Amager Bio fik nået sit varmeste punkt torsdag aften. Leon Bridges var kommet til byen, og han leverede en fest med twist, kærlighed og masser af sydstatsrytme.

Solen havde braget ned over København hele dagen, og publikum havde indtaget de sidste solstråler med deres fadøl i hånden ude foran Amager Bio. Indenfor i salen lød tonerne af 1960’ernes Clarence Carter, som gav en lille forsmag på, hvilken tidslomme man snart skulle træde ind i.  
Leon Bridges er nemlig ren vintage. Han er blot 26 år, men har en musikalsk sjæl som en soulsanger fra 1950-60’erne. Det er soul, R’n’B og gospel samlet i én mand.

Leon Bridges startede som opvasker på en restaurant i Texas, mens han i sin fritid spillede små shows og jagtede open-mic aftenener på de lokale barer. Dengang var det svært at skaffe mere end 20 mennesker til et show, men det er gået stærkt siden. Nu er det svært at få en billet til et show.
Amager Bio var pakket, og alle aldre var repræsenteret. Leon Bridges spænder bredt med sin genfundne genre.

En reggae solstråle

Det går så småt op for folk, at der er trådt tre mænd ind på scenen og begyndt opvarmningen uden nogen form for intro. Det er Ady Suleiman, som er troppet op med en mand på bas og en på guitar. Ganske simpelt. Reggaetoner fylder salen, og folk begynder så småt at vrikke lidt. Det tager publikum ud af den tidslomme, de nu havde forberedt sig på. Musikken får folk løsnet op, og man får strakt smilebåndet.  Det er god opvarmning. Selv er Ady Suleiman godt varmet op og vrikker rundt på scenen. Det er en sommerfeeling han bringer, og det passer perfekt til solskinsdagen i København. Folk står i deres sommertøj, er blevet solkysset og glider perfekt ind i denne jamaicanske solstråle.

23-årige Ady Suleiman kan ikke skjule sin engelske accent, men det er med en jamaicansk feeling og lyd, at han leverer sine numre. Det er et mix af soul, hiphop og reggae. Som en reggaeudgave af Jamie Woon og Justin Nozuka.

To EP’er er der at finde fra Ady Suleiman indtil videre. Det er sange, som ville fylde bedst på en udendørsscene i solskin og ikke i en lille mørk sal på Amager.
Selvom folk gav store klapsalver, så gik musikken slet ikke igennem, som den havde fortjent. Både på grund af den beskedne instrumentale del af det, men også på grund af snak. Publikums snak overdøvede næsten musikken. Virkelig ærgerligt, da Ady Suleimans musik uden tvivl har noget at byde på.

Sprudlende rytmer

Scenen er badet i beskedent blødt lys. Trommer, bas, guitar, saxofon, keyboard og kor starter introduktionen af aftenens mand. Det er liveband, ingen computere at spotte. Der er fart på fra start, og nu starter rejsen til de små bluessteder i 1950’erne. Leon Bridges kommer nærmest glidende ind på scenen, og rytmerne sprudler allerede ud af ham.
”Smooth Sailing” får så småt publikum til at gå ned i knæ og twiste på bedste vis. Det er allerede bevist, at der er umuligt at stå stille. Bandet haster videre til ”Outta Line”, som er i samme høje tempo, og holder folk på tæerne. Leon Bridges viser sine bedste dansemoves, som de færreste kan hamle op med. Der er ikke det sted på scenen, som ikke får hans dansende fødder at mærke.
De hurtige rytmer forsætter med ”There She Goes”, og Leon Bridges er i gang med at skabe en fest uden lige. Hans bevægelser skriger musik. Han er enormt gestikulerende, og fortæller ikke kun en historie med sin musik, men også med sin krop.

Leon Bridges, Amager Bio

Foto: Bo Källberg

”Are we gonna have a party tonight?”

De første ord til publikum fra Mr. Bridges er ”Thank you” og så ellers videre med musikken. Folk hujer, da han går i gang igen. ”Pull Away” får tankerne hen på American Bandstand, hvor korpigerne rykker stille fra side til side og synger ”uuuh”.  Leon Bridges ser ud, som han lyder. Det er vintagesound, og han mestrer det.

Der er allerede varmet godt op i Amager Bio, og festen er kun lige begyndt. Leon Bridges spørger, om publikum kan lave noget larm og får mænd og kvinder til at skrige hver for sig. Begge køn er godt repræsenteret. ”Always put the ladies before yourself! That’s whats most important” prædikes der fra scenen. Der kan spottes kærestepar, som lige klemmer lidt ekstra om hinanden og kvindeøjne, som nærmest dåner ved lyden af denne sætning. Der bliver sørget for, at publikum bliver taget tilbage til tiden, hvor kønsrollerne var meget klare. Ikke dårligt ment, men her blev kvinden godt opvartet af sin gentleman. Helt perfekt starter ”Better Man”, og Amager Bio skinner af kærlighed.

Tidsrejsen til Texas

Leon Bridges bevæger hver en knogle i sin krop. Alle led og lemmer rammer rytmen perfekt, og man kan ikke andet end at trække på smilebåndet. Hans energi på scenen er ikke til at sætte en finger på, og det smitter af på publikum. Kontakten til publikum holdes intakt med jokes og små kommentarer om sangene undervejs. Hans sange handler ikke kun om ung kærlighed, men også om hans rødder. Sangen ”Lisa Sawyer” fortæller om hans mor, som er vokset op i New Orleans. Selv er han født der, men opvokset i Texas. Sangen handler om, at hun ikke var rig på kontoen, men rig på kærlighed.
Leon Bridges er i den grad også rig på kærlighed og især til musik.
Der kommer uden tvivl kærlighed fra publikum, og da saxofonen rigtigt får lov til at leve, så koger salen. Det er sjældent at man ser så dansende og smilende et publikum.

Sløret løftes for nye sange, som bekræfter, at der er et nyt album på vej. Det er fuldstændig i samme genre, og kunne ligeså godt være taget fra ”Coming Home”-albummet. Sangenes opbygning er ofte den samme og teksterne er simple, men det fungerer. Det er dét, som Leon Bridges kan. Han får denne genre til at fungere i 2016, og det kan man kun have respekt for. Han gør det så fuldent, fordi han er den genre. Som han selv siger ”You can’t teach soul”.

Sangene skaber billeder i hovedet af en lille mørk bluesbar i Texas, og man glemmer helt, at man står på Amager. ”Flowers” får alle hoveder til at bumpe op og ned og knæene knækker lidt hos alle. Publikum bliver sat lidt ned i tempo med de nye sange, men der sørges altid for, at de kommer op igen.
Lyden i Amager Bio er dog ikke til at prale af. Det er svært at høre, hvad Leon Bridges egentlig synger, da hans stemme giver et ekko i salen. Her er det kun hardcorefans, som ved hvad han synger.
Energien på scenen overskygger dog næsten den dårlige lyd. Leon Bridges løber rundt på scenen til ”Twistin’ and Groovin’” og løber fra korpigens mikrofon til hans egen.  Sangen omhandler mødet mellem hans bedsteforældre, og hvordan kærligheden opstod til musik og dans.
Leon Bridges ejer hele scenen. Han ejer publikum. Folk skråler med, og der er en fest i den lille sal, som er proppet til randen.

Leon Bridges, Amager Bio

Foto: Bo Källberg

Kærlighedsfyldt entertainer

Setlisten for aftenens koncert er utroligt godt sat sammen, da der er perfekte skift mellem sange i højt og lavt tempo. På nummeret ”Shine” teleporteres man til en kirke i New Orleans, selvom man bare står på Amager. Leon Bridges rødder skinner igennem på dette nummer, og det giver publikum den sidste solstråle, som der var at hente den dag.

Leon Bridges beder publikum om at kigge på deres sidemand. De bliver bedt om at hilse på hinanden, sige ”jeg elsker dig” og give hinanden et kram. Der spreder sig en ukomfortabel latter i salen, men folk er efterhånden løsnet så meget op, at det bliver til at par kram hist og her.
Et par i menneskemængden bliver peget ud og spurgt, hvor længe de har været sammen. Leon Bridges forsøg på at udtale et dansk navn, som man aldrig fandt ud af hvad var, var meget underholdende. Hans kemi med publikum er ikke til at kimse af, og han virker oprigtig i sin interesse.

”Coming Home” er nok aftenens mest ventede nummer. Den svedende menneskemængde får opgaven at synge med på omkvædet og fungere som kor. Han styrer publikum så godt alene, at halvdelen af bandet forlader scenen, og tilbage er Leon Bridges med sin guitar, en korpige og en mand på keyboard. ”River” får lightere tændt, og vi kommer helt ned i tempo igen. Sangen har en kirkelig lyd, og gospelreferencerne skinner igennem.

Takkede af med et brag

Da Leon Bridges takker af, vil folk ikke tage sig til takke. Klapsalverne vil ingen ende tage, og der trampes så hårdt i gulvet, at det runger i hele Amager Bio.
Selvfølgelig har bandet heller ikke fået nok, og de kommer alle på plads igen. Salen varmes op på ny, og publikum har nu fuldstændig overgivet sig. Festen er på sit højeste, og Leon Bridges stikker mikrofonen ned til udvalgte folk, og får dem til at synge med. Han får hele salen med, da han får publikum til at agere kor og det gør de godt. Skiftevis bliver publikum på balkonen og publikum på gulvet opfordret til at skråle og danse, og lyset bliver nu rettet mod de glade fans. Leon Bridges viser igen sit talent for at danse, og han har mere rytme i sin krop, end hele salen tilsammen. Amager Bio er på kogepunktet, og festen slutter på sit højeste.

Hvis man er gået fra denne koncert uden et smil på læben, så har man ikke været ordentligt tilstede. Leon Bridges leverede en stærk musikalsk oplevelse, som virkelig skiller sig ud på den internationale musikscene. Han står alene med denne genre i vores tid, og han kan sagtens bære det. Han ejer en ægthed, som man ser hos de færreste kunstnere. Hans rødder og dedikation til musikken skinner igennem i hvert sekund af hans optræden. Det er forfriskende at se og ikke mindst høre.

Se hele Bo Källbergs galleri fra koncerten HER

Leon Bridges, Amager Bio

Foto: Bo Källberg