Alex Vargas debuterede i Store Vega med et brag. Selvom koncerten var en kort fornøjelse, så efterlod han ingen tvivl om, at han kun lige er begyndt sin musikalske rejse.

Der var sørget for godt 800 siddepladser, da den dansk/engelske Alex Vargas skulle give sin debut i Store Vega. Det startede småt, da Vargas optrådte på Ideal Bar i 2013. Den spæde start blev udgivet af lavpriskæden Tiger, men de er senere blevet skiftet ud med Copenhagen Records. Der er sket store ændringer siden aftenen på Ideal Bar og Vega har nu åbnet de store døre for den spirende sanger. Det er gået umådeligt godt for den 28-årige sanger og sangskriver, siden han i starten af året smed den anmelderroste EP ”Giving Up The Ghost”. Hitsinglen ”Shackled Up” strøg ind som P3’s Uundgåelige og succesen er nu nået til Holland, Tyskland og Belgien, for bare at nævne et par stykker på listen.

Det er ikke Alex Vargas uvant at stå på de store scener. Han har turneret England rundt med sit tidligere band Vagabond som support for James Morrison og The Script. Det var dog nu, at han stod alene på scenen og skulle vise sit værd som soloartist. Billetterne til aftenens koncert var revet væk, og folk var til sidst på venteliste i håb om, at nogen ville opgive deres værdifulde billetter. De 800 heldige publikummer fik sig én på opleveren.

Vargas’ kvindelige modspil

Det summede i Vega, og folks blikke spejdede efter en ledig siddeplads i salen. Ud af scenens mørke træder en kvinde ved navn Drew. Hun fortæller os beskedent, at hun er aftenens opvarmning. Drew er også en blændende ny artist, som skal prøve at begå sig solo. Hun har ligesom aftenens hovedperson valgt gruppekarrieren fra og startet livet på landevejen alene.
Aftenens opvarmning er Drews første liveoptræden. Hun er ydmyg og fortæller med en spinkel dirrende stemme, at dét at ens første liveoptræden skal foregå i Vega, er angstprovokerende. To herrer, præsenteret som Kristoffer og Søren, står for livemusikken fra deres Mac. Drews stemme begynder at fylde lokalet. En electronica/R’n’B lyd brager ud, og lysshowet er en epileptikers værste mareridt. Det er melankolsk og ydmygt, samtidig med at stolene runger under publikum, og der spares ikke på de elektroniske toner. Mellem sangene står denne ydmyge kvinde og fortæller, at ”det bliver mere og mere behageligt at være heroppe”. Når musikken sættes i gang ændres det til en powerfyldt stemme, som rammer plet. Det er næsten som at høre den kvindelige version af Alex Vargas med de elektroniske effekter og slagkraften i stemmen. Nummeret ”Forever” minder om en storslået James Bond ballade med et elektrisk stød. Drew gør det vanvittigt godt. Numrene står skarpt, og da 20 minutter er gået, takker Drew af. Det føles som 5 minutter. Men sådan er det, når man er i godt selskab. For en første liveoptræden, så var det Vega værdigt.

Elektrisk soul

Man er ikke i tvivl om, at Vargas er spottet på scenen, da stemmer begynder at huje. I rødt, mørkt lys træder aftenens mand ind på scenen med hætte over hovedet og begynder ligeså stille at gøre det, han er kommet for – levere musik. Alene med sin guitar er han indhyllet i røde laserstråler. Som var han i en actionfilm, hvor den mindste forkerte bevægelse kan blive din død. Det er også hans Store Vega debut, og Vargas skulle vise, at han i hvert fald ikke træder forkert. Store lyse lysstråler sendes ud i salen og samler alles øjne på Vargas. Man bliver trukket ind i den musikalske verden, og øjnene kan kun være rettet mod scenen. Hans energi og rytme i kroppen svedes ud fra første takt. Introen stopper brat, og folk bryder ud i jubel.

Under ”Give Up The Ghost” lyses salen op i blåt lys og blinkende lanterner. Troede man, at Drews lysshow var hårdt for epileptikere, så tog man fejl. Stroboskoplyset var i den grad sat i spil. Vega blev badet i rødt og blåt lys, som næsten væltede folk ned af stolene. Ind kommer Vargas’ kompagnon, Tommy Sheen, som får en guitar til at græde. De har et fantastisk sammenspil, og al musik bliver lavet på stedet. Det er live.
Lyset skifter igen til rødt, og Vargas smider sig prompte ned på alle fire. ”Oh Love, How You Break Me Up” bliver leget med fra gulvet, og Vargas hamrer løs på sin loop-pedal. Hans krop rokker ustyrligt frem og tilbage, og han skriger inderligt igennem. Han rammer tonerne til perfektion. Det er råt. Det er spacey. Det er kun lige begyndt.

Alex Vargas, Store Vega

Foto: Martin Kleisberg

Talentfuld charmør

Det er tydeligt for enhver, at Vargas har kvinderne snoet om sin lillefinger. Hver gang han åbner munden, lyder der pift, fløjt og ”Du er så lækker!” fra kvinder, som endelig har fundet modet til at råbe ud i salen. Det lader dog ikke til at påvirke Mr. Vargas, som takkede for alle solgte billetter. Igen lød der en hylen og fnisen i krogene.

Charmøren forsatte med ”Solid Ground” fra 2015, som var anden udgivelse på Copenhagen Records og blev et viralt hit. Folks hoveder bevæger sig i en messelignende rokkende tilstand. Denne musik egner sig til de små steder, hvor folk virkelig kan føle musikken. At det er en siddende koncert gør, at folk mærker hinanden, mærker musikken og mærker Alex. Hans stemme går udover Vegas rammer, og hårene rejser sig. Der er ingen tvivl om, at det her er rent musikalsk talent. ”Till’ Forever Runs Out” bliver fremført med et rødt pumpende lys, som glider op ad væggenne – lidt a la blod der pumpes rundt omkring scenen. Det er så inderligt, følsomt og råt på samme tid. Det er en sjælfuld sanger, Vega har med at gøre. Tommy Sheen gør det godt, og hans guitar riffs følger med Vargas’ store stemme. Koordinationen er ikke til at sætte en finger på. Det er en meget dygtig guitarist, som er kommet med på tour.

Sexet og kraftfuldt

Som en lille ekstra godte i posen, giver de to herrer en forpremiere på et cover af Beyoncés ”Babyboy”. Det er lavet i sammenhæng med DR Output, men er endnu ikke kommet online. Det er forvandlet til ”Babygirl” og er gået fra sexet hoftevrikkende nummer til et sexet, men kærlighedsfyldt electronica-nummer. Det er genialt. Her vinder Vargas igen en masse kvindehjerter. Nummeret er tromlet gennem Vargas maskinen og er blevet elektronisk og kraftfuldt. Det bliver ikke mindre kraftfuldt, da der skiftes til nummeret ”Wear Your Demons Out”, hvor der opstår et remix på scenen. Tommy Sheens guitar spinder for fulde drøn, og bassen pumper i stolene. Det er svært at sidde stille.

Aftenen slutter med megahittet ”Shackled Up”, og alle telefoner ryger op for at forevige dette, næsten, hellige øjeblik. Showet ender med stående bifald og uendelige klapsalver. Vargas takker og er hurtigt ude af scenen. Folk prøver ihærdigt at lokke ham ud med klap, men forgæves. Der er ikke så meget pjat, det handler om musikken. Vi har fået, hvad vi kom efter. Koncerten varede en time, og der lød da også et lille gisp i salen, da der blev sagt ”dette er aftenens sidste nummer”. Det føltes som meget kortere tid, men igen, sådan er det jo, når man er i godt selskab. Rigtig godt selskab.

Alex Vargas, Store Vega

Foto: Martin Kleisberg

Sanseligt jordbunden

Alex Vargas satte Vega på plads. Godt og grundigt. Der var tænkt over dette show til mindste detalje. Lysshowet var fantastisk fremført, og det løftede sangene til et højere niveau. Vargas kræser for sin musik, og der er ingen stress at finde på scenen. Han er en jordbunden kunstner, og han ved, hvad han laver. Han gør det hele til perfektion. Hans musikalitet stråler igennem i hans bevægelser og skydes ud i hans gennembrændende stemme. For ham handler det om musikken, og måske derfor var der valgt siddepladser. Det gjorde, at Vega kun blev fyldt halvt op. Det var ærgerligt, at man som publikum ikke kunne rokke ligeså meget som kunstneren selv, fordi man sad låst fast til en stol. Kroppen kunne ikke rigtig lade sig rive med, som nogle numre godt kunne lægge op til. Hovederne rokkede dog hele aftenen og alt i alt, så var det en Vega-debut, som man som kunstner og publikum godt kan være stolt af.

Alex Vargas drager på efterårsturne til oktober.

Se hele Martin Kleisbergs galleri fra koncerten HER

Alex Vargas, Store Vega

Foto: Martin Kleisberg