Sludge-metal har været fornemt repræsenteret på årets Copenhell og med Bersærk fik et hungrende publikum en solid omgang metal, der kunne slette de forfærdelige minder fra Rival Sons, der netop havde spillet på Helviti.

Rival Sons er Black Sabbaths opvarmningsband, og derfor skal de åbenbart følge med rundt på Ozzy og co. afslutningsturné. Det er ikke fordi, den amerikanske bluesrock er dårligt spillet, men det var fuldstændig malplaceret i denne sammenhæng, så det var med et behov for at få blæst hjernen ud, at jeg tog til sludgekoncert. Tak skæbne for den geniale programsætning, for Bersærk var lige præcis den dosis af metal sprøjtet direkte ind i mine årer, som jeg havde behov for. Jeg missede desværre første nummer, så jeg kan ikke fortælle, om de indtog scenen på lige så overbevisende manér som til Helhorse-koncerten, hvor der blev leveret en overbevisende gæsteoptræden i den skønne sol. Mørket var så småt ved at falde på over Pandæmonium, og ligesom Redwood Hills optræden fredag, så klædte det også Bersærks mørke udtryk. Vi har allerede anbefalet dem til Roskilde, og med denne koncert, så fik jeg mulighed for, at vurdere om de nu også hørte til på den største festival i Danmark. Efter denne koncert har jeg kun følgende ord tilbage, hvis du stadig overvejer at se Bersærk på Roskilde: Gør det!!! Det danske sprog egner sig enormt godt til metal, og de dybe personlige tekster, der samtidig kaster om sig med kritik af samfundet, formidler et budskab, der rammer meget hårdere end det kan på engelsk. I Danmark er jeg født, og der er intet påtaget i, at mit førstesprog er nærmere mit hjerte. Vi burde ikke være bange for omverdenen, men det skaber stof til eftertanke, at høre på dansksproget poesi, og selvom enkelte af Bersærks temaer er en smule banale, så rammer de plet med deres enkle udtryk, der bliver rammet nydeligt ind i et støjende og møgbeskidt lydtæppe. Der er gode sange i repertoiret og jeg vil fremhæve “Nordenvind” og “Ulm”, som personlige favoritter fra det sæt, Bersærk spillede i går.

Efter et lille kvarters tid, blev man dog revet en smule ud af den, da der helt tydeligt var noget i lydsystemet, der var blevet smadret. Vi har tidligere oplevet, at der var lidt knas med lyden på Pandæmonium og der blev da også rettet op på det, men det varede stadig et par minutter, inden teknikken makkede ret igen. Der er blevet spillet højt i 3 dage, så mon ikke højtalerne fortjener en lille pause, hvor de kan få lov til at komme sig, på samme måde som publikum også trænger til det på en højhellig søndag. Den sidste dramatik ramte, da en frue “valgte” at ramme ned i betonunderlægningen. Om hun havde stået forkert på stængerne, drukket for lidt vand eller noget helt tredje er uvist, men det fik da mine tanker væk fra den dejlige musik og hen på at få hjulpet med, hvad jeg kunne. Her viste Copenhell sig igen som den hyggeligste festival i Danmark, da der straks var blevet løbet efter samaritter, og der både blev hjulpet alt hvad man kunne og givet plads til at hun kunne komme til hægterne igen. I sommervarmen er det nok uundgåeligt, at der er et par stykker, som skvatter om, men når der bliver taget hånd om situationen på denne måde, så viser det noget om det hensyn, der bliver udvist over for hinanden.