Bruce Springsteen, Parken
Foto: Lasse Lagoni

Bruce Springsteen – Et maratonløb i rullestol

Onsdag aften fik vi lov til at være vidne til en maratonkoncert af en anden verden, da legenden Bruce Springsteen gæstede Telia Parken. Koncerten har været udsolgt så længe, at det næsten var muligt at skære sig gennem publikums forventning. Det hele faldt dog til jorden, da Springsteen var offer for Telia Parkens forfærdelige lydsystem.

Selvom Bossen gik på scenen efter en lille halv times forsinkelse, så havde Telia Parken allerede tilgivet ham, da han trådte ud.
Med et “Hej København! Jeg har glædet mig til at se jer!” på gebrokkent dansk, trådte den folkekære Springsteen ud på scenen til et udsolgt Telia Parken, hvorefter aftenens første nummer “Out In The Streets” slog sig an.

I stramme sorte bukser, sort t-shirt under en grå vest – og den nærmest obligatoriske scoreklud om halsen, skulle man tro, at det ikke krævede meget andet før publikum ville være helt oppe og køre. Men nej.

Hele koncerten var præget af en musiker, der virkelig forsøgte ihærdigt at kæmpe sig gennem den modstand han mødte. Først var det kun de første tre rækker af publikum, der overhovedet gad rocke med på sangene – og dernæst ødelagde Telia Parkens lydsystem alt håb om, at aftenen ville ende lykkeligt.

Bossens kontakt til de forreste menneskerækker på plænen skal der dog ikke kimses ad. Fra første sekund var de med – og det var tydeligt at se, hvordan den aldrende mand nød det. Han tog sig da også tid til at gå ned og nærmest give hånd til de heldige fans på første række, inden koncerten overhovedet var kommet ordentlig i gang.

Til hans forsvar, skal der sikkert også en del til for at få 50.000 mennesker til at have en fest.

Bruce Springsteen, Parken
Foto: Lasse Lagoni

Efter små tre kvarter blev guitaren lagt væk, hvor jeg ikke kan lade være med at undre mig over, om den nogensinde var sat til. Jeg tvivler. Men mænd med guitarer har altid formået at lave flere damer. Det er der vidst nok lavet videnskabelige undersøgelser om. Så heldigvis blev den fundet frem igen efter et par numre.

Jeg er dog efterhånden en anelse træt af dårlig teknik under koncerter. Danmarks Nationalstadion har slet ikke kapacitet nok til at kunne håndtere den mængde decibel, der blev medbragt i aften. Slet ikke når man vælger at overdække stadionet.

Det irriterende ekko var især tydeligt under sangen “Pink Cadillac” fra 2006, hvor vi oplevede, at der ikke skal meget mere til end en mand og sin guitar til at skabe magiske musikalske minder. Så magisk som det nu kan blive, når alt ødelægges af dårlig lyd.

Bossen skal desuden have kadeau for, at han kan formå at samle flere generationer under samme tag. Fordi hans musik på mange måder er tidsløs. Det er god gammeldags rock’n’roll. Hvis man ikke er kendt med musikerens repertoire, så er det ikke helt nemt at gætte om sangene er skrevet i 70’erne eller i 00’erne.

Der var flere steder under koncerten, hvor det var tydeligt at høre, at Bossen ikke længere er ung. Under flere sange mistede han pusten og mått lade publikum tage over. Det var lidt synd, men han er heldigvis en så garvet musiker, at han redder den, uden man umiddelbart lægger mærke til det. Og selvom vi godt ved, at hele koncerten er indøvet til mindste detalje, så skal Springsteen også have pluspoint for at få det til at se spontant og ligetil ud.

Koncerten bestod desuden af nogle øjeblikke, som jeg vil huske i lang tid fremadrettet. Et af disse øjeblikke var da første vers af sangen “Hungry Heart” blev sunget af publikum og ikke Bossen ham selv. Det er disse øjeblikke, som kun en legende kan præstere at skabe.

Øjeblikke som disse var der dog virkelig få af gennem den godt 3 timers lange koncert. Uanset, hvor meget Springsteen og The E Street Band prøvede at få publikum til at føle det samme, som de gjorde på scenen, så var det virkelig den mest kedelige ageren fra publikum, jeg længe har været vidne til. Det var kun under hits som “Because The Night” og “Waitin’ On A Sunny Day”, at publikum gad være med til koncerten. Efter to og en halv times koncert så det dog ud til, at folk så småt vågnede, hvor bifaldet til “Land Of Hope And Dreams” skar mere i ørerne end den mundharmonika Springsteen brugte under “The River”.

Bruce Springsteen, Parken
Foto: Lasse Lagoni

Selv en sang som “Point Blank”, hvor Springsteen tydeligvis er påvirket af sangens historie og næsten står med tårer i øjnene, så dør magien af lyden.

Afslutningsvist håber jeg virkelig, at der er er en eller anden lydmand, der bliver fyret efter aftenens koncert. Vedkommende har nemlig formået at ødelægge klassikeren “Down To The River” og “Born In The U.S.A.” for 50.000 mennesker, der har smidt en mindre formue for at deltage i aftenens koncert.
Men publikum var glade, og Bossen var tydeligvis berørt af deres engagement i slutningen af koncerten. Alligevel synes jeg, at det er lidt skræmmende, at så mange mennesker ikke kan høre den skingre lyd, der kommer ud af højtalerne, hver gang musikerne slår en tone an.

Når alt kommer til alt, så var jeg underholdt fra start til slut. Det var begrænset, hvor meget snak, der var mellem numrene. Det hele blev blandet sammen til ét langt rocknummer, som kun Bossen kan gøre det.

Heldigvis syntes publikum, at det var lige så sjovt, at han hev et par fans op undervejs gennem koncerten, som Springsteen selv gjorde. Her fik vi også at se, at han ikke har voldsomme stjernenykker på trods af sin legendestatus.

Det var en fornøjelse at se en 66-årig mand løbe rundt på en scene i tre timer, mens sveden haglede af ham. Den lysegrå vest var blevet godt mørkegrå allerede halvvejs gennem maratonet. Det er sådan noget, der gør, at Bruce Springsteen ikke er en falleret musiker, som blot tager på tour for lige at hive de sidste penge ud af ens navn (og ingen navne nævnes).

Da klokken så småt nærmede sig 23 timer fik publikum det de var kommet efter; megahittet “Born In The U.S.A.”, hvor parken blev lyst op og samtlige 50.000 mennesker festede med Bruce og bandet. Sådan fortsatte det i ca. 10 minutter.. Og så var vi tilbage til start, dog hvor nogle af folk på siddepladserne havde rejst sig op.

Hele koncerten havde lagt op til den afslutning vi fik med bl.a. Sangen “Shout”, som Springsteen ofte laver coverversioner af til sine koncerter, med en smuk “trip down memory lane”, hvor vi fik lov til at se gamle optagelser fra hovedpersonens karriere og som sidste nummer “Thunder Road”. Det var en god måde at manifestere, at bare fordi man har været i gamet i så mange år, så er det ikke ensbetydende med, at man ikke kan give et godt show.

Det er stadig gang i den gamle rocker. Det skal der ikke herske nogen tvivl om. Jeg tvivler heller ej på, at publikum fik det, de kom efter, men vi kan simpelthen ikke komme op på topkarakteren, når lyden formår at ødelægge samtlige sange noget så grusom, og Springsteen ikke er i den topform, man kan forvente af en musiker, der har været i branchen i så mange år.

Bruce Springsteen, Parken
Foto: Lasse Lagoni

Se alle Lasse Lagonis fantastiske billeder HER

Følg Poplish på Facebook HER