på stemmebåndene, så var de det med garanti nu.

Tillykke med de 42 år, Tim, og tak til hele Danmarks (og Japans) Dizzy Mizz Lizzy for altid at levere varen.

Dizzy Mizz Lizzy, Roskilde Festival, Orange, RF16

Foto: Lasse Lagoni

Se hele galleriet fra koncerten HER